Vandet skal ikke dække jorden igen

Der er nogle bibeltekster, man vender tilbage til igen og igen. Ikke fordi man nødvendigvis forstår dem fuldt ud, men fordi de bliver ved med at åbne sig. For mig er Salmernes Bog kapitel 104 blevet sådan en tekst.

Salme 104 har fulgt mig gennem de sidste par år, og hver gang, jeg læser den, opdager jeg nye lag. Måske skyldes det, at salmen rummer noget af det, jeg holder allermest af ved Bibelen: Den fortæller og synger om Guds historie med den verden, han har skabt og vil frelse. Samtidig er det personlige ord, jeg kan leve og bede med i min hverdag. Jeg vil her vælge nogle aspekter i salmen, som indgyder håb i en verden, der i stigende grad er blevet et sted for bekymring. En stemme af håb, der favner bredt og dybt.

Grænser og løftet

Salme 104 begynder med selve begyndelsen. Gud er klædt i lys. Han spænder himlen ud som en teltdug, rejser sin bolig over vandene og lægger jordens grundvold. Hele skaberværket beskrives som et resultat af Guds visdom og kraft. Midt i lovsangen skildres det i vers 9 og 10, hvordan Gud sætter grænser for urdybet, så jorden kan træde frem:

"Du satte en grænse, det ikke må overskride; det skal ikke dække jorden igen."

Verset står understreget i min bibel, fordi det nærmest er blevet en lille minibibel for mig.  Fra skabelsen til faldets konsekvenser og en ny begyndelse er verset en teologisk maggiterning, der med simple ord koger det kristne budskab helt ned til dets kerne.

Det handler som nævnt om skabelsen, hvor Gud skiller vand og land. Men samtidig hører man også ekkoet af beretningen om Noas ark. Efter at vandet har dækket jorden, og Noa og hans familie er gået i land, lover Gud, at en sådan flod aldrig mere skal udslette alt levende. Vandet bliver et billede på de kræfter, som truer livet. Kaos. Ødelæggelse. Synd. Gud sætter en grænse for de onde magter.

Frihed kan i vores tid let blive forstået som grænseløshed. Vi kan rejse næsten overalt, kommunikere med hele verden og få adgang til uendelige mængder information. Teknologien giver os muligheder, som tidligere generationer ikke kunne forestille sig.

Bibelen og erfaringen peger imidlertid på, at mennesket har en bemærkelsesværdig evne til at overskride grænser. Allerede i Bibelens første sider rækker mennesket ud efter det, Gud har sat en grænse om (Første Mosebog kapitel 3). Senere samler menneskene sig om Babelstårnet for at bygge sig et navn og nå himlen ved egen kraft (Første Mosebog kapitel 11). Da Moses er på Sinaj, støber folket en guldkalv og former en gud efter deres egne ønsker i stedet for at vente på den levende Gud (Anden Mosebog kapitel 32). Bibelen fortæller den samme historie igen og igen: Mennesket overskrider de grænser, Gud har sat. Det søger uafhængighed, magt og kontrol på egne præmisser, ofte på bekostning af både Gud, næsten og skaberværket. 

Men grænser kan være en gave. På et personligt plan vil jeg gerne slå et slag for glæden ved at være skabt begrænset. Det lyder måske ikke særligt opløftende, men i en grænseløs tid bliver det i stigende grad en gave, at man er givet et bestemt sted at være, nogle bestemte mennesker at elske og nogle konkrete opgaver at løse. Ikke alt er mit ansvar og opgave. Jeg skal ikke forsøge at dække hele jordens overflade som smør, der er skrabet alt for tyndt ud over et stykke brød. Der ligger en overraskende frihed i den erkendelse.

