Se, han gør alting nyt

I sommer oplevede jeg et mirakel. Jeg var på bibelcamping, hvor indsamlingsaftenen var lavet som et sponsorløb. En af mine veninder fik spist lidt for mange chilier, da vi skulle samle penge ind, hvilket resulterede i, at hun lagde sig i en seng, fordi hun fik ondt i maven. Hun havde ikke spist særlig meget inden, og chilierne slugte hun mest, hvilket skulle være en forfærdelig smertekombination. Jeg tilbød hende en banan, noget smertestillende og mælk, men lige lidt hjalp det, og det blev kun værre. Hun beskrev smerterne som værre end hendes værste menstruationssmerter.

Kort efter at have fået smertestillende, ville hun ud for at kaste op, men hun rystede kun og kunne intet få op. Jeg følte mig tilskyndet til at bede for hende, så jeg lagde hånden på hendes skulder og bad. Da jeg havde sagt ”amen” og løftede hånden fra hendes skulder, var smerten væk!

Jeg kunne ikke helt forstå det; at Gud havde handlet i selv denne smerte – de smertestillende piller kunne umuligt have nået at virke. Hun oplevede ingen smerter derefter. For mig vidner det om, at jeg må turde lade mig overraske, for hos Gud er der mere, end jeg kan drømme om. Det siger Jesus selv: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33).

Skabt til det ubegribelige

I sin bog Mirakler skriver C.S. Lewis, at Gud er mere virkelig end os, og at vi er afledte størrelser af ham. Gud er det mest virkelige, den mest levende. Og den virkelighed og det liv han har, ønsker han at dele med os. Han ønsker, at vi skal være fuldkomne, få liv i overflod. Et liv, hvor vi virkelig bliver dem, vi oprindeligt var skabt til, skabt til at have fællesskab med den levende Gud.

Det liv i overflod, som han har skabt os til, kan jeg sjældent selv begribe, men jeg ved, at det i sandhed er frydens og glædens ophav. Jeg er blevet meget glad for omkvædet i lovsangen Future af River Valley Worship, da det giver mig et lille glimt af ubegribeligheden.

“Life like You meant it, I can't contain it […]
Life like You made it, I wanna live it
Wilder than all my dreams.”

Det er det liv, vi er skabt til – et liv uden for vores forståelsesramme, som vi alligevel kan se glimt af. Det er det liv, Gud kalder os til at tage del i. 

Jesus viser vejen

I Getsemane Have, før tilfangetagelsen, beder Jesus til Gud: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din” (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42). Han overgiver sin vilje til Gud, og som et lydefrit lam føres han til slagtning.

Som et lydigt barn stolede han på, at vores far ved bedst. Derfor lod han sig dø på korset. Han revolutionerede verdenshistorien ved den ultimative kærlighedshandling: at elske ufortjent. Jesu død på korset blev i sandhed til liv i overflod for os, fordi han ved sin død banede en vej mellem Gud og os. Jesus lod sig dø, for at Guds vilje kunne leve. På den måde skabte han et liv i overflod for os. Her viser Jesus os, hvordan vi som kristne skal leve vores liv. Ved at overgive mit liv og min vilje til Gud, kan jeg ligne Jesus. 

Synden i os er et produkt af vores egen egoistiske vilje. Egenviljen er det modsatte af det liv, Gud skabte os til. Gud ville skabe det mest fantastiske, virkelige og kærlighedsfulde liv til os. Det krævede, at vi elskede ham frivilligt, og derfor gav han os fri vilje. Stort er mit fald og tab af liv, hvis jeg sætter mig selv først, men hvilken ubegribelig sejr jeg vinder, når jeg sætter Guds vilje først – det ved han. Derfor kalder han på os dag for dag, sekund for sekund, millisekund for millisekund. Så villig er han til at give os et liv i overflod. 

Det fuldkommengørende fællesskab med Gud

"And day by day, I know He will renew me."

Sådan synger man i Yet not I but through Christ in me, og det er en af mine yndlingssætninger i den sang. Dag for dag vil han gøre mig mere fuldkommen, når jeg lever med ham. Jeg kommer til at falde, det gør jeg allerede, men han rejser mig igen og siger: "Tag min hånd, så fortsætter vi sammen". Jeg kan ikke nødvendigvis se forvandlingen med det samme, men jeg stoler på, at jeg på et tidspunkt kan se tilbage og indse, at han gør mig mere fuldkommen. Og så er jeg ikke engang nået til det allersmukkeste. C.S. Lewis siger det sådan i Fælles kristendom:

"Han mente, hvad han sagde. Den, der lægger sig selv i hans hænder, vil han gøre fuldkommen, som han selv er fuldkommen – fuldkommen i kærlighed, visdom, glæde, skønhed og udødelighed. Denne fuldkommengørelse vil ikke nå sit mål i dette liv, for døden er en vigtig del af behandlingen. Hvor langt den enkelte kristne vil nå før døden, kan man ikke vide med sikkerhed."

Han mente, hvad han sagde. Han mente det, og han mener det stadig; det fuldkomne liv finder jeg i Jesus. Hvor er det forunderligt, at det virkelig er Jesu hjertesag, at jeg får del i hans fuldkomne liv. Og i hans fuldkomne liv finder jeg langt mere, end jeg kan begribe.

Det er en overflod så stor, at jeg ikke kommer til at forstå den, før jeg engang får lov at opleve den fuldt ud. Og det har han lovet mig, at jeg engang skal, når blot jeg vil lade ham gøre mig fuldkommen. Når jeg giver ham lov til det, vil hans straks begynde sin gode gerning i mig.

Engang sker det sidste trin i forvandlingen, nemlig ved døden. Da skal vi forvandles til et fuldkomment liv i overflod ud over alle tænkelige og utænkelige grænser. Og fuldstændig vidunderligt er det, for det er det liv, vi er skabt til.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.