Efterfølgelse af Jesus i en postkristen kultur

En efterårssøndag i 2014 var jeg til gudstjeneste i Hawassa, Etiopien. Her hørte jeg en amerikansk præst udlægge tidens kriser for os. Ebola hærgede i Vestafrika, men vi skulle ikke bekymre os, for Gud ville beskytte sit folk mod sygdom og slangebid. I Mellemøsten og Nordafrika spredte ISIS deres kalifat og begik monstrøse overgreb, men vi skulle ikke frygte dem, for de sande disciple ville blive bevaret. Det var umiskendelig, ufortyndet og uforskammet herlighedsteologi. Budskabet var tydeligt ude af tråd med Jesu lære, men førte til refleksion over, hvad vi faktisk kan forvente i livet som troende. Og hvordan de forventninger påvirker vores måde at leve på.

Selvom der nok er få i Danmark, som vil sige, at deres tro på Gud sikrer dem mod at falde i hænderne på terrorister eller blive syge, så nærer mange af os andre, delvist ubevidste, vrangforestillinger om, at han vil hjælpe os til at nå vore mål, udglatte vore veje og lette vore liv. Det er måske ikke et håb, vi prædiker om, men det betyder ikke, at det ikke er der. Det kommer især til udtryk, når vi bliver skuffede, vrede eller anfægtede og oplever, at Gud ikke gør, hvad vi forventede. Et par afdækkende spørgsmål kunne være:

Hvad fylder mest i mit bønneliv? At afsøge Guds agenda, eller at han må hjælpe mig med min? Er der dealbreakers i mit forhold til Gud – noget jeg ville blive så skuffet, vred eller anfægtet over at miste eller mangle, at Gud ville blive irrelevant? Forventer jeg, at han skal forhindre tab, modgang og smerte?

Hvad skal vi forvente?

Når det kommer til, hvad vi skal forvente i livet som troende, er Jesus klar, direkte og realistisk. Han stiller os ikke et fredeligt liv i udsigt, men afkald, afmagt, afsavn, lidelse og liv i tjeneste. Et par eksempler:

”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre.” (Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 24).

Flere gange i sin vandring med disciplene italesætter Jesus, at de ikke kan forvente et andet liv end hans, et andet formål med tilværelsen end hans, en anden respons fra omgivelserne end den han oplevede eller en anden skæbne. Fællesskabet med ham vil være meningsgivende, håbsfyldt og omkostningsfuldt.

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.” (Lukasevangeliet kapitel 9, vers 23).

Jesus beskriver med udtrykket at ”tage sit kors op” en central del af efterfølgelsen af Jesus. Han inviterer os ikke på en gåtur i medvind, men via dolorosa (en vandring ad smertens vej). Den beskrivelse af, hvad vi skal forvente, var i det første århundrede intet mindre end rædselsvækkende. I dag har omtalen af korset ikke samme faretruende klang, fordi det for os er et smukt religiøst motiv, et tegn på opofrende kærlighed. Vi er kommet på afstand af frygten for korsfæstelse. Men for folk, der havde set rædslen i de dødsdømtes blikke, lugtet angsten, når de bar deres henrettelsesinstrument gennem byen, og hørt skrigene, når de blev klynget op, var sådan en beskrivelse af livet skrækindjagende. Med det udtryk siger Jesus: ”Forvent, at jeg kommer til at koste dig alt.”

Og det gjorde troen på Jesus også. I de første tre århundreder spredtes kristendommen som en steppebrand i Romerriget, Mellemøsten og Afrika. Og i kølvandet fulgte hån, forfølgelse og bagvaskelse for dem, der tog imod det glædelige budskab. Kristne blev mishandlet, mistroet, ekskluderet, lynchet og henrettet. Så, hvad i alverden fik nogen til at blive kristne i det første århundrede?

Årsagen findes ikke i, hvad de mistede, men hvad de fik: et ægte, levende forhold til Jesus og et nyt liv som en del af menigheden. En erfaring af kærlighed, glæde, håb, mening og værdi som var uudslukkelig, uvisnelig, uforgængelig. Det formede deres forventninger og overgik alle tidligere jordnære ambitioner om succes, karriere, sundhed, venskab, familie, romantik, popularitet og rigdom.

Det samme er svaret på, hvordan de forfulgte kristne holder ud i dag. Det samme er svaret, når folk kommer til tro på Jesus i dag – de finder ham, og det, han giver dem, er større og vigtigere, end det de tidligere levede for.

