
Mening
Elsk din menings fjende
I KFS er der plads til mening. Så hvordan undgår vi tunnelsyn og lærer at udveksle holdninger på en konstruktiv måde? "Vi må skelne mellem mennesket og den mening, de har", lyder det fra retorikstuderende Liv Strandkvist, der opfordrer os til at møde vores menings fjende med fred, ydmyghed og kærlighed. Det kan resultere i en sund holdningsændring eller større forståelse for, hvorfor man tror, som man gør.
"Du er, hvad du mener." Det har jeg tænkt det meste af mit liv, og jeg har sat en ære i at have stærke meninger. Det er godt at have stærke meninger, men inden for de sidste par år er det gået op for mig, at det også kan have negative konsekvenser for både mig selv og mine medmennesker. Jeg vil derfor fremhæve to potentielle faldgruber ved at have stærke meninger, som jeg mener, fortjener særlig opmærksomhed. Måske særligt for os KFS'ere og kristne generelt.
Vi er ikke, hvad vi mener
Begge faldgruber opstår, når vi begynder at forveksle meninger med identitet. Den, jeg først vil fremhæve, er, når vores blik på andre mennesker ændrer sig på baggrund af deres meninger og forhindrer os i at elske og tjene dem.
Jeg er stødt på flere teorier i retorikfaget, som understøtter min egen erfaring af, at jeg kan få et destruktivt blik på andre mennesker ud fra et pinligt tyndt grundlag (for eksempel en af deres meninger). Mennesker inddeler helt automatisk verden i "vi" og "de andre", og ethvert menneske vil indgå i en lang række af "vi"-fællesskaber på baggrund af for eksempel hobbyer, medlemskaber og meninger. Tendensen er, at man naturligt går ud fra, at det "vi" fællesskab, man selv tilhører, er overlegent. Her er de underliggende antagelser, at dem, der ikke er ligesom os selv (eller mener det samme som os), må være mindre gode. Eller at det, der er fremmed, ikke er til at stole på, og derfor udgør en potentiel trussel, som vi bør være på vagt overfor. Det kan gøre os fjendtligt indstillede overfor mennesker, hvis vi ikke er opmærksomme på at adskille mennesket fra meningen. Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv:
Da jeg for nogle år siden var på en international bibelskole, mødte jeg mange mennesker fra forskellige lande og kulturer. Her blev jeg konfronteret med mange af de "vi"-fællesskaber, jeg ubevidst var blevet en del af, fordi jeg var vokset op i Danmark. Jeg opdagede for eksempel, at det store "vi" i Danmark aldrig kunne overveje at sætte spørgsmålstegn ved retten til abort. I mødet med søde og fornuftige amerikanere, som var imod retten til abort, blev jeg konfronteret med, at jeg så ned på dem, fordi de havde den holdning. Jeg tænkte, at de var naive, forstokkede, usympatiske og revet med af deres kultur. Det skabte et fjendtligt udgangspunkt i mit indre, som jeg skulle kæmpe for at abstrahere fra, hvis jeg gerne ville møde dem med ydmyghed, kærlighed og respekt.
Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring.
Jeg tror, at tendensen til at se ned på "de andre" er dybt indlejret i vores faldne naturs stolthed og selvfokusering. Mit håb er, at vi som kristne hver især må være opmærksomme på at skelne mellem mennesket og den mening, de har. Sådan kan vi undgå meget hovmod og splittelse. Og så kan vi møde andre mennesker, som vi er kaldet til at gøre det: Med fred, ydmyghed, kærlighed – uanset hvor vanvittige, vi kan synes, deres meninger er.
Træd ud af tunnelsynet
Mødet med nogle søde og fornuftige mennesker, der var imod abort, blev mit første skridt på vejen mod en meningsændring. På et tidspunkt gik det op for mig, at det jo lige så godt kunne være mig, der var naiv og revet med af min kultur. Jeg ville i hvert fald være nødt til at undersøge sagen fra begge sider, hvis jeg skulle nærme mig sandheden. Men i samme øjeblik blev jeg opmærksom på den anden faldgrube: Det ængstelige tunnelsyn.
