DEBAT 2/2: For folkekirke

Hvorfor og hvordan mon en frimenighedspræst ender som sognepræst – og endda er glad for det og ikke vil tilbage til en frimenighed?

Som folkekirkepræst står jeg i en ordning, der er blevet til gennem århundreders forandring, men som har sin rod i de menigheder, der blev lutherske ved reformationen. Indtil da havde alle kirker været katolske, men med Sønderjylland som forløber blev alle menigheder med tiden lutherske. De lutherske kirker overtog bygninger og sogne og videreførte den katolske kirkes arbejde med at være kirke for og med alle, der boede i et område. Dermed blev de lutherske menigheder folkets menigheder, uden at man skal gøre sig indbildninger om, at alle dengang havde en klar luthersk tro. Faktisk var troen så dårligt funderet, at katekismen blev skrevet for at sikre bare et minimumsniveau af kristelig viden. Andre grupper ved reformationen dannede frie menigheder, mest omkring gendåb, og de udskilte sig for at opnå en renere menighed. Folkekirken blev kirke for rajgræs og hvede og er det endnu.

Gennem årene er en sådan ordning blevet udfordret på, om den er bibelsk. Nogle frikirker siger frimodigt, at de har den bibelske menighedsmodel, men i mine øjne aner man allerede konturerne af mange menighedsmodeller i Det nye Testamente. Derfor handler det måske ikke så meget om at finde den ene sande model, men at vi finder en måde at være i den kirkemodel, der nu findes. Jeg har været frimenighedspræst i det, der i dag hedder Silkeborg Oasekirke. Jeg har været præst i Brødremenigheden i Tanzania. Og jeg er nu præst i Hjordkær Sogn under Haderslev Stift. Alle har sin berettigelse, alle har sin bibelske begrundelse og alle har sine udfordringer.

Folkekirken er en ramme for luthersk kristendom, fordi den er afgrænset af en bekendelse. 500 års kirkehistorie viser, at denne ikke tolkes ensidigt, men til tide så mangfoldigt, at det kan være svært at holde bukserne sammen. Men i mit sogn betyder det, at jeg som præst har fået ansvaret for omkring 1700 mennesker, der er medlemmer, og 300 der ikke er. Jeg er deres præst, også selvom de ikke kommer til gudstjeneste, for ringer de efter en, er det mig. Dem, der samler sig om gudstjenesten er folk fra missionshuset og andre, som bare kommer fast i kirken. Derudover er der en stor gruppe, som kommer til særlige anledninger, mest kirkelige handlinger og jul, og så er der mange, der aldrig kommer.

Jeg har valgt at være her, fordi det giver mig adgang til mennesker, jeg som frimenighedspræst skulle vinde over til min kirke. Nu skal jeg vinde dem ind i deres egen kirke.

Udfordringen er ikke, om jeg som sognepræst kan få lov til at forkynde Guds ord rent og purt, det kan jeg. Men kan jeg også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse? Forkyndelse og sakramenter definerer, om der er en kirke, siger Luther i vores folkekirkes augsburgske bekendelse. Det har altid været en udfordring for folkekirker, også for Luther selv. I skriftet Den Tyske Messe fra 1526 taler Luther om tre slags gudstjenester og om to slags menigheder. Den latinske messe kan være ok, siger han, men bedst er en tysk messe. Om de to siger han: ”dem må vi lade foregå og ske således, at de holdes offentligt i kirkerne for alle mennesker, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror eller er kristne, ganske som om vi holdt gudstjeneste midt iblandt tyrkerne eller hedningerne på »en åben plads eller mark.«” Det er de gudstjenester, hvor dåb og nadver forvaltes, og hvor ordet forkyndes, så de ikketroende kan komme til tro. Den tredje gudstjeneste han beskrev, førte han aldrig ud i livet, men den kan sammenlig- nes med missionshusenes aktiviteter med dybere bibelstudium, bøn, lovsang og fællesskab. Her kunne de sandt troende mødes. De kan sagtens gå hånd i hånd.

Skal dåb og nadver så egentlig helst forbeholdes den tredje slags gudstjeneste og kun som nødordning bruges i den offentlige gudstjeneste? Nej! Luther skriver i den augsburgske bekendelse: ”For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro.” At formene mennesker dåb og nadver er at formene dem formidling af Guds Ånd, ham der alene kan vække deres tro. Et lukket nadverbord frarøver et søgende menneskes adgang til et møde med Gud. Det var ved bordfællesskabet med Jesus, at folk som Zakæus kom til tro. At døbe et barn er også at give dem hjælp til at tro, fordi dåben ifølge vores bekendelse giver to ting: Helligånden og syndernes forladelse. Som sognekirke hjælper vi med forældres og fadderes opdragelsesopgave, noget de færreste forældre magter, og vi gør det med babysalmesang, tumlingesang, spaghettigudstjenester, minikonfirmand- og konfirmandundervisning. Ved dåben får forældrene en bøn at bede højt og lægger sammen med fadderne hånd på barnet under fadervor. De får en bibel og et lys med hjem og opmuntres til at bruge begge dele. Nogle gør det, andre ikke, men skulle jeg begrænse dåben til en mindre flok i en lukket menighed, så tænker jeg, at det frarøver masserne to særlige mødesteder med Guds nåde; dåben og nadveren. Ja, vi frarøver dem de handlinger, Guds Ånd bruger til at skabe tro.

Og så er der en helt anden udfordring: “Hvordan kan du forsvare at være med, når der er så megen vranglære?” Jeg står til ansvar for min egen forkyndelse, ikke andres. Jeg har engageret mig i stiftsrådet, biskoppens menighedsråd. Jeg er aktiv blandt kollegaerne i provstiet. Jeg forkynder frimodigt, hvad jeg finder sandt og godt. Og jeg står sammen med andre, der gør det samme, både i og udenfor Folkekirken. Begge dele har sin berettigelse, og min frimodighed hviler ikke på ordningen, men i sidste ende på evangeliet.

Men der er en grund til, at en frimenighedspræst er endt med at blive helt vild med Folkekirken, trods alle dens fejl og mangler! Gud vil nå de mange – også rajgræsset og hveden – inden dommedag, og her har jeg fundet et sted at være med i den gerning.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.