Mellem rum

Når vi skal markere afslutningen på noget og starten på noget nyt, er der nødt til at være noget imellem de to. Noget til at markere en grænse. Måske en streg eller en mur? Noget fysisk. Noget til at adskille to ting, så de ikke flyder sammen.

Men det kunne også være et rum. Lidt plads. Et mellemrum. Et åndehul. 

Det kan være lige den rum tid, du har for dig selv, inden du igen skal ud og være noget for andre. Den rum tid, hvor du lige får trukket vejret ordentligt og mærket, at du er i live lige her, lige nu. Eller det kan være pausen mellem to moduler på gymnasiet, hvor du får sagt hej til ham, din gode ven, I får delt et grin og mærket solens varme på jeres bare arme.

Er mellemrum nødvendige?

For et par uger siden såede jeg radiser i solskinsvejr. Jorden var klar, og jeg havde lavet en lille række med en pind. Jeg tog radisefrøene og strøede dem ned i rækken. Hvad jeg ikke lige havde tænkt over var, at der på pakken stod nogle ret vigtige informationer om, hvordan man skulle så frøene. Der stod blandt andet, at der skulle være 3-4 cm mellem hvert frø. Der var helt sikkert ikke 3-4 cm mellem de frø, jeg havde sået. Ups.

Men hvorfor skulle der være 3-4 cm mellem dem? Hvorfor sådan et mellemrum? Var det overhovedet vigtigt for det endelige resultat?

Svaret er nok ret ligetil, og det blev da også tydeligt, da frøene begyndte at spire. En hel masse grønne spirer kom til syne på min faktisk overraskende lige række. Eneste problem var, at de stod meget tæt. Jeg var nødt til at tynde ud i dem, så der kunne komme mellemrum mellem spirerne. De 3-4 cm mellem planterne skulle sørge for, at radiserne havde plads til at vokse, udvikle sig og blive store.

Måske er mellemrum fuldstændig nødvendige for, at man kan eksistere? For at man ikke skal blive en radise, der stopper med at vokse, fordi der ikke er plads.

Er man i stand til at vokse og gro, hvis man ikke har plads til det? Hvis man ikke får plads til at udfolde sig eller plads til at fordøje verden? Hvis man ikke har tid til det?

Jeg bager ofte med surdej. Og i sådanne deje er tid en vigtig faktor. Dejen skal have tid til at hvile, for at surdejen kan gøre sit arbejde. Hvordan skal vi kunne glædes over livets små øjeblikke og kunne lytte til hinanden med oprigtig interesse, hvis vi aldrig har mellemrum i vores liv?

At blive bevidst

Vi længes nok alle sammen efter sådanne mellemrum. Jeg gør i hvert fald. Sådanne tidspunkter, hvor der ikke forventes en hel masse af os. Hvor vi har tid til at stoppe op og mærke os selv. Registrere lydene, lugtene og mærke solen kærtegne vores ansigt. Men hvordan skaber vi de øjeblikke? Både de små mellemrum i hverdagen og de større mellemrum i vores liv.

Måske er det dér, vi opdager, at vi er til i Guds finurlige verden?

Den Gud, der ikke var ligeglad med det mellemrum, der blev skabt mellem ham og os efter syndefaldet. Den Gud, der vil dig og mig og elsker os så uendeligt meget.

Og de her mellemrumstidspunkter, skal de så fyldes med noget? Eller er de måske allerede fyldt med noget? Er de måske fyldt med væren? Med livsglæde? Med bevidsthed?

Midt imellem

Mellemrum kan være dejlige, livgivende pauser. Men er mellemrum altid rare? Det kan også være en rum tid, der er blevet for lang. Et mellemrum mellem en periode af dit liv, du har afsluttet, og så den periode af dit liv, som du tænkte skulle til at begynde.

Et mellemrum vil altid være en afgrænset periode. Det er jo selve definitionen. Men det er ikke altid, man ved, hvilket rum der venter på den anden side. Måske er man trådt ind i mellemrummet, som man regnede med, bare var et lillebitte rum med en enkelt dør for enden. Og så viser det sig, at mellemrummet var kæmpestort, og det var ikke tydeligt, hvilket ord der ville blive det næste.

Måske kan man blive helt i tvivl om, hvorvidt man nogensinde kommer væk fra mellemrummet. Væk fra følelsen af at være midt imellem.

Trælse mellemrum

For tiden befinder jeg mig i et mellemrum. Ja, nok faktisk mange mellemrum.

Mellemrummet mellem at være barn og at være sådan et voksent menneske, der har slået sig ned. Mellemrummet mellem gymnasie og studie. Sommerferien. Disse rum kan nogle gange føles som en ventetid, der bare skal overstås. Hvornår stopper jeg med at være i det her mellemrum? Hvornår finder jeg den bolig, jeg sådan rigtig kan slå mig ned i? Hvornår kan jeg slappe af og ikke længere være fanget i et mellemrum, jeg ikke vil være i?

Mellemrummet mellem ting, jeg ikke ved, hvornår sker, men som alligevel føles som et mellemrum. Et limbo. Et vakuum.

Lad mig for en stund dvæle lidt her. I det mellemrum, som føles omklamrende.

Mellemrum i livet kan jo fyldes med så meget godt. Måske er det allerede fyldt med gode mennesker, gode følelser, læring eller solskin. Måske er det netop her i dette mellemrum, at jeg finder mig selv. At jeg lærer mere om, hvem jeg er. Hvad jeg er i stand til. Hvilke evner, jeg besidder. Mellemrummet er måske den gave, som lader mig pakke mig selv ud? Lader mig mærke. Også selvom det ikke altid føles rart i begyndelsen.

Det smukke i mellemrum

Mellemrum findes også fysisk mellem mennesker. Huden er vores fysiske grænse. Men hvad er i mellemrummet mellem os? Stemningen, kærligheden, nærværet? Følelsen af at være forbundet.

Er det mon Gud, der er i mellemrummet mellem os mennesker? Den Gud, der fjernede mellemrummet mellem ham og os ved at sende sin søn. Er Jesus mon mellemrummet? Befinder han sig i alle mellemrum? I kærligheden mellem mennesker?

Den grænse, der adskiller tingene, viser sig måske at åbne for følelser, man ikke anede kunne føles så godt. Der er power i at stoppe op, åbne sanserne, nyde og mærke verden. At bruge mellemrumstasten i sit liv.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.