Kan man være religiøs ateist?

Religion uden Gud er ikke let læsning. De fire essays, som bogen indeholder, stiller store krav til læserens filosofiske kompetencer. Det er alligevel værd at give sig i kast med bogen, da den indeholder en lang række spændende ideer, der bryder med den sædvanlige skelnen mellem gudstro og ateisme.

Dworkins hovedanliggende er at hævde, at man kan være religiøs ateist. Kernen i en religiøs livsanskuelse er troen på eksistensen af værdier. Den religiøse tror på ”livets iboende mening og naturens iboende skønhed.” Disse kvaliteter er altså ikke en illusion, fremkaldt af vores biologi, men et møde med en virkelighed, lige så virkelig som sten og træer. Mere teknisk kaldes positionen moralsk realisme. Det vil sige, at der er moralske fakta, der gør moralske udsagn sande. For eksempel; ”liv er godt” og ”du må ikke torturere for sjov.” At være religiøs er altså dybest set at være moralsk realist.

Moralsk realisme hænger dog ikke nødvendigvis sammen med troen på en Gud, hvilket gør det muligt at være religiøs ateist. Denne påstand hviler på en skarp skelnen mellem er og bør, fakta og værdi. Filosoffen David Hume har berømt hævdet, at man ikke kan slutte fra er til bør. Derfor kan man ikke slutte fra Guds eksistens til eksistensen af moralske værdier. Dworkin går desværre ikke i dialog med nogle af de kristne filosoffer, som for eksempel William Lane Craig, der hævder, at moralsk realisme forudsætter Guds eksistens. Han giver heller ikke nogen metafysisk forklaring på, hvad disse moralske realiter er, hvorfor de eksisterer, og hvorfor de gør krav på vores liv. Han antager blot deres eksistens, da det er vores umiddelbare erfaring. Han sniger sig således uden om de sværeste spørgsmål.

Det andet essay handler om universets skønhed. Hans hovedargument er, at fysikken viser universets skønhed, når det afslører de simple ligninger (for eksempel E=mc2), der former det. Han håber således, at en endelig forklaring af universet, en Theory Of Everything, vil afsløre universets grundlæggende enhed og skønhed, og at det ikke kunne have været anderledes. Dermed ”løser” han fintuningproblemet. Det universers, der med nødvendighed må eksistere, er også et, der er fintunet til liv. Han forklarer dog ikke, hvorfor dette nødvendigvis må være tilfældet. Dermed indeholder hans ateistiske argumentation et stort hul, som den teistiske tænker ikke har.

Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00'ernes militante ateisme. Han tager gudstanken seriøst og går i dialog med flere moderne gudsargumenter. Dette viser, at filosofisk teisme (gudstro) stadig tages alvorligt inden for akademisk filosofi. Det er dog ærgerligt, at han ikke går i dialog med nogen af de nutidige kristne filosoffer som Alvin Plantinga, Nicholas Wolterstorff eller Robert Adams, der har arbejdet indgående med disse spørgsmål.

Køb bogen her.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.