
Humor
Den demokratiske dåseåbner
Hvad har inkongruens, Dave Chappelle og konspirationsteorier med hinanden at gøre? Læs med og se sammenhængen, når Lukas beskriver komikkens afgørende rolle for demokratiet. Er du enig?
Vores demokrati er under pres. Ja, man kan nok godt sige, at vi oplever en demokratikrise for tiden. Det repræsentative demokrati slår sprækker. Folk føler sig udenfor indflydelse. Og de føler ikke, at politikerne repræsenterer dem. Politik er ikke inddragende mere. Nu er det bare kompliceret eller nødvendigt. Seriøsiteten stiger, og samtalen dør hen. Der bliver altså sat spørgsmålstegn ved grundpillerne i demokratiet. Hvordan genopliver vi vores demokrati? Jeg tror, at svaret er humoren!
Humoren er en form for dåseåbner. Den demokratiske dåseåbner.
Tre former for humor
Hvis humoren skal hjælpe os med at løse vores demokratikrise, så må vi lige spore os ind på, hvad humor er. Og måske vigtigere: Hvad den demokratiske humor er. Ja, jeg tror faktisk, at der findes en demokratisk humor. Så lad os lige dykke lidt ned i humorteori.
I humorforskningen er der basalt set tre former for humor.
1. Overlegenhed
Har du set America's Funniest Home Videos? Det er et show med hjemmefilmede klip af folk, som ofte falder og slår sig. En lille dreng, der rutsjer ned ad en rutsjebane i alt for høj fart, og så slår han sig i skridtet. Eller en ung kvinde, der får en amerikansk fodbold i hovedet. Disse eksempler indrammer meget godt den første form for humor. Den hedder overlegenhedsteorien og forbindes med den politiske tænker Thomas Hobbes.
Overlegenhedsteoriens grundlæggende tese er, at når en person føler sig overlegen i forhold til en anden, så griner hun. Jeg griner, fordi det var hende og ikke mig, der fik bolden i hovedet. Den form for humor etablerer et tydeligt hierarki og manifesterer sig ved følelsen af at være højere i hierarkiet end den anden. Overlegenhedshumoren er langt fra demokratisk. Den er nok snarere autokratisk.
2. Lettelse
Har du set Klovn? Her finder vi et rigtig godt eksempel på den anden form. Det er karakteren Frank, vi lige skal fokusere på. Der er nemlig utallige scener, hvor han siger noget upassende eller frækt. Eller hvor han fortæller en af Caspers hemmeligheder. Det er en forløsning af spænding, fordi nu har Frank sagt det, så behøver jeg ikke sidde og anstrenge mig for ikke at sige det. Jeg kan grine af lettelse. Passende hedder denne form for humor lettelsesteorien og forbindes hovedsageligt med Sigmund Freud.
For Freud handler humor altså om en udløsning afspænding. Det kommer lidt forskelligt til udtryk i henholdsvis vitser, komik og humor. Men grundlæggende er latter udløsningen af nervøse spændinger. Ideen er altså, at når Frank siger noget upassende, så behøver jeg ikke at bruge energi på at holde mig tilbage fra at sige noget upassende – han har jo allerede sagt det. Denne teori præsenterer humor som en slags opium for folket – man slapper af med lidt Klovn i sofaen.
3. Inkongruens
Har du set Tæt på sandheden? Det er nemlig et godt billede på den tredje form for humor. Et eksempel kunne være, når Jonathan Spang siger noget i stil med: Lad os starte med nyheden om et land, hvor demokratiet er ved at visne væk under deres totalitære leder, der ikke tager sig af befolkningen … Danmark. Det er sjovt, fordi vores forståelse af Danmark er, at det er et demokrati, der tager sig af sine borgere. Latteren kommer altså i dette tilfælde af en uoverensstemmelse – han beskriver Danmark på en anden måde, end jeg forstår det. Denne form for humor er inkongruensteorien.
I dag er det den teori, som flest forskere abonnerer på. Og gennem tiden er der også mange tænkere, der har tilsluttet sig og bidraget til denne forståelse af humor. Her kan Immanuel Kant og Søren Kierkegaard nævnes. Denne humor handler altså om, at vi griner, når vi oplever en uoverensstemmelse – når noget bryder eller overskrider vores forventninger og forståelser. Det er den demokratiske humor! Lad os lige kigge nærmere på den, og hvordan den kan hjælpe os med at genoplive demokratiet.
Den demokratiske dåseåbner
Et stort demokratisk problem er, at den demokratiske samtale dør. Samtalen bliver for hård, for seriøs. Folk har ikke lyst til at deltage. Her har vi brug for komikken. En af mine yndlingskomikere er Dave Chapelle, og jeg mener, at han er med til at holde vores demokrati i live. Han er nemlig eminent til at bruge den demokratiske humor til at tage hul på vigtige samtaler. Igennem karrieren har han lavet sjov med racestereotyper. I USA er spørgsmålet om ”race” utrolig vigtigt, men også et svært emne at snakke om på en konstruktiv måde.
I hans meget omtalte Netflix-special, The Closer, lavede han endnu en gang sjov om racespørgsmålet. Her fortalte han en joke om rapperen DaBaby, som handlede om, at rapperen var blevet canceled på grund af homofobiske kommentarer i 2021, men i 2018 dræbte han en sort mand. Dette havde dog imidlertid ikke fået folk til at tage afstand fra rapperen. Chapelle udstiller her absurditeten i, at det er mindre omkostningsfuldt at dræbe en sort mand end at komme med homofobiske kommentarer. Der er noget her, som ikke stemmer overens med vores forståelse af retfærdighed.
