6

Under

“Underlæg jer Jorden” – mission complicated

Er det bibelsk at udbytte naturen? I skabelsesberetningen befaler Gud mennesker at underlægge sig jorden. Nogle kristne har set dette som en guddommelig tilladelse til ubegrænset brug af en begrænset klode. Læs med når to af folkene bag Grøn Kirke luger ud i tolkninger af det kristne natursyn.

Af Martin Ishøy, Ph.d. i teologisk miljøetik og sognepræst,
Af Sofie Larsen Kure, Teolog og projektleder i Grøn Kirke, gronkirke@gronkirke.dk

4. mar. 2025

5 min. læsning

”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt”, som det hedder i Sangen om Larsen i Højskolesangbogen. Linjen passer uhyggeligt godt på vores forhold til naturen, dvs. til menneskehedens forhold til den biofysiske klode, som er vores levested, livsvilkår og i en vis forstand også vores ophav. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og som kristne tror vi, at vi skal opstå af jorden igen. Kristendommen er verdens største religion, men ikke alle mennesker er kristne. Og klimaforandringer, biodiversitetskriser og alle de andre fejlslagne forhold på denne jord er menneskeheden, på tværs af religioner, fælles om. Men hvor placerer vi skylden for jordens tilstand – på de andre? Næppe.


Anklagen
Kristendommen ”bærer en enorm skyldnerbyrde for den økologiske krise”. Sådan formulerede idehistorikeren Lynn White sin anklage mod kristendommen i 1967. Hans tanke var, at ondets rod lå i ”den kristne skabelsesberetning”, i Første Mosebog kapitel 1. Både som bibellæser og som kritisk tænkende teolog er det let at få øje på nogle åbenlyse svagheder ved Lynn Whites anklage. Alligevel er anklagen blevet gentaget igen og igen. Den peger blandt andet på det kristne natur- og menneskesyn.


Det er selvfølgelig muligt, at ”de kristne” simpelthen har misforstået bibelteksten som en license to kill. Men så er det altså ”de kristne”, ikke Bibelen, som er naturfjendsk,


Det centrale i anklagen mod kristendommen, nemlig at den er skyld i naturkriserne, er en tolkning af den særstilling, som Gud giver mennesket. Menneskets særstilling, at det bliver skabt i Guds billede, menes dermed at give en ”transcendens”- man kan sige en slags evne til at overskride sig selv - lig Gud men ulig nogen anden skabning. White og efterfølgere tolker det, som om mennesket får ”monopol på ånd”, og at mennesket derfor kan sætte sig over verden i en herredømmeposition og gøre, hvad det finder for godt. Karakteristisk hedder det, at kristendommen ”har insisteret på, at det er Guds vilje, at mennesket skal udnytte naturen til sine egne formål”. Det lyder unægtelig som om, kristendommen fra begyndelsen har været på konfrontationskurs med naturen.


Et andet billede
Det lyder imidlertid også som om, man feder en kalv op til slagtning, altså at man begynder med konklusionen og så tilrettelægger forudsætningerne, så de understøtter den opfattelse, man havde til at begynde med. For det rimer vældig dårligt med, at Gud i samme skabelsesberetning går rundt i Edens Have og gang på gang indser, at det, Gud har skabt, er godt. Faktisk oversættes det udtryk, som her gengives med, ”at Gud ser, at det er godt”, andetsteds med, ”at det er dejligt eller elskeligt”. Det tyder på, at Gud faktisk elsker alt det, som Gud skabte – også før mennesket. Det er selvfølgelig muligt, at ”de kristne” simpelthen har misforstået bibelteksten som en license to kill. Men så er det altså ”de kristne”, ikke Bibelen, som er naturfjendsk, og så mister anklagen noget af sin styrke.


Det, der kan konstateres, er, at vores civilisation er kommet mere og mere på kant med naturen. Selv samme civilisation har set sig selv som kristen og derfor legitimeret sin udvikling med henvisning til, at det på en eller anden måde var Guds vilje. Det, der også kan konstateres, er, at udviklingen er kørt af sporet helt synkront med kristendommens tab af betydning i vores samfund. Det begyndte med renæssancetænkere som Francis Bacon (1561-1626) og René Descartes (1596-1650), hvor sidstnævnte er fader til den ”moderne dualisme”, som fraskriver den materielle verden værdighed, og førstnævnte mente, at naturen eller jorden var Guds gave til mennesket, som det skulle undertvinge, kontrollere og styre efter sin vilje. Det svarer nogenlunde til Lynn Whites anklage, men det er født af renæssancens antropocentrisme, altså renæssancens menneskecentrerethed, og ikke af Bibelen. Det er den logik, som blev altdominerende op gennem den industrielle revolution.


