Matthæuseffekten – mere, mere, mere

”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 12).

Dette er et af de mest udfordrende vers i Matthæusevangeliet. Hvordan kan Jesus sige noget, der lyder som det stik modsatte af kristen næstekærlighed? Vi lærer jo, at vi skal give til dem, der intet har. Alligevel gentager Jesus dette princip flere steder. Det findes to gange i Matthæusevangeliet, og det findes også i Markusevangeliet og Lukasevangeliet med få variationer.

Måske er Matthæusevangeliets udgave blevet kendt for det, fordi vi der har ordet ’overflod’, der yderligere fremhæver kontrasten mellem den, der har, og den, der ikke har. Det er i hvert fald kommet til at lægge navn til det, der kaldes ”Matthæuseffekten”.

Matthæuseffekten – et Guds rige-princip, ikke økonomi

I sociologien bruges udtrykket ”Matthæuseffekten” om, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Men hos Jesus handler det ikke om økonomi. Det handler om Guds rige. I Matthæusevangeliet kapitel 13 står ordene i forbindelse med lignelsen om sædemanden. Jesus taler om at høre og forstå Guds ord.

Den, der ”har”, er den, der tager imod Ordet og begynder at leve i Guds rige. Den, der ”ikke har”, er den, der afviser Ordet. Det er ikke et spørgsmål om at have lidt eller meget, men om at have eller ikke have – en radikal modsætning.

Jesus siger ikke bare, at den, der har, får lidt mere. Han siger, at han skal have overflod. Det peger på to ting: For det første at evangeliet er en gave. Det er Gud, der giver. For det andet at gaven ikke er statisk. Den vokser. Troen er ikke et lager, men et levende liv. Når vi tager imod Guds ord, skaber det vækst.

Er det retfærdigt?

Her melder en svær indvending sig: Hvis det hele er en gave, hvordan kan nogen så gøres ansvarlige for ikke at have? Er det ikke uretfærdigt? Jesus selv siger, at det er ”givet” til disciplene at kende Himmerigets hemmeligheder, men ikke til andre (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 11). Hvordan hænger det sammen med ansvar?

Matthæus giver ikke et enkelt svar, men peger på to ting: For det første at Guds ord gives frit og generøst. Ligesom sædemanden i lignelsen gør Gud ordet tilgængeligt for alle, der vil høre. For det andet at mennesket kan lukke sig for Guds ord. Lignelsen om sædemanden viser, at Ordet møder forskellige slags jord. Nogle steder spirer det, andre steder kvæles det. Problemet er ikke at have for lidt, men at afvise og ikke tilegne sig det, man har fået. Ansvaret ligger ikke i at skabe troen, men i at tage imod den. Kun på den måde kan det vokse.

Når passivitet bliver farligt

Det, Gud giver, må tilegnes og bruges. Det bliver helt tydeligt i lignelsen om de betroede talenter (Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 14 til 30). Som afslutning på den lignelse formulerer Jesus igen Matthæuseffekten. Hvor de to første tjenere har forvaltet det, de har fået betroet, så det gav afkast, har den tredje valgt at begrave sit talent. 

Den afgørende forskel på tjenerne er ikke, hvor meget de to første tjenere tjente, men at de handlede i tillid til deres herre. De kendte ham og stolede på hans karakter. Den tredje tjener derimod misforstod sin herre fuldstændigt. Han frygtede ham, havde mistro til ham og valgte derfor at gøre ingenting. Problemet var ikke for lidt produktivitet, men total passivitet.

Tjeneren mistede ikke alt, fordi han ikke var effektiv nok, men fordi han ikke handlede overhovedet. Han havde mistet synet for, hvem hans herre var, og levede som om, han ikke var tjener.

Dermed bliver lignelsen ikke en opfordring til at præstere nok, men en advarsel mod at miste synet for, hvem Gud er, og dermed glemme, hvem vi selv er: hans tjenere, der har fået betroet en stor skat. At leve i ventetiden er at leve i den identitet og bruge det liv, vi har fået betroet – ikke for at fortjene noget, men fordi vi tilhører ham.

Matthæuseffekten i hverdagen

Matthæuseffekten er både en advarsel og et løfte. Advarslen er, at troen ikke kan sættes på autopilot. Hvis vi forbliver passive, dør troen. Løftet er, at Gud giver overflod til den, der tager imod og bruger det, han har fået. 

Som kristne skal vi derfor: 1) Opsøge vækst: Læsning af Bibelen, bøn og fællesskab er ikke luksus, men livsnødvendigt. 2) Dele Ordet: Matthæuseffekten kalder os til mission. Det, vi har fået, vokser, når vi bruger det. Troen styrkes, når vi deler evangeliet. 3) Praktisere nåde: Vi må ikke overføre princippet til økonomi og retfærdiggøre ulighed. Tværtimod kalder Jesus os til at give til dem, der mangler – netop fordi vi selv har fået overflod af nåde.

Matthæuseffekten er ikke kynisme, men et Guds rige-princip: Evangeliet er en gave, og gaven vokser i brug. Spørgsmålet er ikke, hvor meget vi har, men om vi har – og om vi vil tage imod mere. For den, der har, skal have overflod.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.