Sandheden om Melkisedek

Vi har alle vores favoritter i det bibelske persongalleri. Abraham, Moses, David. Og Jesus, selvfølgelig. Personer, der er blevet malet op for øjnene af os, hvis vi har haft bare det mindste med kirken at gøre siden barndommen. Vi har som minimum en vag erindring om Abrahams næsten-ofring af Isak, Moses’ næsten-drukning i havet, Davids næsten-ingen-opdager-min-synd-eskapade. Tydeligst står nok den eneste del af fortællingen, som vi har i fire udgaver: Jesu liv, død og opstandelse.

Alt sammen vigtigt. Men i det følgende vil jeg komme med en uhyre interessant tilføjelse: Melkisedek. Præstekongen fra Jerusalem.

Melkisedek binder Bibelen sammen

Teologen D.A. Carson siger i én af sine mange prædikener:

”Melkisedek er én af de karakterer i hele Bibelen, der bedst kan hjælpe os med at få Bibelen til at hænge sammen. Og ikke kun hjælpe os med at få Bibelen til at hænge sammen, men også se, hvem Jesus er” (min oversættelse).

Hvis det udsagn stemmer, så er Melkisedek en vigtig person. Man får ellers et andet indtryk, når Bibelens sider glider gennem hånden: Én forekomst i Første Mosebog, endnu én i Salmernes Bog, og så en del henvisninger i Hebræerbrevet. Vældig spredt, umiddelbart perifært.

Hvad sker der lige for Luther?

Første gang, jeg for alvor fik øjnene op for den mystiske præstekonge, var, da jeg bladrede i Martin Luthers forelæsninger over Første Mosebog, som blev udgivet på dansk i 2018. Her står der:

”Nu er alle jødiske udlæggere af denne mening, at denne Melkisedek var Sem, Noahs søn. Og skønt det ikke har så meget at betyde, om de har ret deri eller ikke, så holder jeg dog gerne med dem i denne deres mening” (Martin Luther, Første Mosebog, bind. 2, s. 82).

Hvad er nu det for noget, tænkte den på det tidspunkt 21-årige Mads. Kan man godt bare som reformator udtale sig på den måde? Sammenkæde to personer i Bibelen, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre?

Ret weird. Men for mig er logikken hos rabbinerne enkel: Hvis Gud alene forstås som jødernes Gud, er det et problem hvis en ikke-israelit som Melkisedek er præst for Israels Gud. ”Løsningen” bliver så, at Melkisedek i virkeligheden er et dæknavn for Noas søn Sem, som godt nok ikke er israelit i traditionel forstand, men trods alt er en del af samme slægt som israelitterne. Ret smart, ikke? Det er bare ikke noget, Bibelen selv lægger op til. Det er menneskers fiksfakserier.

Abraham og den mystiske præst

I Første Mosebog kapitel 14 møder Abraham denne skikkelse. Han kommer simpelthen ind fra højre. Han er den eneste fremtrædende person, der ikke ledsages af et stamtræ. 

Melkisedek er konge i Salem, altså Jerusalem, senere gjort til hovedstad i Israel af David. En fornem herre, fornemmer man, men slet ikke det vildeste fact. Melkisedek er også præst for Bibelens Gud. Bindegalt, hvis man er godt skolet i Det Gamle Testamente. For alle andre præster er efterkommere af Levi, Abrahams oldebarn, der ikke engang er undfanget på dette tidspunkt.

Så er der en fin lille udveksling: Melkisedek giver Abraham brød og vin (det kunne man jo studse over …) og velsigner ham, mens Abraham giver Melkisedek en tiendedel af det krigsbytte, han netop har taget fra østens konger.

Så er Melkisedek ude af historien igen. Det skulle man i hvert fald tro.

Davids herre og Gud

I Salmernes Bog kapitel 110 har Melkisedek et overraskende cameo. Allerede inden dette vil den gennemsnitlige bibellæser dog være godt rundforvirret. Salmen indledes med ordene:

”Salme af David. Herren sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!’” (vers 1).

