Kan vi se Gud ud fra skaberværket?

Argumenterer Paulus imod ateisme eller for noget andet?

Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20: Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.

Det har længe været god latin at hævde, at antikkens verden ikke var bekendt med den form for ateisme, som vi kender fra moderne tid, fordi troen på Gud/guderne gennemsyrede datidens samfund i en grad, som det ikke er tilfældet i dag. Tim Whitmarshs bog fra 2016 Battling the Gods: Atheism in the Ancient World sætter dog spørgsmålstegn ved den opfattelse; ateistiske verdensopfattelser synes at have været mere udbredte i antikken end ofte antaget. Hvordan det end er med det, så er den ateistiske verdensopfattelse jo ganske udbredt og veldokumenteret i dag; det giver ikke rigtig mening at hævde, at der ikke findes ateister i den moderne verden.

Men hvorfor gør der egentlig det? Paulus synes jo ganske tydeligt (i citatet ovenfor) at hævde, at Guds evige kraft og guddommelighed har kunnet ses siden skabelsen, fordi disse guddommelige egenskaber kan erkendes ud fra hans forsyn, dvs., ud fra hans skabelse og opretholdelse af verden. Paulus’ holdning var ikke unik, men minder om andre lignende udsagn i jødiske tekster fra samtiden. Paulus synes således at hævde, at menneskene kan slutte sig til Guds eksistens ud fra en betragtning af universet. Alligevel er det ikke alle, som kan se det, som Paulus siger, de kan se.

Et argument for Guds eksistens eller en beskrivelse af menneskets fravalg af Gud?

Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20 indgår i et større afsnit (kapitel 1, vers 18-32), som beskriver, hvordan alle mennesker lever under Guds vrede. I kapitel 1 vers 21 begrunder Paulus Guds vrede mod menneskene med ordene: ”For de [menneskene] kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud.” Paulus’ argument er komplekst, og syndefaldsberetningen synes at være en bagvedliggende forudsætning, hvor Paulus’ ord om, at menneskene ”hævdede at være vise, men blev tåber”, fx synes at være et ekko af historien om Adam og Evas spisning af frugten fra kundskabens træ. Samtidig synes Paulus også at have en særlig historie fra Det Gamle Testamente i tankerne, nemlig historien om hvordan Israels folk laver deres egen gud i form af en guldkalv (se Anden Mosebog kapitel 32). For Paulus’ ord i Romerbrevet kapitel 1 vers 23 – og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle og krybdyr – er næsten et ordret citat af Salmernes Bog kapitel 106 vers 20, som beskriver, hvorledes Israel ”skiftede deres ære ud med billedet af en okse.”

Paulus synes med andre ord at være i færd med at beskrive et grundvilkår, nemlig at mennesket har valgt Gud fra til fordel for andre guder. For Paulus synes det at være et uomgængeligt faktum, at selv om alle egentlig burde kunne slutte sig frem til Guds eksistens, så vender mennesket alligevel Gud fra.

Naturlig åbenbaring eller selvopfyldende profeti?

Der er en lang tradition for at tolke de ovenstående vers fra Paulus’ brev til menighederne i Rom som et udtryk for Paulus’ opfattelse af, at Gud har åbenbaret sig gennem naturen eller kosmos, og at denne åbenbaring ligger åbent tilgængelig for alle mennesker og således gør det muligt for alle mennesker at tro på Gud. Når nogle mennesker så alligevel ikke tror på Gud, så er det, hævdes det, fordi menneskene er ugudelige og derfor ”undertrykker sandheden med uretfærdighed,” som Paulus formulerer det i Romerbrevet kapitel 1 vers 18. Dermed har man også en forklaring på, hvorfor ikke alle mennesker tror på Gud: Det er fordi, menneskenes syndighed får dem til at undertrykke den åbenbarede sandhed – at skaberværket/kosmos vidner om Guds eksistens.

Det er et argument, som hænger fint sammen inden for sin egen horisont. Det er dog næppe et argument, som overbeviser ateisten, som efter at have betragtet universet endnu ikke føler sig overbevist om Guds eksistens. Ateisten vil indvende, at argumentet blot indfører en forudsætning – at mennesket undertrykker sandheden – som gør al videre samtale umulig, og som det er umuligt at modbevise, hvormed argumentet mest af alt får karakter af en cirkelslutning, som blot forudsætter, hvad det mener at bevise.

Men hvordan skal vi så tolke Paulus’ argument i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20? Kan man tolke versene anderledes end som et eksempel på en cirkelslutning? Det vil jeg mene, for Paulus er i dette afsnit ikke synderligt interesseret i at argumentere for menneskets muligheder for at slutte sig frem til Guds eksistens.