Det opstår, når stærke meninger bliver så afgørende for vores selvbillede, at vi bliver ængstelige, når de bliver udfordret. Ængsteligheden kan give et tunnelsyn, som gør det næsten umuligt at gå ind i en undersøgende proces. Dermed kan stærke meninger paradoksalt nok forhindre os i at forstå vores egne meninger og i sidste ende skærme os fra at nærme os sandheden.
Det kan opstå af mange grunde, men lige her i min konfrontation med abortspørgsmålet, handlede det om et andet vigtigt element i inddelingen af "vi" og "de andre". For jeg vidste godt jeg bar selv erfaringen med mig hvordan man ser på mennesker, der er imod abort. Ville jeg risikere, at det store "vi" i mit eget hjemland ville sætte mig i kategori med abortmodstandere i USA, der med ild i øjnene skriger om mordere og helvede?
Der er mange andre mekanismer, som gør sig gældende, når vi fanges i det ængstelige tunnelsyn. Den primære tendens er, at man klamrer sig til en mening ved at skærme sig fra alle, der ikke mener det samme. Det kan føles personligt, hvis nogen stiller sig kritisk over for din mening om noget. Spørgsmål til et emne kan føles som personangreb, og et tabende argument kan føles som ansigtstab. Det kan alt sammen være konsekvenser af at forveksle meninger med identitet.
At rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv, gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.
Heldigvis fandt jeg modet til at træde ud af tunnelsynet, og jeg har skullet minde mig selv om at gøre det mange gange siden med andre meninger. Det er ikke altid, man ender med at ændre mening. Nogle gange ender man med et mere solidt fundament for den mening, man havde i forvejen. Øvelsen er at rette blikket mod sandheden, som findes uden for os selv. Det gør os fri fra at være vores mening, og det minder os om, at andre mennesker heller ikke er defineret af deres.
De første skridt kræver konfrontation, ubehag og ydmygelse i mødet med mennesker, der mener noget andet end os selv. Så hvis jeg skal runde af med et konkret råd, må det være, at vi skal blive ved med at nærme os mennesker, som mener noget, vi synes er fuldstændig vanvittigt. Det eneste, man kan risikere at tabe, er komfort, stolthed og dårlige meninger. Det er en ret god handel, hvis jeg selv skal sige det.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.
Udforsk mere
Find mere indhold5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen
5. december 20235. dec. 2023
6 min. læsning
“Gud giver os ikke altid, hvad vi tror, vi har brug for. Men nogle gange giver han os det og mere til. Lars’ artikel er en opmuntring til, at turde bede Gud om det vi konkret har brug for. Samtidig er artiklen en opfordring til at se de gaver som Gud giver os hver dag, og de gaver som vi har fået for evigt.”
Af Lars Boje Sønderby Jensen
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel.
Af Peter Nissen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Fra lys til liv er en god bog, hvis man er nysgerrig på samspillet mellem de to aspekter, og dens længde gør den overskuelig at komme igennem.
Af Clara Lind Neuenschwander
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
19. marts 202619. mar. 2026
5 min. læsning
For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?
Af Mads Due
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Praise er at plante frø, danse af begejstring og synge Velsignelsen i Tivoli og på Christiania. Emilie Hauge og Maria Würtz giver indblik i vejen til gospelfællesskabets succes.
Af Emilie Hauge og 1 anden
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.
Af Hans Erik Sørensen
5. december 20235. dec. 2023
5 min. læsning
Kasser, klasser og kategorier. Hvor hører du til? Statskundskabsstuderende Jonatan Lippert Bjørn forklarer, hvordan det i dag er mere vanskeligt at inddele danskerne i klasser. Alligevel er vi præget af en uhjælpelig ind- og udgruppetænkning, der kan forhindre et konstruktivt møde med vores næste. Læs hvordan Jesus trækkes frem som det gode eksempel.
Af Jonatan Lippert Bjørn
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.
Af Benedikte Støvring