Kongen (David) og Herren (Gud) er jo kendte størrelser. Men hvem er det mon, David omtaler som ”min herre”? Det har mange spekuleret over, for eksempel farisæerne på Jesu tid (Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 41-46). For det bryder jo lidt den almindelige struktur med Gud og konge, hvis der er en form for mellemmand. En slags konge, der er over kong David, og som sidder ved Guds højre hånd.

Yderligere interessant er det, at denne mystiske skikkelse er ”præst for evigt på Melkisedeks vis” (vers 4). Den havde ingen set komme!

Melkisedek og Jesus

Ingen så det, i hvert fald ikke før en vis tømrersøn fra Nazaret dukkede op omkring år 30. Det Nye Testamente ser versene om en præstekonge i Salme 110 som fuldstændig afgørende i deres forklaring af, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os. Salmen er ganske enkelt den mest citerede fra Det Gamle Testamente. Jesus henviser til den flere gange, Paulus gør det samme, og Peter ligeså.

Hver gang du når til leddet ”siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd” i den apostolske trosbekendelse, så er det altså herfra idéen kommer.

Det er især Hebræerbrevet, der kører sammenligningen mellem Melkisedek og Jesus i mål.

I kapitel 5 laves en modstilling. De almindelige præster er kaldet via Moseloven, er præster i en periode og ofrer mange gange. Jesus er kaldet via Guds løfte, er præst for evigt og ofrer én gang for alle.

I kapitel 7 bliver det sprogteknisk. Vi får at vide, at Melkisedeks navn betyder ”Retfærdighedskonge”. At han er konge i Salem betyder, at han er ”Fredskonge”. Det er ikke magi, forfatteren oversætter bare de hebraiske ord ”melek” (konge), ”sedek” (retfærdighed) og ”salem” (fred). Efter at have flashet sine sprogkundskaber, skriver han noget kryptisk om denne Melkisedek: 

”Han er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig” (vers 3).

Kan du læse det uden at blinke? Så læs det igen. Og igen.

Særligt de første sætninger har ledt nogle læsere til den tolkning, at Melkisedek enten er en engel eller slet og ret Jesus selv, der viser sig før sin fødsel. 

Men sådan en tolkning er slet ikke nødvendig og – mere væsentligt – i modsætning til teksten selv. 

Forfatteren er kreativ. Han forholder sig ikke til den historiske begivenhed, der udspillede sig på Abrahams tid. Han bruger i stedet den litterære beskrivelse.

Og der må vi give ham ret, for Melkisedek springer frem uden far, mor og stamtræ. Vi kender med andre ord ikke begyndelsen eller enden på hans præstetjeneste. Og det faktum bruges til at pege på Jesus, der reelt har et evigt præstedømme. Melkisedek er, står der videre, ”et billede på Guds søn”.

Jesus er den ypperste præst

Og sådan kom vi fra Første Mosebog over Salmerne til Hebræerbrevet. Melkisedek titter frem rundt omkring i Bibelen og viser os, at Bibelen hænger sammen. Bibelen er bevidst om sig selv, gamle tekster tages frem, tolkes og bruges til at sige noget vigtigt.

Det vigtige her er Jesus. At han er den sande præst. Jesus trådte frem som præst, ikke som en ny almindelig præst, men som den præst, der én gang for alle kunne ofre for Guds folk. Og ikke nok med det: Jesus er selv offeret. Jesus ofrede sig selv for dig og mig.

Nu sidder Jesus ved Guds højre hånd. Han er hos Gud og går i forbøn for os. Det er hans præstetjeneste, indtil han kommer igen som den sejrrige konge.

Hvorfor lige Melkisedek?

Jeg har selv lært enormt meget af at beskæftige mig med den gådefulde præstekonge. Især de to ting, D.A. Carson fremhæver i sin prædiken. Melkisedek lærer mig noget om, hvordan Bibelen hænger sammen, og viser mig mere af, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for mig.

Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.