Mellem testamenterne

Bibelen fortæller én lang historie i to afdelinger, Det Gamle Testamente (GT) og Det nye Testamente (NT). Men der er et stort mellemrum mellem de to testamenter. Cirka 400 år faktisk. Fra Ezra og Nehemias i 400-tallet f.Kr. til Jesu fødsel. Det er blevet kaldt den profetløse tid. Fire århundreder, hvor Bibelen er tavs, men hvor det jødiske folk levede i bedste velgående. Så kom Jesus, men den nysgerrige bibellæser kan føle sig snydt for lidt information. Heldigvis kender vi til denne ”tavse” periode fra andre kilder, så her følger en lille oversigt.

Historien kort fortalt

Da GT slipper fortællingen omkring 400 f.Kr., er Israel reduceret til en lille tempelstat under Perserriget kaldet Jehud. Perserne er den store geopolitiske spiller indtil Alexander den Store ca. 330 f.Kr. erobrede hele Mellemøsten. Med Alexanders erobring følger hellenismen, som er udbredelsen af græsk kultur til de lande, som Alexander underlægger sig. Efter Alexanders tidlige død deles hans imperium mellem fire generaler. Nord for Israel får Seleukos magten i Storsyrien, og syd for Israel får Ptolemæus magten i Egypten. 

Først er jøderne under ptolemæerne indtil ca. 200 f.Kr., men så får seleukiderne magten i landet. En af de syriske/seleukidiske konger hedder Antiokus IV Epifanes. Han forsøger at tvinge hellenismen ned over jøderne. Det sker blandt andet ved at forbyde omskærelse af drengebørn og ved indførelse af ofringer til de græske guder i Herrens tempel i Jerusalem. Jøderne bliver delt mellem liberale, som tilpasser sig hellenismen, og gammeltroende, som holder fast ved Moseloven og ikke vil bøje sig for Antiokus’ krav. Modstanden fører til et oprør ledet af præsten Judas Makkabæeren i 167-164 f.Kr. Resultatet bliver, at Jerusalem bliver befriet fra den syriske besættelse, og templet genindvies. 

Modstandskampen fortsætter, og i 142 f.Kr. bliver landet helt frit for seleukidernes overherredømme. Judas Makkabæerens familie udvikler sig under navnet Det Hasmonæiske Kongehus til indehaver af både ypperstepræsteembedet og kongetronen, til og med samlet i en person. Det møder selvfølgelig modstand. Under hasmonæerne er Israel en selvstændig nation, men det varer kun, indtil romerne bliver den nye store geopolitiske magt, der også når helt til Mellemøsten og indtager Jerusalem i 63 f.Kr. Herfra er Romerriget den storpolitiske ramme om jødernes historie frem til, under og efter NT’s tid. 

I 40 f.Kr. indsætter romerne Herodes den Store som vasalkonge over jøderne. Det er ham, som regerer, da Jesus bliver født. Herodes dør i 4 f.Kr., mens Josef, Maria og Jesus er flygtninge i Egypten. Det betyder sjovt nok, at Jesus er født før år 0. Da vores tidsregning blev systematiseret som tiden efter Kristi fødsel, indsneg der sig en lille historisk regnefejl, som betyder, at Jesus er født nogle få år før Kristi fødsel, mens kong Herodes stadig lever.

Troens grupperinger

Selvom de klassiske profeters tid var fordi, levede gudstroen i forskellige udgaver i denne periode. Vi har allerede hørt om spændingen mellem de liberale jødiske hellenister og de gammeltroende. Der blev også skrevet en række religiøse bøger i disse år. Nogle af dem er de såkaldte ’apokryfe skrifter’. Disse skrifter er blandt andet historiefortællinger, apokalyptiske skrifter a la Johannes’ Åbenbaring og visdomslitteratur. Det er også i denne periode, at de tre store religiøse retninger i jødedommen bliver til, nemlig farisæerne, saddukæerne og essæerne. Farisæerne lagde vægt på at følge loven på alle livets arenaer og tillagde den rabbinske udlægning af Moseloven stor betydning. Saddukæerne var især overklassens og de ledende præsters parti. Essæerne omtales ikke direkte i NT, men vi ved meget om dem, fordi de står bag Dødehavsrullerne, der blev fundet i 11 huler i 1947-56 på den nordvestlige side af Det Døde Hav. Håndskrifterne er fra perioden 3. årh. f.Kr. til 1. årh. e.Kr. Essæerne var optaget af rituel renhed, endetiden, og så var de i opposition til præsteskabet i Jerusalem.

Hvad kan vi bruge det til?

Kendskab til perioden mellem GT og NT er værdifuld at kende til for en kristen at mindst to grunde.

For det første får vi en vigtig baggrundsviden for NT. Det gælder den politiske historie, som danner bagtæppe for hele NT. Det gælder også de religiøse retninger og den religiøse praksis frem mod NT, som jo er den luft, Jesus og apostlene indåndede. Jødedommen i det bibelske mellemrum er dermed den primære historiske, kulturelle og religiøse baggrund for NT, og den er værd at kende til, hvis vi vil forstå NT bedst muligt.

For det andet er det værd at kende til perioden mellem GT og NT, fordi det kan berige vores tro på Gud. De Apokryfe Skrifter er både opbyggelig og inspirerende læsning. NT’s forfattere hentyder indimellem til de apokryfe bøger. Det gælder ikke mindst visdomslitteraturen som fx Siraks Bog. Den minder om Ordsprogenes Bog og rummer meget menneskelig og åndelig visdom. Måske skulle vi give den fornyet opmærksomhed.

Hvorfor dette mellemrum?

Hvorfor fortsatte Bibelen ikke bare sin fortælling fra profeten Malakias helt frem til Jesu fødsel, så historien kom til at hænge sammen? Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at der kan være indlejret en værdifuld pointe i denne 400 år lange ventetid på løfternes opfyldelse. I denne lange periode var folket henvist til Guds løfter. Midt i forløbet var mange sikkert fristet til at opgive troen på, at Gud nogensinde ville opfylde det, han havde lovet. Men det gjorde han med Jesu fødsel og alt det, som fulgte med. Vi lever nu i en lang ventetid efter Jesu første komme og kan måske også miste fornemmelsen for, at Jesus vil komme igen, som han lovede. Men selvom der går lang tid, så vil han til sin tid opfylde sine løfter. Han er troværdig og trofast. Derfor nytter det at holde ud. Ligesom de gjorde i tiden mellem GT og NT.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.