Det komplekse kulturmandat
Vi har brug for at få det kristne menneske- og natursyn til at vende rigtigt. Det er selv sagt en meget omfattende opgave, men i relation til naturen er der især to tilgange, som nutidige teologer griber til: næstekærlighed og forvalterskab. Kærligheden, næstekærligheden er naturligvis det grundlæggende. Vores omgang med den ikke-menneskelige natur har alvorlige konsekvenser – for vores medmennesker i verden og de kommende generationer. At nedbryde klodens klimatiske og biologiske bæredygtighed viser en form for ligegyldighed overfor medmennesket.


Men så er der det dybere spørgsmål om, hvorvidt ”min næste” i næstekærligheden også kan være andre og mere end blot mine medmennesker? Hvorfor skulle medmennesket være vores eneste næste? Hvad med hele skaberværket, alle medskabninger? For et kristent menneske- og natursyn er det et åbent og kompliceret spørgsmål, som blandt andet handler om, hvad der ligger i menneskets gudbilledlighed. Er menneskets særstilling i virkeligheden snarere et udtryk for det særlige ansvar, som mennesket har for hele naturens blomstring og bæredygtighed?


At nedbryde klodens klimatiske og biologiske bæredygtighed viser en form for ligegyldighed over for medmennesket.


Det er en tolkning, som udfolder den bibelske forvalterskabstankes dybe mening. Hvor forvalterskabstanken i Lynn Whites slipstrøm er blevet set som udtryk for menneskehedens mulighed for at tyrannisere, dominere og herske over – så ses forvalterskabstanken af nutidige teologer omvendt som central i et kristent menneske- og natursyn, som kan spille konstruktivt ind i tidens naturkriser. En pointe her er, at vi mennesker nu engang bruger og lever af den ikke-menneskelige natur. Den er et middel for os. Skulle det betyde, at den ikke også var et mål i sig selv? Den bæredygtige forvalterskabstanke formår at rumme naturen som både mål og middel. Og det er begribeligvis komplekst. Der er ingen simpel formel for bæredygtighed. Men der er erfaring og akkumuleret indsigt i, hvad der går, og hvad der ikke går. Derfor skal kristne mennesker også lytte til videnskaben, når den igen og igen påpeger, hvor alvorlig klima- og biodiversitetskriserne er.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.

Udforsk mere

Find mere indhold

26. mar. 2026

5 min. læsning

Kirke og kolde kontanter

I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.

Af Hans Erik Sørensen

5. jun. 2023

6 min. læsning

Tal med hinanden om skilsmisse

Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.

Af Søren Aalbæk Rønn

6. okt. 2023

10 min. læsning

Vil du med på en trosrejse?

Troen på Gud er personlig og relationel. Den ændrer sig og formes i mødet med verden, med tvivlen, med smerten, med glæden. Ja, alt det, livet møder os med. I denne artikel lukker Morten os ind i et personligt og sårbart rum for at dele et par skridt i den vandring, han har haft med Gud. Fra den trygge (barne)tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro.

Af Morten Lund Birkmose

5. dec. 2023

3 min. læsning

Ville Jesus have en smartphone i 2023?

Bevæbnet med hashtags og korte afsnit til at fange de koncentrationsbesværede forsøger hun at gøre Jesus relevant i en verden af smartphones. Det vildeste er, at hun lykkes overraskende godt med det.

Af Benedikte Støvring

6. okt. 2023

6 min. læsning

Jael - Den overraskende heltinde

Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.

Af Louise Høgild Pedersen

5. jun. 2023

8 min. læsning

Vi har alle et ansvar for at modvirke polarisering

Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?

Af Mogens S. Mogensen

5. jun. 2023

9 min. læsning

Wrestling med verdensdommen

Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.

Af Børge Haahr Andersen

6. mar. 2023

4 min. læsning

Revolutionerende seksualmoral i en revolutionær tid

Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

26. mar. 2026

3 min. læsning

Bibelbaseret roman kan udvide vores forståelse for teksten, men ikke stå alene

Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

5. jun. 2023

3 min. læsning

Kan man være religiøs ateist?

Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00'ernes militante ateisme.

Af Emil Børty Nielsen

5. jun. 2023

3 min. læsning

Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

5. dec. 2023

4 min. læsning

Et glædeligt gensyn med Narnia

Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Af Stefan Lumholdt Pedersen