KRONIK: Troen rummer både klimapessimisme og klimahåb

På et spektrum mellem meningsløshed og meningsfuldhed kan man skrive to vidt forskellige historier om klimakrisen. Standpunkter i midten findes, men mest af alt er det henholdsvis klimaoptimister og klimapessimister, der får spalteplads.

Du er nok stødt på fortællingen om meningsløshed. Vinklen dækker, at feriedestinationer brænder hver sommer. Temperaturrekorder brydes. Det globale verdenssamfund kan ikke blive enige om, hvordan Parisaftalens mål om at holde temperaturstigninger nede skal indfries. Og dig selv? Ja, du bidrager måske til, at flyselskaberne slår passagerrekord, og at den fossile økonomi fortsat ekspanderer. Det er en fortælling om klimaet, som bidrager til meningsløshed og ikke et "call to action".

Der findes også den anden grøft: Parisaftalen udgjorde demarkationslinjen for verdenssamfundets samarbejde, så vi ikke skal frygte klimaforandringerne. Udvikling i bæredygtige energikilder overrasker hvert år måleinstitutterne, og selv din gamle far kan overraske, når han vælger at købe en ny elbil. Fremtiden ser lys(egrøn) ud, og det er meningsfuldt at sætte sin lid til, at vi nok skal klare ærterne.

Det er nødvendigt, at vi finder et bedre leje mellem ovennævnte skildringer. En overgivelse til meningsløsheden lammer vores handlevilje, mens det modsatte gør det selvsamme. Men samtidig er begge historier sande. Jeg har lige brugt et halvt år med Udenrigsministeriets klimaarbejde i Kenya. Der er store fremskridt og håb, man kan sætte sin lid til. Men jeg har også oplevet oversvømmelser induceret af klimakrisen, der tog livet af mine venners bekendte og familier i slumområder. Klimakrisen er nu og ikke i fremtiden, og de lokale samfund, der rammes hårdest, har ofte de færreste ressourcer til at stå imod.

Jeg hører ofte, at det ikke giver mening at skabe panik eller skræmmebilleder. Jeg forstår dette sentiment, men jeg tror heller ikke, at det var uden grund, at 41% af danskerne mente, at klima var det vigtigste emne ved valget i 2019; blandt andet havde Greta Thunberg med sin klimadystopiske agenda mobiliseret som aldrig før. Det er en skønnet sammenhæng fra min side, men forsker i Social Movement Theory, Doug McAdam, underbygger den teoretiske argumentation. Fraværet af frygt for klimaet fremhæver han som den største årsag til, at der ikke har været samme klimabevægelse i USA. Men frygt, som McAdam påpeger, kan også paralysere og skabe meningsløshed, og derfor skal den kombineres med håb.

McAdams teori er mere omfattende end beskrevet her, men kombinationen af frygten og håbet giver plads til de to forskellige vinkler om klimaet på samme tid. En balance, jeg også finder plads til, hvis jeg relaterer min tro ind i klimaspørgsmålet. Troen giver mig ret i meningsløsheden bag menneskets ødelæggelse af Guds jord, natur og biodiversitet. Samtidig er det en styrke i kristendommen, at den giver håb gennem Guds kærlighed til os og jorden. Han forlader os ikke, men vil, sammen med os, sørge for, at vi kan finde en vej til, hvordan vi kan ændre vores adfærd til det bedre.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.