Bibelen - forunderlig eller for underlig?

Jeg må indrømme, at jeg ofte – faktisk ret ofte – undrer mig, når jeg læser i Bibelen. Jeg er nemlig sådan en type, der læser i Bibelen. Faktisk så tænkte jeg: "Hvorfor ikke tage en lang universitetsuddannelse, der stort set kun handler om Bibelen?" Så det gjorde jeg. Alligevel sidder jeg stadig og klør mig i hovedet, når jeg støder på nogle af de historier. Du tænker måske: "Er det fordi, de er svære at forstå?" Nej, nej – det er fordi, de er så underlige, at jeg nogle gange må lægge bogen fra mig og bare tænke: "Hvad i alverden skete der lige dér?!"

En underlig bog

Det rejser nogle spørgsmål i mig, når jeg læser i Bibelen: Hvor mange bure skal man have for at holde 300 ræve fanget? Var det almindelig skik, at profeter smed tøjet, så snart de havde mulighed for det? Hvor stor skal en fisk egentlig være for at kunne sluge en mand (eller hvor lille skal en mand være for at kunne blive slugt af en fisk)?

Spørgsmål er der nok af. Lad os bare kigge lidt nærmere på det sidste eksempel: Var det en kæmpe rødspætte, eller var Jonas på størrelse med en regnorm?

Jonas og klumpfisken

Så, det, der sker, er, at Gud skal bruge en profet til at gå til Nineve, fordi de skal have en advarsel om at ændre på deres ondskab. Gud vælger Jonas, men Jonas vil hellere noget andet end at være profet – som i alt andet end det. Derfor vælger Jonas at flygte til en anden by. Lad os lige stoppe her en gang, for prøver Jonas faktisk at flygte fra den Gud, der ifølge Bibelen ser alt? Det virker, som om det er det, han er i gang med … tja … muligvis var Jonas ikke den hurtigste knallert på havnen.

Men i hvert fald kommer han med en båd på sin “flugt” væk fra den Gud, der ser alt. Gud sender en storm, og søfolkene bliver bange, og Jonas ved godt, det er hans skyld, at stormen er kommet, og han siger, de skal smide ham ud i vandet. Det gør de, og vupti – en kæmpe gedde (det var nok næppe en gedde, men i hvert fald en eller anden form for fisk) sluger Jonas i én mundfuld.

Her sidder Jonas så og tænker lidt over sit livsvalg. Efter tre dage befaler Gud søpølsen at spytte Jonas ud. Så kunne man tro, at det næste, der sker, er, at Jonas lige smutter i et bad og vasker fiskelugten og fiskesavl af sig, men nej – nu går han mod Nineve. Og så sker det: Jonas profeterer budskabet fra Gud … en eneste sætning skal der til, og hele byen gør op med deres ondskab. Jeg tænker, Jonas har gjort sig mange tanker inden. Han kommer jo for at bringe et, mildt sagt, ubehageligt budskab: “Hey, hør lige engang: I er mega onde, og Gud vil udslette jer.” Jeg tror, han har forestillet sig, at de ville gøre alt muligt ondt ved ham, men nej – én sætning, og så vender de om fra deres onde vej og holder op med at øve vold. De lyttede faktisk til Jonas. Så Gud smadrer ikke byen. Hvad gør Jonas så? Han bliver rasende!? Så rasende, at han faktisk vil have Gud til at slå ham ihjel. Jonas siger til Gud: Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! (Jonas’ Bog kapitel 4, vers 2).

Så sker der en masse mere underligt med en plante, der vokser op på en enkelt nat, og så visner den i løbet af den næste nat, og Jonas bliver vred over det også (måske var Jonas bare en vred ung mand?). Og så slutter fortællingen ligesom bare der …?

Hvorfor skal den være med?

En ting er, at der i denne lille beretning sker nogle ting, der er ret utrolige, men det er altså også en underlig fortælling – hvorfor skal den være med i Bibelen? Altså Jonas’ Bog handler jo ikke om andet end det. Det er jo ikke, fordi Jonas’ Bog har et eller andet med, som er vigtigt for resten af den bibelske fortælling. Der er ikke noget om jøderne eller Israel. Det er bare fortællingen om en lille mand, der bliver slugt af en stor fjæsing.

Men jeg tror, at Jonas i sit raseri siger noget, der er så enormt vigtigt: Gud vil virkelig gerne mennesker. Gud elsker virkelig mennesker. Han ønsker ikke noget ondt for dem, og hvis de beder om tilgivelse for det onde, de har gjort, så tilgiver Gud dem også.

Jonas’ Bog er netop beretningen om det – en underlig beretning om, at Gud er en Gud, der elsker så enormt meget.

