Hellere leje end eje

Det Nye Testamente beskriver den troendes forhold til den materielle verden som et forvalterforhold. Alting kommer fra Gud og tilhører i sidste ende ham, og der kommer en dag, hvor vi skal give slip på det alt sammen og aflægge regnskab for Gud, som betroede os det. Hvordan kan vi leve vores liv, så denne tanke reflekteres i vores måde at omgås materielle goder på? Det kan vi for eksempel gøre ved at undgå at besidde mere end nødvendigt og at låne, dele, leje eller lease i stedet for at købe.

Ikke ud fra en tanke om at det materielle er et fængsel, vi skal undslippe, men ud fra tanken om, at vi lever bedst og mest frit, når vi så vidt muligt undgår at eje de ting, vi omgiver os med – bolig, bil osv. Jeg vil her i alt korthed gøre rede for både den personlige rejse, der har ledt mig til denne opfattelse, og de bibelske mellemregninger undervejs.

Problemet med jordisk gods

Det er ikke tilfældigt, at den første menighed forsøgte at ophæve ejendomsretten (Apostlenes Gerninger kapitel 4, vers 32). Det var ikke bare et begejstret eksperiment, men et forsøg på at udleve den tanke, som ligger dybt i kristentroen: Alt, hvad vi har, har vi til låns. Det tilhører alt sammen Gud, ligesom vi selv tilhører Gud.

Det varede imidlertid ikke længe, før det viste sig umuligt at gennemføre dette ideal for samlivet i menigheden (Apostlenes Gerninger kapitel 5, vers 1-11). Men selve tanken om at have ting til fælles i stedet for at besidde dem som privat ejendom kan komme til udtryk på andre mindre indgribende måder end et fuldt ejendomsfællesskab.

Min historie med velstand og afkald

Jeg har personligt været igennem en proces, der kan minde lidt om den, som den første menighed gennemgik. Der var en årrække, hvor jeg forsøgte at leve uden mange af de elementer i mit liv, som gav mig materiel tryghed: arbejde, hjem osv. Det endte med, at jeg tilbragte nogle måneder som hjemløs. Jeg tænkte, at jeg ville komme til at se tingene klarere, hvis jeg slap af med noget af det falske lys, som kommer med ejendom og materiel sikkerhed.

Det skete ikke. Siden er min livssituation ændret: Jeg er blevet sognepræst og har fået familie. Mine tanker har taget en vending, idet jeg er gået fra en mere radikal tanke om at skulle frigøre mig fra at være bundet til det materielle til en tanke om at gøre brug af materielle goder og glæde mig over at kunne gøre brug af dem, men så vidt muligt uden at bliver bundet til dem gennem et ejerskab. I nogle tilfælde har det kunnet ske ved at indgå i en form for fælles ejerskab i stedet for at have det som personlig besiddelse.

Et af privilegierne ved at leve i Danmark er, at man faktisk ikke behøver at samle en masse ejendom sammen for at leve ansvarligt. I andre lande er man nødt til at sikre fremtiden for sig selv og sin familie ved at have en reserve, som man kan trække på. Det er for mig at se stort set unødvendigt i et land som vores, hvor der er så stor social sikkerhed.

Jeg ved godt, at der er folk, som falder igennem det sociale sikkerhedsnet – det har jeg ofte set eksempler på som indvandrerpræst – men det er der, realistisk betragtet, ikke en stor fare for for sådan en som mig. Jeg er skrevet op til en lejebolig, når jeg skal pensioneres, og har en god pension. Der er ingen grund til at investere i et sommerhus eller en bil (hvad skal man med sådan en, når man bor i København?) eller andre investeringer af større karakter.  

Kort sagt: Min udvikling har ledt mig fra et mere radikalt fattigdomsideal til en praksis, der hedder ”hellere leje end eje”. Jeg er klar over, at jeg taler fra en privilegeret position, men det er ikke en position, som jeg er alene om at indtage. Rigtig mange mennesker i vores samfund befinder sig i tilsvarende privilegerede materielle positioner.

Det Nye Testamentes tale om rigdom

Der er to aspekter i Det Nye Testamentes formaninger mod rigdom: Et socialt aspekt, som handler om den ulige fordeling af midlerne, og et åndeligt aspekt, som handler om, hvad rigdom gør ved os, og hvordan den præger vores måde at være i verden på, uden at vi bliver klar over det. 

Det første aspekt bygger på en forståelse af, at alle mennesker i grunden er lige, og at det derfor er urimeligt, at der skal være nogle, der sulter, mens andre lever i overflod. Det kommer fx til udtryk i Lukasevangeliet (kapitel 16, vers 19-31) og Jakobs Brev (kapitel 2, vers 15-16). Men det er det andet aspekt, som dominerer både i evangelierne og Paulus’ breve.

Problemet med rigdom er ikke bare ulighed. Der er noget ved rigdom, som forstyrrer et menneskes åndelige klarsyn. Denne tanke sammenfattes i Jesu ord: ”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 21). Denne sætning er ikke en formaning til at lade sit hjerte være uafhængigt af rigdom men en konstatering af, at dette ikke lader sig gøre. Rigdommen drager hjertet til sig. Hermed gør Jesus op med den forestilling, at rigdom i sig selv er åndeligt neutral, og at spørgsmålet er, hvad vi gør med den. Anliggendet i dette vers er ikke, hvad vi gør med rigdommen, men hvad rigdommen gør ved os. 

For at opsummere: Der er al mulig grund til så vidt muligt at leve ansvarligt i forhold til verdens ressourcer og at give af vores overskud til de fattige. Men også i en verden, hvor der ikke var mennesker, som sultede og led nød, ville rigdom være åndeligt problematisk. Det problematiske ligger i, at besiddelser får os til at glemme, hvor flygtigt og skrøbeligt vores liv er, og hvor meget vi er afhængige af andre menneskers godhed.

Det er ikke sikkert, at vi vil afhjælpe særligt mange af verdens problemer ved, at vi undgår at investere i besiddelser, men måske kan vi hjælpe os selv ud af den materialistiske tåge ved, som Paulus siger, ”at gøre brug af verden uden at udnytte den,” (Første Korintherbrev kapitel 7, vers 31). 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.