Er kristendom udemokratisk?

Fra tid til anden opstår der strid om kristendommens arv. Danmark har i over tusind år været et land præget af kristendommen, men kirkens reelle magt har vekslet meget gennem årene. 

I 2025 var der igen en debat i anledning af pavevalget i den katolske kirke. Nogle hævdede, at kirken står for alt det, vi forsøger at bekæmpe i den moderne verden, mens andre fremhævede, at kristendommen er årsagen til, at vi har et samfund med udstrakte frihedsrettigheder. 

En rodebutik af synspunkter

Debatten fremviser dog ofte en strittende buket af holdninger. Én tilgang kender vi fra den populære historiker Tom Holland og forfatteren Kristian Leth. De mener, at kristendommen idéhistorisk positivt har formet vores samfund, særligt når det kommer til menneskesynet. I bogen Pax skriver Holland: ”Faktisk var den værdimæssige revolution, som [de kristnes] sejr førte med sig, så total, og vi er i Vesten i den grad kommet til at tage de pågældende værdier for givne, at det i dag kan være svært at anerkende, hvor dybt påvirket af dem mange af vores antagelser er” (s. 16). Kristendommens blik for de svage og de udstødte var fuldstændig revolutionerende i den romerske kultur, hvor det var magt og styrke, der talte. At ethvert menneske har en iboende ukrænkelig værdi, noget som vi tager for givet i Vesten i dag (jf. menneskerettighederne), er ikke selvsagt, men springer lige ud af kristendommens menneskesyn. Debattører som Holland og Leth – der ikke selv er kristne – fokuserer altså på den formative kraft, kristendommen har udøvet på kulturen. 

En anden tilgang er danske intellektuelle som Frederik Stjernfelt og Rune Lykkeberg, som primært forholder sig til kristendommens politiske arv. Altså hvad kirken har brugt sin magt til i de perioder, hvor den sad med overhånden, og det er ifølge disse ikke kønt: Et rædselskabinet af forfølgelse af anderledes troende, knægtelse af ytringsfrihed, krav om underkastelse og indoktrinering, imperialistisk mission og krav om lydighed af den af Gud indsatte kongemagt. Her fokuserer man altså entydigt på den politiske magtudøvelse. 

En tredje tilgang er at betone de institutionelle effekter, kristendommen har haft. Det er for eksempel historikeren Jørn Henrik Petersen, der i den nyligt udgivne Jesus – den første socialist viser, hvordan socialt bevidste kristne var med til at forme velfærdsstaten i Danmark. Tidligere har han vist, hvordan pietister i Tyskland og Danmark stod for oprettelsen af sygehuse, fattigforsorgen og børnehjem, der reddede mange ud af jammerlige liv. Her fokuserer man på de samfundsinstitutioner, som ikke ville have eksisteret uden en kristen socialetik.

De tre nævnte tilgange – idéhistorisk, politisk, institutionel – er meget forskellige. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet behøver at vælge? Den australske kirkehistoriker John Dickson argumenterer i bogen Bullies and Saints fra 2021 for, at kirken altid har været et miks af skønt og uskønt, af ondt og godt. Det er helt forventeligt, da kirken jo består af mennesker. Derfor vinder kirken intet ved at underkende sine skurke, men heller intet ved at underkende sine helgener. En nuanceret tilgang til spørgsmål om kristendommens politiske indflydelse er derfor at tage både det udfordrende og det opmuntrende i kirkens historie alvorligt. 

Men hvordan er det muligt at læse kristendommens politiske historie så forskelligt? Det skyldes, at ”kristendommen simpelthen både [er] en civilisation og en religion”, som professor Bent Meier Sørensen skriver i bogen De grænseløse (s. 57). Kristendommens indflydelse i Vesten har været så massiv og gennemgribende, at vores kultur ikke er til at adskille fra kristendommen. På den måde er alt, hvad der er sket i historien, påvirket af kristendommen – i tilslutning eller modstand. Men kristendommen er også en religion, hvor det enkelte menneske bekender sig til en tro på Gud. Og disse troende individer virker jo i samfundet som borgere og sætter positive og negative aftryk her i stort og småt. På den måde er det ikke overraskende, at alt efter hvad kikkerten er indstillet på, ser man forskellige ting. 