At følge Jesus i 2020’erne

I dag i Vesten oplever de færreste kristne heldigvis forfølgelse. I et rigt, fredeligt og nærmest åndeligt søvndyssende samfund forføres vi til at værdsætte andre ting højere end Gud. Da bliver Gud reduceret til en hjælper, der skal få vores jordnære drømme opfyldt, frem for at være ham, vi ultimativt drømmer om.

Men Jesus er ganske klar. Uanset vores levevilkår, så inviteres vi til at få del i hans liv, hans mission, hans fremtid; at værdsætte fællesskab med ham over alt andet. At gøre ham til vores livsvalgs og forventningers kompas.

I et tiltagende postkristent samfund vil efterfølgelse meget vel kunne blive mere omkostningsfuldt. At det er postkristent betyder, at de kristne fortællinger om livet, verden, mennesket, godt og ondt bliver udfordret, at kristne institutioner svækkes, at kristne traditioner og kulturelle særpræg erstattes, og at kristne værdier bliver fremmede.

Herfra er det ikke kun kristen-etiske holdninger, der skaber afstandtagen. Det er ikke bare helligdage, som fjernes. I sin bog Tilgivelse beskriver Timothy Keller, hvordan der f.eks. i Black Lives Matter-bevægelsen er en diskussion om, hvorvidt tilgivelseskulturen er hvid og undertrykkende. Tilgivelse som en samfundsmæssig værdi er ikke selvindlysende. Det virker tiltagende svært for offentlige personer at kunne finde tilgivelse, hvis de træder ved siden af. Et andet eksempel er synet på menneskets værdi, hvor andre fortællinger end den kristne vinder indpas og fornyer samtalen om eutanasi, assisteret selvmord og abortgrænser.

Men hvordan skal vi så leve i 2020’erne? Grundlæggende mener jeg, at vi skal leve: Synligt. Tjenende. Helhjertet. I efterfølgelse af Jesus. Hvis etik defineres som vores retningsgivende overbevisninger – det, der udgør grundlaget for vores valg og handlinger – så er kristen etik altid efterfølgelsesetik.

Vi skal leve synligt

I en tid, hvor kristen tro bliver mere fremmed, må vi finde os tilrette i at være anderledes og undringsskabende. Det kan være hårdt, men også skabe fantastiske muligheder. Vi må modstå fristelsen til at gemme os i kristne enklaver, for det er i modstrid med at følge Jesus, der selv blev menneske, blev en del af vores tilværelse, gjorde sig synlig og tilgængelig. Det er ham, vi skal efterligne.

Vi skal leve tjenende

I et samfund hvor den fremherskende værdi er at sørge for sig selv, øge sin indtægt, velstand og position, så må vi gå i Jesu fodspor. Ham, som ikke søgte at sikre sin position, magt og respekt, men tjente udsatte kvinder, mænd, børn, syge og udskammede, talte svages sag og gav håb. Vi må leve for at tjene andre, lade det være et kendetegn ved vores anderledeshed, at vi søger vores omgivelsers lykke og fremgang.

Vi skal leve helhjertet

I en tid, hvor det er svært at for- pligte sig, hvor de mange muligheder overvælder, hvor kortsigtet nydelse foretrækkes frem for langsigtet fryd, så må vi følge Jesus, der om noget var helhjertet og fokuseret. Hverken afkald, afmagt, afsavn eller afvisninger distraherede ham. Han var udelt fokuseret på os og vores fremtid. Den samme helhjertethed finder vi hos apostlene i Det Nye Testamente. De formåede i høj grad at leve udelt for Jesu ære og deres medmenneskers lykke. Det beskrives, hvordan de endda fandt glæde i at blive anset for værdige til at måtte lide for Jesu skyld.

Den indstilling til livet kan man kun have, hvis man grundlæggende venter på noget større end de jordnære ting, som vores kultur og samtid værdsætter. Her i adventstiden øver vi os i at vente på Jesus. Hans komme i vores liv. Hans herlighed og genkomst. Det er ham, der gør, at vi kan holde til ikke at få vores forventninger til dette liv opfyldt, for det ikke er vores ultimative håb.

Francis Schaeffer, en amerikansk præst, filosof, apologet og stifteren af det kristne L'Abri-fællesskab i Schweiz endte en gang en tale med at spørge: ”Hvad er loyalitet mod Kristus værd for dig? Hvor meget tror du på, at det er sandt? Hvorfor er du kristen? Hvor højt elsker du Jesus Kristus? Hvor meget er du villig til at betale prisen for loyalitet mod ham?”

Et spørgsmål, som afslører, hvad vi har kastet vores tillid på, hvad vi forventer alt godt fra, og hvad vi søger tilflugt ved. Og dermed, hvad vi i virkeligheden lever for.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.