Når Gud siger ”ær alle”, og tungen siger 'din fede lort'

”Far, jeg er sur på dig!”

”Hvorfor?”

”Fordi du sagde, at en af dem fra Silkeborg er en lort”

”Gjorde jeg det?”

”Ja, du sagde, han er en fed lort. Det må man ikke sige.”

Med børn i huset siger man, at du ikke skal sige noget, du ikke vil høre igen. Ovenstående eksempel fulgte efter en fodboldkamp og gav mest anledning til et godt grin, men jeg har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt, og det har været afslørende. Det kom sig af, at jeg nogle gange vælger et bibelvers ud, som jeg så går og tygger på i nogle uger. I min læsning af Første Petersbrev stoppede jeg op ved kapitel 2 vers 17, som lyder: ”Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen!” Tænk, at ni ord kan give anledning til en hel sommers selvransagelse. Nu er der mange måder at leve de fire formaninger fra Peter ud på, men jeg har reflekteret mest over det, jeg siger.

Ær alle

Ær alle. Tal om en presbold for en mand, som taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock. For år tilbage sagde min kone til mig, at jeg er den, hun kender, som kan få andre til at føle sig allermest tilpas. Fulgt op af, at jeg også er den, hun kender, som kan få andre til at føle sig allermest utilpas. Av. Jakob skriver om tungens magt i Jakobsbrevet kapitel 3, og i vers 9-10 står der: ”Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.” Mennesker, som er skabt i Guds billede. Det er faktisk alle mennesker. Jeg ærer andre ved at tale dem op og ved at holde mig for god til at bagtale. Det gælder ikke kun mennesker tæt på men faktisk også politikere og andre offentlige personer, som jeg ikke kender personligt. Allerede her er jeg godt og grun- digt afsløret. Men der er mere.

Elsk brødrene

Med brødrene sigter Peter til de andre kristne. Noget, der har været afslørende for mig, er, at jeg nok ofte gør mig morsom på mine medkristnes vegne. Det kan være bestemte personer eller kirkelige grupperinger, som jeg (fordi jeg er en kæmpe hykler) føler mig overlegen. Det, jeg kalder en samtale om teologi eller fromme bekymringer, viser sig mange gange at være god gammeldags bagtalelse. Men alle kristne er en del af Kristi legeme, og jeg skylder dem min kærlighed. Ja, Jesus har ligefrem sagt, at man skal kende mig som hans discipel på, at jeg elsker mine medkristne.

At elske brødrene betyder konkret, at jeg skal tale kærligt og sandt om og til andre kristne. Det kan sagtens være kærligheden består i at udtrykke uenighed, men en god eftertanke er; ”Hvorfor sagde jeg det?” Ja, faktisk er det altid en god idé at anholde sig selv, hvis man gøres opmærksom på, af sin samvittighed eller af et medmenneske, at man har talt ukærligt. Lige stoppe op og overveje, hvad der var på spil i situationen. Sagde jeg noget nedladende om mit medmenneske, er det måske fordi, jeg selv er usikker? Sladrede jeg om andres livsførelse, var det måske udtryk for mit selvretfærdige hjerte?

Jesus siger i Lukasevangeliet kapitel 6 vers 45: ”Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” I det lys har vi selvfølgelig lyst til at flygte fra situationen, hvis vi har sagt noget ondt. For det kan da umuligt være dét, mit hjerte er fuldt af? Men prøv i stedet at blive lidt i det ubehagelige, reflektér, bekend og spørg Jesus, om han ikke vil vise dig en bedre vej. Der er nok at bekende, og i mødet med vores eget syndige og pinligt selvoptagede hjerte, må vi huske på, at vi som kristne tilhører Jesus Kristus, som faktisk er ekspert i at tilgive.

Frygt Gud

Gudsfrygt er karakteriseret ved tillid. Når jeg kan holde til at se min egen syndighed i øjnene, er det fordi, Gud er min far. Jeg kan tale ud med ham. I perioder af mit liv har jeg haft en praksis med at fortælle Gud om min dag, når jeg rammer puden. Jeg remser simpelthen op, hvad jeg har lavet, hvem jeg har været sammen med, og hvad vi har talt om. Når jeg så oplever, at ordstrømmen afbrydes af stilhed, er det fordi, der er en situation, jeg ikke er så stolt af. Noget, som i situationen ikke gav anledning til skyldfølelse, giver på bagkant moralske tømmermænd. Det kan jo være alt muligt, men for mit vedkommende er det ofte noget, jeg har sagt. Jeg bliver så nemt grebet af en stemning, og mente jo ikke noget med det og indsæt selv flere undskyldninger. Men Gudsfrygt relaterer sig til min omtale af andre mennesker. Hvis jeg frygter Gud, vil jeg ære de mennesker, Jesus døde for.

Ær kongen

Et par vers før det, vi beskæftiger os med her, skriver Peter: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.” At have respekt for autoriteter er en kristen dyd. Det betyder en chef, en lærer, en forælder og vores myndigheder. Hvis vi oplever uretfærdig forvaltning af magt, må vi benytte de demokratiske kanaler, vi er velsignet med her i Danmark. Også de trælse gymnasielærere skal vi vise ære.

Tungen er et mægtigt våben. En enkelt opmuntring kan højne selvværdet hos min klassekammerat. Bagtalelse og rygtedannelse kan ødelægge et menneskeliv. Skal vi ikke lade KFS’ere være sådan nogen, som ikke bagtaler og nedgør, men som taler op og taler ord til liv? Og skal vi ikke aftale, at vi gerne må minde hinanden om det – KFS’er til KFS’er – synder til synder – til Guds ære og menneskers gavn? Det synes jeg, ville vidne om karakter.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Karakter”.