Jesus, kom snart igen!

”Vi sku’ ha’ spillet på en dommedagsbasun / Men den var lige lejet ud,” synger Shu-bi-dua. Og det var noget af det første, jeg tænkte på, da jeg hørte ”M.I.7”, et album af den engelske rapper, som kalder sig M.I.A.

Det her album er nemlig bygget op omkring netop dommedagsbasunerne beskrevet i Johannes' Åbenbaring. Det var en lidt anderledes opgave, jeg var kommet på, at anmelde et album snarere end en bog, og især også et album så anderledes fra, hvad jeg normalt ville lytte til.

M.I.A. er en 51-årig engelsk rapper med tamilsk-sri lankansk baggrund, som i 2017 erklærede sig for kristen, efter at hun så Jesus i et syn. Hun har aldrig været bange for at ytre sig om for eksempel vaccineskepsis, 5G-bekymring og så videre.

Omvendelsen i 2017 er jo så en spændende ting at hæfte sig ved, for M.I.A. er langtfra den eneste omvendte kendis, vi har hørt om.

Spørgsmålet, som vi måske ofte går stille med, er jo relevant: ”Er hun sådan VIRKELIG blevet kristen?” Der er nu gået ni år, og her er M.I.A. så kommet med et album, som er fuldstændig gennemsyret af bibelske motiver.

Albummet indeholder 16 numre, 7 af hvilke er skrevet som de syv basuner fra Johannes Åbenbaring (på engelsk: trumpets). Det vil sige at de indeholder refrænet ”God thanked it / said: ’It’s time for the [third] trumpet’”, hvorefter et par linjer følger om basunens udfald fra Åbenbaringen, med klassisk moderne lyrik, hvor rimene ikke rimer.

Jeg kan egentlig meget godt lide idéen, men hverken musik eller tekst formår at bakke den op. 

Der er nok gode intentioner bag, tror jeg, og bibelske sandheder også, men jeg kan blive forvirret over, hvilken type kristendom M.I.A. advokerer for. Ud fra dette album fyldes jeg mest af alt af en fornemmelse af, at verden er ond og skal bekæmpes. At Djævelen er overalt, og livet er en kamp imod ham. Jesus er så den, som væbner os til kampen.

Det er jo ikke i sig selv specielt kontroversielt, men prøv at overveje den relation til Jesus. Er han din væbner? Eller er han både herre og frelser? Min opfattelse af M.I.7 bliver desværre præget af, at der ikke tales så meget om Guds kærlighed til os, som vi ser den i, hvordan han ofrede sig selv for at skåne os.

Det lyder næsten som om, vi skal tro på Jesus, fordi verden er ond, og ikke fordi vi er onde. Det er jo ellers så befriende et budskab, vi finder i Bibelen, at vi er frelst fra vores egen synd og dens yderste konsekvens, døden.

Og musikken? Lad mig fremhæve lidt af det. MONEY er et nummer, jeg faktisk lyttede til to gange, trods mine ørers tryglen om nåde. Den infernalske larm koblet med ellers spændende asiatiske rytmer og en meget repetitiv tekst formår ikke at overbevise mig om, at penge er en ond ånd, som teksten ellers kalder det.

Til sidst går vi selvfølgelig ind i 30 MINUTES OF SILENCE, og hold nu fast, kære læser, for det er intet mindre end 30 minutters stilhed. Efterfulgt af en smule musik af hvad jeg må være helt ærlig at kalde tvivlsom kvalitet.

Musikalsk set … Kald mig bare skør, men jeg foretrækker skam stadig, når nogen synger rent, og det er på underlig vis ikke så vigtigt i M.I.A.’s musik. Jeg må være helt ærlig, jeg kan ikke anbefale albummet.

Lyt til albummet her. 

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Sandhed”.