
Artikel
Gud i rummet
Hvordan vi kan bruge science fiction til at udvide vores horisont og begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.
En lille scene fra verdens ende
“I looked about me to see if any traces of animal life remained. A certain indefinable apprehension still kept me in the saddle of the machine. But I saw nothing moving, in earth or sky or sea. The green slime on the rocks alone testified that life was not extinct” (H.G. Wells, The Time Machine, Henry and Holt Company, s. 199-200).
Sådan lyder den tidsrejsendes beretning, da han drager 30 millioner år frem i tiden og betragter en døende jord, hvor menneskets tid for længst er ovre, og hvor jordens rotation er blevet langsommere, således at han befinder sig i en konstant skumring. En evig solnedgang. En døende verden.
Hvis du har læst The Time Machine af H.G. Wells, en af de første science fiction-romaner, har du måske studset over denne scene. Den forekommer i bogens næstsidste kapitel og er egentlig ligegyldig for plottet. Dog har den altid fascineret mig, billedet af den tidsrejsende, der sidder alene på stranden i den ellevte time, hvor alle menneskelige bedrifter er glemt, alle mennesker døde, alt liv er reduceret til mos og gopler.
Forestillingen om den tidsrejsende på stranden kan fortælle noget om tiden, som ville have været noget nær umuligt at fortælle på nogen anden måde end med science fiction.
Sådan et billede får en til at tænke over nogle spørgsmål, både om mening med livet individuelt, meningen med fællesskaber, samfund og civilisationer. Hvis det hele alligevel ender på en strand, hvor alt er glemt, og vi er væk, hvad så?
Den slags refleksioner, som fortællingen sætter i gang, kan virke dybere og mere levende end den refleksion, der opstår på bagkant af et filosofisk system, nogle naturvidenskabelige teorier eller (og nu må jeg passe på som teolog) nogle teologiske begreber. Alle ting, som naturligvis stadig kan være ekstremt nyttige.
Udvid din horisont
Jeg tror ikke, at stranden fra Wells roman bliver verdens endeligt. Det gjorde en litteraturprofessor, som var dybt fascineret af science fiction og beskæftigede sig med den i sin guldalder (ca. 1940-1960), heller ikke. Jeg taler om C.S. Lewis, der ellers er mere kendt for Narnia og kristen faglitteratur. Mindre kendt er han for sine tanker om og bidrag til science fiction-genren. Dem vil jeg her forsøge at give et lille glimt af.
I sit essay On Science Fiction skelner Lewis mellem en god og dårlig form for science fiction. I den dårlige form bliver den futuristiske teknologi eller rumrejserne blot baggrunden for en historie, der kunne have udspillet sig et hav af andre steder: Teenagedramaet på et rumakademi kontra teenagedramaet på en britisk kostskole, et fransk børnehjem eller en amerikansk high school.
Science fiction, mener Lewis, er mere end bare lokationen, hvor historien udspiller sig. God science fiction er som “et spring i fremtiden, en hurtig antagelse om alle de forandringer, man forestiller sig, er forekommet, en legitim ‘maskine’, der gør det muligt for forfatteren at udvikle en fortælling af sand værdi, som ikke kunne være blevet fortalt (eller ikke så effektivt) på nogen anden måde” (C.S. Lewis, Of Other Worlds, HarperCollins Publishers s. 68-69, egen oversættelse).
Forestillingen om den tidsrejsende på stranden kan fortælle noget om tiden, som ville have været noget nær umuligt at fortælle på nogen anden måde end med science fiction. Man kan sige, at det udvider vores horisont for, hvad vi kan forestille os og dermed fatte. Dette gælder ikke kun forholdet til tid, men også historie (Foundation af Isaac Asimov), tænkning (Dune af Frank Herbert), menneskelighed (Frankenstein af Mary Shelley) og meget mere.
En lille scene fra Edens have
Derfor tror jeg også, at C.S. Lewis’ science fiction-trilogi er yderst værdifuld for os. Nu kommer der nogle afsløringer, så hvis du er typen, der læser alle historier, som om de var krimier, så må du stoppe her.
Herfra udspiller Eden 2.0 sig, men denne gang kan Ransom advare kvinden om, hvad der skete i Eden 1.0.
I sin rumtrilogi skriver Lewis historien om solsystemet som fyldt med liv, men hvor det kun er på jorden, at livet er bøjet, så ondskab hersker. Derfor kan Ransom, vores hovedperson, udforske verdener uden synd og ondskab. Alene det er fantastisk at leve sig ind i. Det er dog en scene fra rumtrilogiens andet bind, der har hjulpet mig til at fatte lidt af Guds væsen.
Vi befinder os på planeten Perelandra. Her har ikke tidligere været liv, men nu har Gud valgt, at en mand og en kvinde skal være her. De ligner mennesker, for sådan vil liv skabt i Guds billede fremover se ud, for Gud blev jo menneske på Thulcandra (Jorden).
Manden og kvinden er blevet adskilt. Ransom, der er blevet bragt dertil af engle, møder kvinden og hører, at hun har fået et forbud. Kort efter ankommer den kløgtige videnskabsmand Weston i sit rumskib. Weston, der i forrige bind var en stålsat materialist, forklarer den aften Ransom, at han har opdaget den åndelige og okkulte verden. Den nat ophører Weston med at have kontrol over sin egen krop, der fremover styres af andre magter.