Paulus interesserer sig ikke for en intellektuel overbevisning om Guds eksistens

Jeg er personligt usikker på, hvor meget vi kan udlede af Paulus’ argument i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20. Min usikkerhed bunder i, at Paulus egentlig slet ikke interesserer sig for menneskets muligheder for at nå til en erkendelse af Guds eksistens. Paulus’ argument bevæger sig nemlig et andet sted hen, nemlig henimod en beskrivelse af det forunderlige, at Gud gennem sin søn, Jesus Kristus, har vist sin kærlighed til alle mennesker, som uden undtagelser har valgt ham fra – eller som Paulus selv formulerer det: ”har syndet og mistet herligheden fra Gud” (Romerbrevet kapitel 3, vers 24). Troen er for Paulus ikke en intellektuel overbevisning om Guds eksistens. Troen er for Paulus kærlighedens relation til Gud. Derfor beskriver han heller ikke synden som noget, der manifesterer sig i ateisme, men derimod som noget, der manifesterer sig i tilvalget af andre guder.

Også her er han på linje med sin egen samtids jødedom. Mange mener, at Paulus i Romerbrevet kapitel 1 har et jødisk skrift i tankerne, som hedder Visdommens Bog, og som er en del af de såkaldte apokryfe skrifter. I dette skrift hedder det fx: ”Begyndelsen til troløsheden var jo selve tanken om afguderne, og opfindelsen af dem betød livets fordærv” (Visdommens Bog kapitel 14, vers 12). Troløsheden viser sig ikke i ateisme men i afgudsdyrkelse, for troen forstås som kærlighedens relation til Gud, og vantroen manifesterer sig derfor også som troløshed mod Gud. Dette forhold viser sig også i Paulus’ beskrivelse af Abraham, hvis storhed netop bestod i, at han aldrig holdt op med at sætte sit håb til Gud (se Romerbrevet kapitel 4). Når troen for Paulus er en relationel størrelse, dvs. et udtryk for menneskets rette relation til Gud, hvor meget har han så egentlig at sige om en akademisk eller intellektuel tro på Guds eksistens? Efter min opfattelse ikke meget, så lidt faktisk, at det er vanskeligt rigtigt at sige noget om, hvad han egentlig tænkte om den sag.

Men giver ethvert menneske lov til at række ud efter Gud

Det betyder efter min mening, at der er grænser for, hvor meget vi kan læse ud af teksten med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Gud gennem skabelsen har gjort det muligt for mennesket at tro på sin egen eksistens. På den ene side synes teksten at hævde, at Guds evige kraft og guddommelighed kommer til udtryk gennem skabelse og opretholdelse af skaberværket. På den anden side synes Paulus ikke at være optaget af at svare på spørgsmålet om, hvorfor ateisten ikke oplever sig selv i stand til at tro på Guds eksistens.

I Hebræerbrevet kapitel 11 vers 3 hedder det i øvrigt: ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.” Hvad ville Paulus mon have sagt til det udsagn? Ville han mon have nikket anerkendende, eller ville han mon være kommet med den indvending, at spørgsmålet om verdens skabelse egentlig ikke er et trosspørgsmål, eftersom alle mennesker jo kan regne sig frem til Guds eksistens ved at betragte universet?

Jeg må for min egen del komme med den lidt nedslående konklusion, at jeg synes, det er svært at give et kvalificeret svar på det spørgsmål. Jeg vil dog mene, at teksten i Romerbrevet kapitel 1 vers 19-20 ikke giver os basis for at hævde det sidste med særlig stor sikkerhed, eftersom denne tekst er indlejret i en diskurs, som sigter mod noget ganske andet end at argumentere for Guds eksistens ud fra skaberværket. Paulus’ argument er nemlig indlejret i en argumentation, som bevæger sig henimod en beskrivelse af Guds forunderlige kærlighed til den verden, som har vendt ham ryggen. Det er selvfølgelig træls (som vi siger i Aarhus), når der er noget, vi ikke kan svare på, men på den anden side kan det også være befriende ikke at kunne svare på alt. Tilbage står under alle omstændigheder de gode nyheder, at ethvert menneske, teisten såvel som ateisten, har lov til at række ud efter den venskabshånd, som Gud rækker gennem sin søn, Jesus Kristus. Hvis jeg tænker efter, er der egentlig mange spørgsmål, jeg kan leve med ikke at kunne svare på, når bare jeg bare kan få lov til at tro på det.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.