Hvide løgne

Jeg var engang til fest iført en meget orange kjole. Da jeg ankom, hilste jeg på de andre gæster. Mange komplimenterede min kjole, men en enkelt sagde, at jeg lignede en redningsbøje. Jeg valgte at lytte mest til komplimenterne. Ikke desto mindre var oplevelsen interessant, fordi det blev tydeligt, at vi kan have meget forskellige måder at håndtere ærlighed på. Nogle gange skal vi måske bare holde mund. Andre gange kan vi føle os fristede til at stikke en lille hvid løgn for at skåne folk fra sandheden.

Hvide løgne

Hvide løgne kan virke harmløse og ubetydelige. Sprogligt tillægger vi de hvide løgne en renhed gennem farven hvid, som næsten legitimerer dem i sig selv. Men løgn og renhed spiller ikke ret godt sammen, og det bliver tydeligt, at vi med de hvide løgne snarere befinder os i en grå og mudret zone.

Vi kan godt finde på historier, hvor det var vigtigt, at nogen løj. Som når mennesker skjulte jøder på loftet under Anden Verdenskrig og løj, hvis de blev spurgt. Det er indiskutabelt en løgn, men den redder liv. Vi kan måske også komme på situationer, hvor det var mest behageligt, at nogen stak os en hvid løgn. Men selv om det var behageligt, er det måske hverken rigtigt eller sundt, for løgnen kan gøre noget ved os, også selv om den virker uskyldig.

Snitching

Lad os forholde os til en konkret udfordring: Du har set en ven gøre noget forbudt. Måske snuppe en lille ting i den lokale kiosk eller tage metroen uden at betale. Du vil ikke bringe din ven i problemer, og derfor siger du ikke noget om det til nogen. Du bringer det måske op over for din ven, som synes, du er lidt pjattet. Men du bliver konfronteret med hændelsen fra en autoritet, for eksempel kioskejeren, som beder dig fortælle, hvad du har set. Du siger, at du ikke ved noget, fordi du vil være en loyal ven.

I nogle miljøer står loyaliteten mod vennerne højere end sandheden. Og i sådan et miljø vil snitching, altså det at angive en anden, blive set på med større foragt end det at stikke en løgn. Sandheden bliver sat ud af spillet i det moralske kompas og erstattes med loyaliteten.

Det er helt forståeligt, at man ikke vil være den, der bryder pagten med vennerne, og at valget mellem løgn og sandhed ikke altid er enkelt. Men både den store og den lille løgn kan føre ind i en kultur, der binder os. En kultur, hvor vi ikke kan tale frit og udfordre hinanden, hvor vi accepterer noget, der ikke er rigtigt, for at bevare den gode stemning og relation. Men det er måske værd at spørge, om det er sunde relationer, der beder hinanden om at fortie sandheden? Nogle gange lægger den hvide løgn sig op ad fortielse. Og i mange situationer er det helt fint at lade være at sige noget, hvis du ikke har noget godt at sige. I andre situationer kan tavsheden blive til medskyld.

Sandhedens virkning

Når vi forsøger at navigere i de hvide løgne, kan vi derfor forsøge at forholde os til, hvad det er, vi gerne vil fremelske. Hvad er det for en kultur, vi ønsker at skabe i vores relationer og i de miljøer, vi færdes i? Hvad skal kendetegne os? Måske er det ikke ønskværdigt at blive kendt for altid at sige sin uforbeholdne mening – om orange kjoler eller andre ting – men det kunne godt være ønskværdigt at være et menneske, man kan stole på. At man kan regne med det, der kommer ud af din mund. Sandheden fremmer tilliden mellem mennesker, mens løgnen nedbryder den. Og her kan selv en lille hvid løgn sætte et skår i forventningen til det, der kommer fra dig. Hvis du kan lyve om en lille ting, kan du måske også lyve om noget større?

Sandheden skal gøre os frie, siger Jesus (Johannesevangeliet kapitel 8, vers 32). Og det er ikke kun en åndelig virkelighed. Også på et rent mellemmenneskeligt niveau er der noget om snakken. Den hvide løgn kan måske være med til at pynte på billedet af os selv eller vores nærmeste, men dermed fastholdes vi også i et billede, som ikke nødvendigvis gør os godt. Sandheden fremstiller virkeligheden, som den er, og det er i det lange løb meget sundere at leve i.

Der, hvor jeg føler mig mest elsket, er i de relationer, hvor jeg også er mest kendt. Når min mand har set mig i de mest sårbare situationer, har oplevet mig handle ukærligt og egoistisk og kender mine grimmeste intentioner, og han stadig elsker mig, så føler jeg mig tryg og fri i relationen til ham. Jeg er afsløret, og jeg er stadig elsket. Gud kender os endnu bedre end det. Han ser bag om alle hvide løgne og pyntehistorier, bag om alle intentioner og facader. Han kender os bedre, end vi kender os selv – og samtidig elsker han os så højt, at han er gået i døden for os.

Løgnens fader versus sandheden selv

Der er altså noget mere på spil i vores forhold til de hvide løgne end bare spørgsmålet, om det er ok at smide en lille tilsyneladende harmløs løgn afsted. Det er mere interessant at forholde os til, hvad vi vil lade os præge af. Jesus taler ret radikalt om sandhed og løgn. Han siger om sig selv, at han er sandheden (Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6), mens han kalder Djævelen for løgnens far (Johannesevangeliet kapitel 8 vers 44).

Den oprindelige ophavsmand til løgnen vil os ikke noget godt, men han er en mester i at så tvivl om, hvad der er godt og ondt, og derfor er selve begrebet ”en hvid løgn” lige i hans ånd. Løgnen fremstilles som harmløs, og vi sænker paraderne over for den. Og netop derfor har vi brug for hjælp fra ham, der selv er Sandheden til at skelne mellem sandt og falsk og godt og ondt. Vi har brug for hans hjælp til at navigere i en verden, hvor vi får lyst til at pynte på sandheden i stedet for at løbe den i møde.

Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.