Taberdisciple 

Ja ja, det kan jeg jo egentlig godt komme og sige. Det handler så om denne by, men er det egentlig noget, som vi ser andre steder? Ja, det vil jeg faktisk mene. Jeg vil mene, at hvis vi tager hele Det Nye Testamente, altså den del af Bibelen, der handler primært om ham Jesus, så ser vi det samme billede af Gud: nemlig én, der gerne vil tilgive mennesker for de fejl og det forkerte, de har gjort – det var jo derfor, Jesus kom til jorden i det hele taget: for at mennesker kan få tilgivelse.

“Jo jo, men er det ikke bare gode historier – er fortællingerne om Jesus overhovedet troværdige?” Det bringer os direkte videre til den næste tekst, som jeg altid har undret mig lidt over.

I vores del af verden, hvor vi sætter selvironien som en dyd, og det næsten skal være en del af det at være rigtigt dansk, så undrer det os måske ikke så meget mere. Men lad os lige huske på, at Det Nye Testamente ikke er skrevet i dansk kontekst, og derfor er det faktisk sindssygt mærkeligt, at forfatterne til Bibelen har valgt at tage alle de fejl med, som de nærmeste disciple laver. Lige et par hurtige eksempler: Da Jesus bliver taget til fange, flygter disciplene – en af dem vælger faktisk at smide tøjet (måske var han profet?) i flugten (Markusevangeliet kapitel 14, vers 51-52). Flere gange hører vi, at disciplene stiller et spørgsmål, som Jesus mere eller mindre direkte svarer: “Der findes ikke dumme spørgsmål, men det der er godt nok tæt på” til (fx Markusevangeliet kapitel 4, vers 13). Disciplene forsøger uden held at helbrede nogle (fx Markusevangeliet kapitel 9, vers 18).

Listen kunne fortsætte. Der er faktisk kun få steder, hvor disciplene er egentlige helte. Det er ret underligt for samtiden på den måde at berette om fejl og nederlag. For hvem har egentlig lyst til at være på hold med sådan en flok tabere? Altså, hvis jeg skulle lave en religion, så skulle alle fortællingerne være rene heltefortællinger. Det skulle være et hold, som man har lyst til at være på hold med. Men sådan er historierne fra Det Nye Testamente ikke – det er altså en flok mennesker, der fejler gang på gang. Det er underligt for os i dag, men endnu mere for de mennesker, der læste disse sider første gang. Så hvorfor har de valgt at tage den slags beretninger med? Hvorfor ikke bare lige så pænt gå udenom en discipel, der flygter nøgen, eller en discipel, der ikke fatter brik?

At de vælger at tage den slags fortællinger med, kan være af flere grunde. Det kan jo være for at hænge hinanden ud: “Ha ha, se ham der Peter. Han løber mega langsomt. Jeg er meget hurtigere” (ja, det er faktisk en rigtig ting fra Bibelen (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 4)). Men jeg tror faktisk, der er en anden grund til, at de vælger at tage den type fortællinger med i Bibelen – fordi det var det, der skete. Disciplene fattede ingenting, så derfor skriver de det. Disciplene fejlede gang på gang, så derfor skriver de det. De beretter simpelthen bare om det, der skete, og det, de så. Derfor kommer der også nogle beretninger med om disciplene, der løber igennem byen uden tøj på. Det er simpelthen med til at underbygge beretningerne fra evangeliernes troværdighed. De skriver det, de så, også selvom det så ender med at vise heltene – dem, som skulle bringe budskabet videre – i mindre heldige situationer. Når jeg læser beretninger om de fejltrin og skøre ting, som disciplene gør, er det i virkeligheden med til at sandsynliggøre, at der ikke er pyntet vildt meget på det, jeg læser.

Det er den ene ting, som disse underlige beretninger gør. Den anden og lidt vigtigere ting for mig personligt er, at disse beretninger om uperfekte mennesker viser mig det samme, som fortællingen om Jonas gør: nemlig at Gud gerne vil være sammen med mennesker – også selvom de fejler, gør ondskab, ikke fatter brik eller er langsomme. Det viser ganske enkelt, at Gud gerne vil være sammen med sådan en som mig. Et helt almindeligt menneske, der indimellem træder helt ved siden af.

En vidunderlig bog 

De her underlige steder i Bibelen kan altså blive helt vidunderlige, når de viser, hvem Gud er, og hvordan han handler, også når jeg som menneske handler på den måde, som jeg gør. Det er evangeliet – det er det gode budskab: Gud vil gerne være sammen med dig, også selvom du mere end én gang har fejlet, for Gud er så fuld af kærlighed, at han tilgiver folk, bare de beder om det. Et bedre budskab end det får du næppe i dag. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.