Nødvendigt eller vilkårligt? 

Hvis man svarer ja på artiklens spørgsmål om, hvorvidt kristendommen er udemokratisk, kan man overveje, om man mener, at den er det med nødvendighed, eller om det er historisk vilkårligt. Hvis det er nødvendigt, betyder det, at kristendommen i sig selv er udemokratisk. Så kan kristendom og demokrati ikke sameksistere uproblematisk. Til sammenligning mener nogle muslimer, at islam med nødvendighed er udemokratisk, fordi Koranen og Hadith står over demokratiet. Hvis kristendommen omvendt kun er udemokratisk som en konsekvens af historisk vilkårlighed, så mener man, at der er eksempler på, at kristendommen har bevirket eller støttet udemokratiske forhold, men at det ikke behøver at være sådan. Det er to meget forskellige svar, og derfor er det godt at spørge, om folk mener, at kristendommen er udemokratisk med nødvendighed eller af historisk vilkårlighed. 

Jeg vil selv mene, at kristendommen ikke er udemokratisk med nødvendighed, fordi der i Bibelen og op gennem kirkehistorien er ressourcer til at støtte demokratiske kræfter i samfundet i dag. Bibelen er ikke selv en demokratisk tekst, men den støtter det enkelte menneskes værdi og betydning for samfundet. I Romerbrevet kapitel 13 hører vi, at den kristne skal underlægge sig myndighederne. Så hvis myndigheden er demokratisk, kan den kristne uproblematisk bakke op om det system. I kirkehistorien har flere demokratiske foregangspersoner været kristne, også selvom det ofte var i konflikt med andre kristne, der ville fastholde enevælden. 

Når det kommer til det historisk vilkårlige, må man dog indrømme, at der kan laves en ret overbevisende case for, at kirken oftest ikke har forvaltet sin magt demokratisk, og at vores frihedsrettigheder er blevet vundet i hård kamp med kirkens konservative magt. 

Men det kan også overdrives. Frederik Stjernfelt skrev i en kommentar i Weekendavisen, at “en pæn del af krigene” i Europa har været ført “med kristne motivationer og legitimationer” (9. maj 2025). Måske. Men hvordan opgør man egentlig det? Charles Phillips og Alan Axelrod analyserer hele 1763 krige i deres trebindsværk Encyclopedia of Wars, og de når frem til, at 121 krige kan karakteriseres som “religiøse krige”. Om det er en “pæn del”, er vel et spørgsmål om smag.

Det handler ofte om magt 

Mit eget synspunkt er, at den engelske historiker Lord Acton havde ret, da han i et brev til ærkebiskop Mandell Creighton i 1887 skrev, at “al magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut”. Eller som den belarusiske forfatter Svetlana Aleksijevitj skriver i Krigen har ikke et kvindeligt ansigt: “Det er hævet over al tvivl, at ondskaben frister” (s. 14). De to citater minder os om, at den store fejl altid har været idéen om at give kirken politisk magt. Når statsapparat og religiøs magt er blevet sammenviklet, har demokratiske kræfter haft dårlige vilkår. Og selv når demokratiske impulser kom fra kirkens egne rækker, blev det holdt nede af den kirkelige magt. Det gælder for eksempel i opgøret med slaveriet i Storbritannien i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet, der var ledt af den kristne politiker William Wilberforce. Den danske teolog Leif Andersen har sagt det meget præcist, at “få ting har været så ødelæggende for evangeliet som kirkens stræb efter politisk magt” (Teksten og tiden, bd. 1, s. 236). Når politisk magt bliver et mål, tiltrækker det en bestemt type mennesker og en bestemt type aktiviteter, som ønsker magten for magtens skyld. Evangeliet kan man kun tilegne sig i frihed, men en magtfuld kristen politik er konstant fristet til at tvinge mennesker til tro, som det for eksempel skete, da den lutherske stat i Danmark i en lang årrække tvangsdøbte baptisternes børn. 