Jeg tror ikke på, at der nogensinde skulle være behov for en ny løsesum fra Gud. Men med den vilde scene fra Perelandra forstår jeg lidt mere af, hvad Gud gjorde, da han skabte os, velvidende den pris, det ville have senere.
Allerede næste morgen begynder umennesket at overtale kvinden til at bryde Guds forbud. Herfra udspiller Eden 2.0 sig, men denne gang kan Ransom advare kvinden om, hvad der skete i Eden 1.0. Diskussionen tager lang tid. Ransom oplever langsomt, hvordan han taber terræn, og umennesket vinder overtaget. Til sidst erkender han opgavens alvorlighed, da Guds stemme først minder ham om hans navn (Ransom, altså løsesum) og bagefter siger:
“'Mit navn er også Ransom,’ sagde stemmen. Der gik lidt tid før den egentlige mening gik op for ham … Det var altså det, det virkelig drejede sig om. Hvis han ikke udførte sin opgave, ville denne verden herefter også skulle løskøbes. Hvis han ikke var løsesummen, vil en anden blive det. Men intet gentog sig. Ikke endnu en korsfæstelse, måske – hvem ved – ikke engang endnu en inkarnation … en handling af en endnu mere rystende kærlighed, en herlighed ud af en endnu dybere ydmygelse … Forløst ville Perelandra blive.”
(C. S. Lewis, Kampen – Perelandra, ProRex, s. 199)
Jeg tror ikke på et Eden 2.0 på Perelandra, eller at der nogensinde skulle være behov for en ny løsesum fra Gud. Men med den vilde scene fra Perelandra forstår jeg lidt mere af, hvad Gud gjorde, da han skabte os, velvidende den pris, det ville have senere. Sådan tror jeg, at science fiction i forskellige aspekter kan hjælpe os til at begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.
Denne artikel er baseret på et oplæg, der blev holdt til Perspektiv oplægsfestival i foråret 2026.
Udforsk mere
Find mere indhold23. juni 202623. jun. 2026
2 min. læsning
I denne episode bevæger vi os fra Babylons ziggurater og Etemenaki til Israels tempel og spørger, hvad det betyder, at den Gud, der er alle steder, vælger at være nær på ét bestemt sted.
Af Mads Due
11. august 202611. aug. 2026
2 min. læsning
I dette afsnit tager vi udgangspunkt i Højsangens berømte ord om kærligheden som en voldsom brand og snakker lidt om ikke bare kærlighed, men kærligheder. Hvad betyder det, at kristendommen ikke svarer nej til den romantiske kærlighed, men med et ja – og så et ja mere?
Af Troels Nymann
11. marts 202411. mar. 2024
4 min. læsning
ANDAGT: Gud gør vanvittige ting. Hvad betyder det?
Af Rasmus Boel Nielsen
7. juli 20267. jul. 2026
1 min. læsning
I dette afsnit kommer vi et smut omkring Albert Speers tribune i Nürnberg, nazismens massemøder og Pergamonalteret. Kong Jeroboam opstiller to guldkalve i Nordriget for at holde israelitterne fra templet i Jerusalem.
Af Mads Due
14. juli 202614. jul. 2026
2 min. læsning
I denne episode bevæger vi os fra Fukushima og naturens voldsomme kræfter til kampen mellem Elias og Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Vi får noget ekstremt vejr, afgudsdyrkelse, profetisk mod, Guds suverænitet, og så møder vi Elias, der peger frem mod Johannes Døber og den Gud, der selv træder ind i historien.
Af Mads Due
4. marts 20254. mar. 2025
3 min. læsning
ANDAGT: Der er forskel på loven og nåden. Hvad betyder det?
Af Torgeir Petersen
13. august 202613. aug. 2026
3 min. læsning
Kan videnskaben forklare alting? Det spørgsmål er omdrejningspunkt for John Lennox' bog, som nu findes på dansk.
Af Jeppe Fræhr Linderød
27. august 202627. aug. 2026
3 min. læsning
Ja, jeg påstår, at jeg kender Jesus. Men ved jeg egentlig, HVEM han er?
Af Katrine Søndergaard
23. september 202623. sep. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Hvorfor bliver vi ved med at læse de samme tekster i kirken?
Af Mads Due
10. september 202610. sep. 2026
3 min. læsning
Da jeg blev bedt om at anmelde Daniel Øhrstrøms bog Det er om natten man ser nordlys, sagde jeg ja med forventningen om at skulle læse en vældig lidelseshistorie præget af tungsind og sorgfuldhed. Men jeg opdagede hurtigt, at mine fordomme blev gjort til skamme.
Af Ane Lilleholt Vibe
17. september 202617. sep. 2026
5 min. læsning
RESONANS: Hvad gør jeg, når livskriserne vælter ind over mit liv? Det forsøger én af KFS' nye resonans-bøger at give svar på.
Af Alma Nymann Berggren
6. juni 20226. jun. 2022
3 min. læsning
ANDAGT: Du skal ære dine forældre. Hvad betyder det?
Af Jakob Valdemar Olsen











