Hviletid i kalenderen

Problematisk travlhed

Tidligere troede jeg, at travlhed i sig selv var en god ting. I en optimeringslogik rimede travlhed på produktivitet, engagement og ambitiøst liv. I en mere trosorienteret logik rimede travlhed på selvopofring, frivillighed og at gøre en forskel. Det, der ændrede min tilgang til travlhed, var erfaringen af, at et for travlt liv medførte, at min krop sagde fra. Jeg oplevede en stressreaktion ovenpå flere år med en fyldt kalender, og det tog mange måneder, før jeg følte mig helt som mig selv igen. 

Travlheden i mit liv var blevet en trussel. Den var et udtryk for en urealistisk ansvarsfølelse overfor min fremtid, andre mennesker og verden, hvor logikken var, at jeg altid burde udnytte enhver mulighed. Erfaringen af stress krævede et opgør med travlheden, fordi jeg opdagede, at det er en anden virkelighed, jeg lever i som kristen. Siden da har jeg været optaget af, hvordan mit liv skal indrettes, og hvordan indretningen af vores liv er et udtryk for de værdier, vi er præget af.

Opgør med travlhed

For nylig læste jeg en bog, der gjorde et stort indtryk på mig. I The Ruthless Elimination of Hurry beskriver John Mark Comer, hvordan travlhed er en af vor tids største udfordringer, fordi den ødelægger vores åndelige og følelsesmæssige liv. Hans påstand har vakt genklang i min erfaring af, at jo travlere jeg har, jo sværere er det at være til stede i nuet og fordybe mig med mennesker og Gud. En anden erfaring hos mig er, at hvis jeg fylder mere i kalenderen, er det ting som afslapning og fordybelsestid, der forsvinder. 

Dermed udfordrer travlheden nogle af de mest væsentlige ting ved mit liv. Den udfordrer de vigtige rum af selvomsorg, alenetid og nærvær med tætte relationer, som jeg har brug for. Travlhed er i dag normalen for mange, og for mig at se er særligt tre ting fra den kristne tro et fundament for et mere langsomt og nærværende liv: 1. At mennesker er skabt begrænsede, 2. at Gud derfor giver os hvilen som gave og 3., at troen og frelsen er en gave og ikke en fortjeneste.

Behov for mellemrum

Alle har behov for hvile, fordi vi er skabt begrænsede. Jesus trak sig ofte tilbage for at hvile, og i Markusevangeliet kapitel 6 vers 31 hører vi, at han opfordrer disciplene til det samme. Mennesker har en krop, som vi skal tage os af og skabe mellemrum for i hverdagen, for ellers siger den fra og bliver som yderste konsekvens syg af for meget pres. Et andet aspekt af menneskelige behov er, at den personlighed, vi har, giver os begrænsninger, som vi skal tage hånd om. 

Jeg er ekstrovert og har haft en forestilling om, at jeg ikke havde brug for alenetid. Efter min erfaring med stress blev alenetiden imidlertid dér, hvor jeg kunne mærke efter, om mit liv var indrettet på en god måde for mig. Udover min ekstroverthed gør en stor grad af pligtfølelse og aktivistisk passion det svært for mig at sige ’nej’, og derfor ved jeg, at min hverdag skal indeholde hvilerum, der ikke er til forhandling. Faste tidspunkter, hvor jeg skal holde pause.

Man tager ansvar for sit liv ved at hvile fra ansvaret, er jeg blevet overbevist om. I hverdagen er skabelsen af mellemrum til hvile blevet en af de vigtigste øvelser for, at jeg kan passe på mig selv, være nærværende for dem, jeg er sat omkring, og fordybe mig i, hvad Gud tænker om mit liv. I modsætning til travlheden, bliver hvilen det sted, hvor Guds sandheder om mit liv får plads, og jeg samler kræfter til at være en del af det, som han vil med mit liv.

At skabe mellemrum

Det er svært at skabe mellemrum med en fyldt kalender. Det starter med en nødvendig erkendelse af ens personlige begrænsninger og af den begrænsning, som tid er. Derefter kræver det afkald og prioritering, fordi der er noget, der skal ud af kalenderen, for at det vigtigere kan få plads. Det er en svær øvelse for den, der vil være med alle vegne, udvikle sig på mange områder og bidrage, hvor der er brug for det. Man må overveje, hvad der er vigtigst, fordi man ikke kan alt det, man kunne have lyst til. Overveje hvor man må sige ’nej’, og hvor man kan sige et realistisk ’ja’, så hverdagen kan afspejle, at Gud vil bruge os, men som begrænsede mennesker. 

Her kan man stille spørgsmål som: ”Hvilke vaner har jeg brug for?”, ”hvilke mennesker er det vigtigst for mig at være tæt på og være noget for?” og ”hvordan tjener jeg Gud i livet som det ser ud lige nu?” Derudover har jeg valgt at erobre en del tid tilbage, som min telefon havde stjålet. Tid, hvor hjernen kan få ro ved, at jeg forholder mig til nuet i stedet for skærmen. Det er blevet til mange små stunder i løbet af dagen til hvile, refleksion, bøn og tilstedeværelse.

Et hvilerum i ugen

Det vigtigste mellemrum i min kalender er blevet en ugentlig hviledag. Her har jeg valgt at tage et af De Ti Bud – det om at holde hviledagen hellig – ind i min hverdag, og jeg oplever det som en gave, Gud giver mig hver uge. En dag med fokus på nærvær, langsomhed, nydelse og fordybelse som en modvægt til travlhedens uro. En dag, hvor jeg ikke studerer, ordner praktiske ting eller planlægger, og hvor jeg tager imod i stedet for at være i gang. Et mellemrum i ugen, der minder mig om, at Gud er den, der har ansvar for alt, og at han giver os det, vi har brug for. Et mellemrum, der minder mig om, at han elsker os, og at meningen med livet er at leve i fællesskab med ham. 

I Markusevangeliet kapitel 2 vers 27 siger Jesus, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld.” Jeg tror, at vi får dette livgivende princip som en gave, men at vi også skal forholde os til det som et bud til os. Hvile i hverdagen er et kald til os fra Gud, og derfor bør vi alle overveje, hvordan det kan få plads i de liv, vi lever. Derudover er det et livskald, som jeg er overbevist om, at de fleste af os bliver ret vilde med.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.