Institutionel magt 

Man skal altid forsøge at udfordre sine egne synspunkter, og derfor kan man jo spørge: Er magt i sig selv problematisk? Magt er som regel knyttet til institutioner, og man kan gøre meget godt gennem institutionel magt. Karl Popper har klogt skrevet, at “ligesom maskiner mangedobler institutioner vor kraft til at gøre godt og ondt” (Det åbne samfund og dets fjender, bd. 1, s. 85). Man kan derfor både lave en positiv og en negativ case for kirkens brug af magt og institutioner, for historien er lang og kompleks nok til at give os eksempler på begge dele. Måske er der flest eksempler på, at kirken har misbrugt sin politiske magt (det jeg kaldte historisk vilkårlighed), men der er også eksempler på det modsatte (som eksemplerne ovenfor fra Jørn Henrik Petersen er ét vidnesbyrd om). 

Og så er der også en mere radikal udfordring til min egen position, at kirken må sige nej til den politiske magt. Hvad nu hvis løsningen ikke er at opgive magten, men at stræbe efter at forvalte magten bedre? Ganske enkelt fordi man ikke kan ville positive samfundsforandringer uden at ville magten. Den katolske kommentator på New York Times Ross Douthat skriver udfordrende om dette i sin bog Believe: “Hvis alle de store religiøse traditioner på en eller anden måde ser sig selv som en kraft, der mildner verdens ondskab og genopretter harmonien mellem Gud og mennesket eller mellem mennesker indbyrdes, er nogle mere tilbøjelige til at se denne forpligtelse som en iboende institutionel og politisk forpligtelse, der kræver brug af verdslig magt, undertiden omfattende juridisk magt, for at nå deres gode mål” (s. 164). Pointen er, at hvis for eksempel kristendommen mener, at den er en positiv kraft i verden, der faktisk forbedrer menneskers liv, så må den også ville den politiske magt for at sætte konkrete forandringer igennem. 

Jeg lader mig udfordre af det og anerkender, at man ikke kan ville fattighjælp, klimapolitik, retsstat og så videre uden at ville have politisk magt. Men samtidig spørger jeg tilbage, om det er nødvendigt at give kirken politisk magt for at ville disse positive forandringer? Her er Luthers toregimentelære en frugtbar løsning på problemet og noget, som andre kirkesamfund med fordel kan lære af. 

Kristendom som opium, kokain eller vitamin

Kristendommen har spillet en så stor rolle i Vesten og i Danmark, at der altid vil være strid om konsekvenserne. Derfor synes jeg, det er vigtigt at give plads til de kritiske røster af forskellig slags. Til dem, der som Karl Marx mente, at religion er folkets opium, fordi det gør os tavse overfor ondskab. Til dem, der som karakteren Simonini fra Umberto Ecos roman Kirkegården i Prag mener, at religion er folkets kokain, fordi det er en politisk kraft, der ofte intensiverer konflikter. Men også til dem, der mener, at religion er en drivende kraft i deres sociale og politiske engagement, altså hvad man kunne kalde religion som folkets vitaminpille. 

Historien kan bakke forskellige fortolkninger op, og der er ikke grund til, at vi forsimpler tingene. Kristne kan i dag med frimodighed gøre brug af kristendommens demokratiske potentiale, fordi det ikke er en nødvendighed at vende demokratiet ryggen. Men det må gøres med historiens nuancer in mente som en vigtig lektie om, at kristendommen ikke er politisk ideologi, men et budskab om frelse ved Jesus Kristus. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.