Men endnu stærkere end begrænsningens evangelium står løftet i sætningen: “Det skal ikke dække jorden igen”, eller som det blev sagt til Noa i Første Mosebog kapitel 9, vers 11: “Aldrig mere skal en vandflod ødelægge jorden.” Der er tale om en evig pagt mellem Gud og alt levende. Ondskaben er ikke forsvundet, men den er blevet givet en udløbsdato. Vi ser den hver eneste dag. Krig, lidelse og død præger stadig verden. Men de får ikke det sidste ord. Gud har bundet sig til sit skaberværk med et løfte, som rækker helt ind i evigheden.

Troen og håbet hviler på, at Gud har sagt noget, lovet noget og gjort noget. Min opgave er ikke at skabe håbet, men at sætte min lid til det.

En del af alt det levende

Den anden halvdel af Salme 104 beskriver hele skaberværket med en næsten barnlig forundring. Grævlingen finder ly mellem klipperne. Kornet vokser. Vinen glæder menneskets hjerte. Solen står op, og mennesket går på arbejde. Hvortil salmisten udbryder i vers 24: 

"Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom."

Lovsang begynder ofte med opmærksomhed. I det her tilfælde handler det om at få øje på den store tanke bag livets kredsløb, der går sin gang. Mit liv er en del af en større sammenhæng.

Hvis man sætter sig på en bænk i en park og følger et egern lidt længere, end man plejer, opdager man pludselig, hvor mærkeligt og fascinerende det egentlig er. Man ser næsten en personlighed i de hurtige bevægelser. Man begynder at undre sig. Man kan oplagt blive inspireret af børns evne til at blive ved det nære, vi andre hurtigt er gået forbi.

For nogle år siden rejste jeg i Peru og tilbragte nogle dage i junglen. Jeg husker stadig synet af farvestrålende papegøjer, kapivarer langs floden, enorme træer, ildfluer i mørket og et mylder af liv. På samme måde som man efter deltagelse til gudstjeneste i udlandet erfarer, at kirken er større end man troede, udvidede rejsen mit blik på det liv, Gud har skabt. Jeg fik en fornemmelse af, at lovsangen var i fuld gang flere steder, end jeg først havde forestillet mig. Fuglene, træerne, floden og alle de levende væsener var på hver deres måde en del af den verden, der peger tilbage på sin skaber. Når Salme 104 kalder på lovsang, inviteres jeg derfor til at stemme i. Jeg er ikke alene om at prise Gud. Hele skaberværket synger med.

Mod fornyelse

Efter glæden over Guds aktive opretholdelse, tegnes en ny og tydeligere indgriben med vers 30:

"Du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny."

Her læser jeg det, som om løftet får vinger. Hvis Guds skaberværk rigtig skal forstås, må man se videre fra dets begyndelse og mod dets mål. Det er en fornyelse, som også indbefattes i de ord, jeg tillægger Jesus i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, vers 5: “Se, jeg gør alting nyt”, og Helligånden, som gør hjerterne og jorden levende. Selvom det opleves, som om alt bevæger sig i den modsatte retning, må vi stole på, at Gud skabte verden, opretholder den og har lovet den en fremtid.

Alligevel kan man ikke lade være med at fristes til at spørge: Er der tegn på liv? Er der tegn på fornyelse? Midt i de dårlige nyheders tidsalder giver det muligvis mening at samtænke bevarelse og fornyelse. Fornyelse er ikke altid det spektakulære. Den viser sig ofte i det, der består, selvom det bliver angrebet, misbrugt eller truet. I mennesker, der bliver ved med at elske. I fællesskaber, der holder fast. I naturens evne til at springe ud igen.

Uanset hvad, er Salme 104 ro til min uro. Ikke fordi alt lige pludselig ser godt ud, men fordi Guds løfte er større end ødelæggelsen. Salmen lærer mig at leve med åbne øjne for skaberværket, med taknemmelighed over mine egne begrænsninger og med tillid til, at Gud endnu ikke er færdig med sin verden.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til den. Den minder mig om, at håbet ikke begynder hos mig. Det begynder hos Gud.