KRONIK: Bliv i det uperfekte fællesskab

I dette forår har jeg min dagligdag i Nairobi, Kenya. Indtil nu havde jeg aldrig været i Kenya, og ej heller har jeg været længere syd på end den halvobligatoriske kristen-sightseeingtur i Israel og Palæstina. I mine overvejelser om at tage til et uvant sted fyldte det en del, om jeg mon kunne finde et kristent fællesskab.

Nairobi er en summende og aktiv by fyldt med farver, fest og musik. Om søndagen skyldes det meste af byens lydbillede de mange kirker. En kirke med tilhørsforhold til en amerikansk baptistbevægelse hér og en sydamerikansk katolsk kirke dér. I nogle områder ligger kirkerne med 200 meters mellemrum; mange ikke-kenyanske kirkelige bevægelser har ønsket at plante kirker, uagtet om der allerede er legio af dem. Og de skal selvfølgelig minde om donerkirken af navn og gavn.

Det fragmenterede kirkebillede har afskrækket mig fra at opsøge en kirke eller et fællesskab, for jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge mellem. Nuvel, det er ikke spændende at skrive en kronik om mine egne erfaringer om et fragmenteret kirkeliv i Kenya, men måske det fragmenterede kristne fællesskab også er til stede i Danmark? Kirkeshopping et velkendt fænomen og har været det i al den tid, jeg kan huske. En hvileløs - eller medlemsløs - tid, hvor man prøver mange tilbud af i de kirker og fællesskaber, det er muligt at vælge mellem. Samtidig popper nye tiltag op hele tiden, og der er vedvarende mulighed for at prøve nyt.

Det er en kendt tendens, også indenfor andre sammenhænge end kirkelige, at tilhørsforhold ikke længere er faste, men nemt kan udskiftes. Den officielle valgundersøgelse for 2019-valget viser, at nok har danskere stadig et tilhørsforhold til bestemte samfundsgrupper, men at disse ikke er afgørende for partitilhørsforhold eller stemmeafgivelse. Danskerne er en markedsplads, og partierne er købere, der nu altid skal være klar til at købe med nye midler. Ifølge en opgørelse fra Kristeligt Dagblad i 2020 er kun 4 procent af danskerne medlem af et politisk parti. Der er også færre mennesker, der melder sig ind i foreninger og engagerer sig der.

Parallellen til partimedlemskaber er brugbar til at pege på en generel tendens, der peger på, at vi danskere måske nok er engagerede, men at vi er det på en mere fragmenteret og omskiftelig måde. For at sætte det på spidsen kan man sige, at der sker en søgen væk fra fællesskabet; også de kristne. Folk mødes sporadisk, mere uorganiseret og skiftevis i forskellige fællesskaber.

Men altså, er det skidt, det der fragmentering? Ja, mener jeg. Den canadiske filosof, Charles Taylor, mener, at fragmentering gør os mindre i stand til at forme fælles mål eller at udleve dem. I stedet for de store fællesskaber eller samfundet orienteres man indad mod partielle grupper.

En anden stor kanon, Robert Putnam, har skrevet en bog om, at amerikanere bowler mere på trods af, at der er sket et fald i bowlingklubbers medlemstal. Eller det handler bogen ikke om, men det har givet den sin kendte titel Bowling Alone. Han beskriver, at i takt med, at den amerikanske befolkning frakobles hinanden, er der sammenfald med, at sociale strukturer kollapser. Uden stærke fællesskaber mister vi tillid til hinanden, som er essentiel og korrelerer med en række samfundsfordele. Uden social tillid er det svært at forestille sig, at "Alt hvad I vil, mennesker skal gøre mod jer, det skal i også gøre mod dem" kan udleves.

Disse sociale og samfundsmæssige dynamikker er vigtige og er i sig selv en vægtig årsag til at blive fast i et fællesskab. Men det centrale i kristne fællesskaber er også mere end de sociale dynamikker, og min holdning er heller ikke opskriften til et sundt kristent fællesskab.

Det er altid en god idé at vende sit blik mod den tyske teolog, Dietrich Bonhoeffer, når det kristne fællesskab sættes under lup. Det centrale for ham er en fælles tro på Jesus. Ikke kun centreret om Jesus men også centreret i og gennem Jesus, der som mediator forbinder os til hinanden. Jesu død på korset konstituerer fællesskabet. Ikke et godt SoMe-game eller en sværgen til det danske foreningsliv.

Jeg er ikke tilfreds med alt, der sker i de kristne fællesskaber, jeg er en del af. Jeg er ikke altid enig med min præst. Lovsangsgenren er enten for lidt eller for meget amerikaniseret. Jeg kan ikke altid spejle mig i andre medlemmers musiksmag, tøjstil eller aktiviteter. Jeg føler mig nogle gange fanget i indsnævrende baglandes holdninger, selvom de ikke kender til min hverdag.

Jeg kunne fortsætte med grunde til at søge væk fra de fællesskaber, jeg er en del af. Men det er vigtigt at huske på, at mine egne forudgående forventninger til fællesskabet aldrig vil være det samme som Guds tanker om det kristne fællesskab. Det vil altid blot være mit ideelle fællesskab og ikke Guds ideelle fællesskab, han har tiltænkt mig.

Jeg plæderer ikke for, at man skal blive i skadelige fællesskaber. Men jeg og mine medkristne er alle syndere, og aben flytter med uanset fællesskab. Skuffelser kan tjene som syndserkendelse og skubbe på for at engagere sig selv og skabe positiv forandring.

Med det sagt er jeg selv tilskyndet til at søge en kirke her i Nairobi. Også selvom det ikke minder om noget, jeg er vant til eller kan spejle mig i. Det er en opfordring til mig selv; at sætte mig selv i spil i det sted, jeg er, og blive en fast bestanddel. Kirkerne skal ikke vælges til eller fra på baggrund af, hvilket navn de har, eller hvem der står bag. Jesu død på korset binder mig uløseligt til det kristne fællesskab, uagtet min iboende søgen væk mod et mere personligt tilpasset fællesskab.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Søg”.