Når tradition læser kvinder ud af Bibelen

I Emmausvandringen bliver de to disciple næsten altid portrætteret som to mænd. Hvis man googler fortællingen eller ser klassiske ikoner af scenen, er det to skæggede mænd, der går ved siden af Jesus på vejen mod Emmaus. Problemet er bare, at teksten ikke siger det. I Lukasevangeliet kapitel 24 står der, at “to af disciplene” var på vej mod Emmaus, hvoraf den ene hedder Kleofas (vers 13 og 18). Selvom vi altså kun får kønnet på én af disciplene at vide, går vi automatisk ud fra, at de begge var mænd.

Det lyder måske som en mindre detalje, men det siger noget vigtigt om, hvordan tradition former vores bibellæsning. Det er nemlig ikke altid teksten selv, der gør kvinder usynlige, men måden vi intuitivt har lært at læse den på. Når stilheden i teksten automatisk fortolkes til at handle om mænd, selvom der i samtiden fandtes kvindelige disciple såsom disciplen Tabitha (Apostlenes Gerninger kapitel 9, vers 36).

Netop her kan feminismen bruges som en kritisk læselinse. Ikke fordi feminismen skal omskrive Bibelen, men fordi den stiller spørgsmål til vores egen forforståelse: Hvem bliver set? Hvem får lov at tale? Hvem forestiller vi os automatisk som mænd? Feminismen kan hjælpe os til at opdage, når tradition og kultur påvirker vores læsning mere, end vi selv opdager.

Feminisme handler grundlæggende om mænd og kvinders lige værd og lige rettigheder. Historisk har feminismen kritiseret, når kvinder systematisk er blevet overset eller reduceret til bestemte roller. Netop den opmærksomhed kan være nyttig i vores Bibellæsning.

The Supper at Emmaus, 1648. Billede af Rembrandt, Louvre, The Yorck Project (2002)

Er Bibelen patriarkalsk? 

Når man læser Det Gamle Testamente, er det tydeligt, at Bibelen er skrevet ind i en patriarkalsk kultur. Fortællingerne om Abraham, Isak og Jakob handler om slægt, løfter og identitet, der går gennem mænd. Fædrene nævnes i slægtslinjer, og sønnerne bærer arven videre. Dermed afspejler teksterne en kultur, hvor mænd fylder mest i det offentlige rum. Men kvinderne er ikke uden betydning. Sara, Rebekka, Lea og Rakel er afgørende for, at slægten kan fortsætte.

Feminismens kritik rammer netop her. Den peger på, at det, vi ofte kan opfatte som “naturligt” eller “bare sådan det er”, i virkeligheden er formet af lange historiske mønstre. Vi kan ofte komme til at tænke, at fordi Bibelen er skrevet i en patriarkalsk kultur, må dens budskab ligeledes være patriarkalsk. Netop her er det nødvendigt at skelne mellem teksten og den tradition, den senere er blevet læst igennem. Det er mit håb, at feminismens linse vil få kvinder fra den tidlige kristendom til at træde tydeligere frem og på den måde give et mere fuldbyrdet billede af kvinders rolle i urkirken.

Da Junia blev til Junias

Et af de tydeligste eksempler på ledere fra den tidlige kirke, der forsvandt i traditionens læsning, er Junia. Vi møder hende i Romerbrevet kapitel 16, vers 7, da Paulus hilser Andronikos og Junia og beskriver dem som “ansete blandt apostlene”.

Udfordringen er, at Junia gennem mange århundreder blev oversat til Junias, altså en mands navn, på trods af, at hendes navn i den græske grundtekst står i femininum. Forklaringen på Junias ufrivillige kønsskifte ligger ikke i den græske grundtekst, men i oversættelsen. Årsagen til forvirringen er, at de ældste græske håndskrifter ikke havde små tryktegn over bogstaverne, som viser, hvor trykket i et ord skal lægges. Derfor kunne navnet både læses som Junia og Junias.

Det bemærkelsesværdige er, at man allerede i oldkirken havde opdaget denne fejl. Johannes Chrysostomos skriver i det 4. århundrede i en kommentar til Romerbrevet, at Junia ikke alene er en kvinde, han tildeler hende også aposteltitlen. Hendes apostolat mener jeg dog, skal forstås i bred forstand at være ”udsendt”. Han skriver i In epistulam ad Romanos: 

“Hvor stor må denne kvindes visdom ikke have været, siden hun blev fundet værdig til aposteltitlen.” (Skovmand, Marianne Aagaard. De skjulte ledere: Om kvinderne i den tidlige kristendom. Gyldendal , 2021)

Dette er et eksempel på en kvinde, som er skrevet ud af kirkehistorien, fordi det var ubegribeligt at, en kvinde kunne regnes for apostel. Dermed kom traditionen til at styre oversættelsen.