En anden god optræden af Chapelle er hans håndtering af den stigende antisemitisme i hans monolog i showet Saturday Night Live. Her ramte han den perfekte balance på det meget følsomme emne. I slutningen af monologen begræder han også, at det skal være så svært at snakke om sådan nogle emner. Som han siger: ”Det gør mit job utrolig svært!” Vi bliver nødt til at kunne snakke om tingene. Og det er netop dét, komedie kan – åbne op for svære og hårde sam taler. På den måde er humoren en form for dåseåbner. Den demokratiske dåseåbner.
Det er ikke en vanvittig ting at tænke, men det er vanvittigt at sige højt!
I monologen snakker han om den konspirationsteori, der handler om, at ”jøderne” styrer Hollywood. Han starter med at fortælle, at han selv har været i Hollywood, og det her er, hvad han så: ”It’s a lot of Jews. Like a lot.” Men lige efter siger han, at det jo ikke betyder, at de styrer det hele. Ligesom der er mange sorte mennesker i byen Ferguson, og at de heller ikke styrer byen. Chapelle bruger humoren her til at åbne samtalen om noget, som mange går og tænker på, men ikke kan snakke om. Som han siger om konspirationsteorien: Det er ikke en vanvittig ting at tænke, men det er vanvittigt at sige højt! Vi kan så være glade for, at han netop bruger humoren til at åbne op for samtalen, så vi andre kan tale med om de svære emner.
Konspirationsteorier, laver du sjov?
Den distance, som befolkningerne i repræsentative demokratier føler i disse år, har fået mange til at søge alternative fællesskaber. Et eksempel på sådan et fællesskab er konspirationsteorier, der i de seneste år har draget mange folk til sig. Konspirationsteorier er et demokratisk problem, men komisk nok har de faktisk et demokratisk potentiale.
Konspirationsteorier er de seneste år blevet en central del af det politiske rum, specielt i Vestens flagskib, USA. Disse mere eller mindre absurde teorier har draget rigtig mange folk til sig. Ofte folk, der føler sig uden for indflydelse og ikke-repræsenteret.
Konspirationsteorier er et demokratisk problem, men komisk nok har de faktisk et demokratisk potentiale.
Konspirationsteorier besidder altså et demokratisk potentiale, og jeg tror netop, at det handler om deres komiske kvalitet. De præsenterer en uoverensstemmelse med den alment accepterede virkelighed, der gør, at de er komiske – de skaber en åbning. Men det demokratiske potentiale går tabt, fordi den komiske åbenhed forhærdes i et forstokket sandhedsbegreb. Den åbenhed, der lokker folk ind, bliver forstenet. Ikke mere uoverensstemmelse – det hele stemmer lige pludselig overens, når man er inde og indviet i den nye og rigtige forståelse af virkeligheden Der er en forklaring på alt: ”Det er den pædofile elites skyld; vi skal bare stoppe alle de der lizard people; hvis bare vi stoler på Q og Trump, så skal det hele nok gå”.
Det her er vanvittigt og et stort problem for vores demokrati! Men der er en mulighed for at bevare det komiske og altså det demokratiske i konspirationsteorier. Nemlig ved at holde det komiske i live. Hermed kan vi på en og samme tid bekæmpe de forstenede holdninger og den oplevede distance. Her kan den fantastiske bevægelse ved navn Birds Aren’t Real nævnes som eksempel. Det er en komisk bevægelse, der performer at være konspirationsteoretikere ved at demonstrere og sprede deres budskab: Alle fugle er blevet dræbt og erstattet af overvågningsdroner.
Dette er komisk på den helt rigtige måde. Gennem det komiske viser de andre konspirationsteoretikere, hvor absurd deres virkelighedsopfattelse er. De bekæmper absurditet med absurditet. Og ser samtidig også absurditeten i deres egen forståelse af verden. Her opstår uoverensstemmelsen. Der bliver plads. Det komiske viser sin magt ved at skabe sprækker i seriøsiteten.
Hvis demokratiet skal genoplives, så må vi have humoren med os. Vi må grine lidt mere sammen.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.
Af Simon Holm Stark
5. marts 20265. mar. 2026
10 min. læsning
Bølgerne går højt, når kristendommens betydning for samfundet bliver drøftet. Men hvem har ret, Tom Holland eller Frederik Stjernfelt? Læs med om kirkens brogede historie og kristendommens positive potentiale.
Af Michael Agerbo Mørch
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.
Af Benedikte Støvring
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen
5. juni 20235. jun. 2023
2 min. læsning
En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.
Af Anna-Theresa Nielsen
19. marts 202619. mar. 2026
5 min. læsning
For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?
Af Mads Due
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
12. marts 202612. mar. 2026
6 min. læsning
Gud ønsker os, Gud giver os mening, og Gud stiller os til regnskab. Derfor har mennesket en ukrænkelig værdi. Men hvad er et menneske?
Af Jakob Valdemar Olsen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00'ernes militante ateisme.
Af Emil Børty Nielsen
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.
Af Louise Høgild Pedersen
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Bevæbnet med hashtags og korte afsnit til at fange de koncentrationsbesværede forsøger hun at gøre Jesus relevant i en verden af smartphones. Det vildeste er, at hun lykkes overraskende godt med det.
Af Benedikte Støvring