Junia er ikke den eneste kvinde i en ledende funktion i kirken, som Paulus hilser, og heller ikke den eneste kvinde, der er blevet degraderet i forbindelse med oversættelse. 

Føbe - hjælper eller leder?

Noget lignende sker med Føbe, en anden betydningsfuld kvinde, som Paulus hilser i sit afsluttende kapitel i Romerbrevet 16, vers 1-2: 

”Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ. Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.”

Hun er den første af en lang række personer, Paulus nævner, hvilket formentligt skyldes, at hun har overbragt brevet til menigheden i Rom fra Paulus selv. 

Paulus omtaler hende som ”diakonos”, altså ”diakon” for menigheden i Kenkreæ, hvilket er samme ord, Paulus bruger om sig selv og sine mandlige medarbejder Apollos og Timotheus i Første Korintherbrev kapitel 3, vers 5, og Andet Thessalonikerbrev kapitel 3, vers 2. Fælles for Paulus og hans mandlige medarbejdere er, at deres funktion omfatter, at de prædiker og forkynder evangeliet for de menigheder, de besøger, og formentligt gør Føbe det samme. Alligevel bliver hun i mange oversættelser degraderet til “menighedstjener” eller “hjælper”, selvom hendes funktion sandsynligvis har været tilsvarende de mandlige diakoners funktioner.

På samme måde har man i den danske oversættelse fra 1992 valgt at gengive det græske ord προστάτις (”prostasis”) med ”stå bi” om Føbe. Men ”prostatis” oversættes bedst ved ordet ”leder” eller ”beskytter”, og det bruges flere steder til at beskrive menighedsledere og fremhæve deres fremtrædende position i kirken. I Første Timotheusbrev kapitel 5, vers 17, betyder ordet ”den, der står i spidsen for jer”, og det gengives i den danske oversættelse ordret med ”gode forstandere”, hvilket beskriver mænd i ledende funktioner. Derimod degraderes ”prostatis” til en ”der står bi”, når det tillægges en kvinde som Føbe, selvom meget tyder på, at hun har været en indflydelsesrig og ledende del af menigheden.

Jesus lod sig ikke stoppe af kønsroller

Men Jesus mødte igen og igen kvinder på måder, der brød med samtidens forventninger. Da Jesus mødte den samaritanske kvinde ved brønden, havde han mange grunde til ikke at ville have noget med en som hende at gøre. For det første var hun samaritaner og for det andet kvinde. Men Jesus mødte hende og konfronterede hende med hendes liv, hvilket ledte til, at hun omvendte sig og troede ham (Johannesevangeliet kapitel 4). På samme måde brugte Jesus kvinder som opstandelsesvidner i Markusevangeliet kapitel 16, selvom kvinders stemme ingen autoritet havde.

Jesus mødte mennesker i øjenhøjde som personer før funktioner. Jesus brød med de fastlåste kønsroller. Han slog fast, at mænd og kvinder har lige værdi. Netop her tror jeg, at feminismen og kristendommen vil det samme: De vil understrege, at mænd og kvinder har lige værd og kræver lige behandling. Jesus brugte kvinder i sit virke og lod sig ikke stoppe af kønsroller, men brød med datidens normer. Derfor kan vi også bruge feminismen i dag til at hjælpe os med at stille nødvendige og kritiske spørgsmål til vores traditioner, vores fællesskaber og vores måde at læse Bibelen på.

Hvad betyder det i dag?

Derfor er spørgsmålet ikke udelukkende hvad der står, men hvordan vi læser. Junia og Føbe er eksempler på, når vi har ladet traditionen læse teksterne frem for at lade teksterne tale for sig selv. Dermed kan feminismen være en tolkningsnøgle, der hjælper til at få øje på de blinde vinkler, som præger vores forståelse mere, end vi er klar over. Derfor må vi velvilligt undersøge vores egne forforståelser og spørge os selv, om vi kommer til at gøre kulturelle læsninger til gudgivne sandheder. 

Måske handler ligestilling i kirken ikke kun om de store teologiske diskussioner, men om de hverdagsvaner, vi integrerer i kirkens praksis. Om at blive bedre til at bruge menneskers evner frem for køn. Om at give plads til, at både mænd og kvinder kan bidrage til fællesskabet uden på forhånd at være låst fast i bestemte roller.

Denne artikel er baseret på et oplæg, der blev holdt i KFS København foråret 2026.