En bøn om liv

Vi er ved at være halvvejs i Fadervor, den fortærskede bederemse, når ordene ”giv os i dag vort daglige brød” løber over vores læber. Der er noget vidunderligt over, at så hverdagsagtigt et ord som ’brød’ bliver nævnt i den bøn, som Gud selv har skrevet til os og inviteret os til at bede. Det kan virke banalt at bede om brød, men vi har jo egentlig at gøre med noget, som Gud selv ønsker, at vi skal bede ham om ...

Når det så kommer til stykket, så er det måske ikke så banalt igen at bede om brød. Der ligger meget mere i den bøn. Brødet, som symbol for mad, er et kriterie for livets opretholdelse, og denne bøn rummer også bønner om sol og regn, frugtbare vilkår for diverse afgrøder og gode fangstvilkår. Der er færre og færre, som har direkte berøring med landbrug og fangst, og jeg må indrømme, at jeg sjældent beder for, at Nettos lastbil med nye varer må komme sikkert frem – og heller ikke for de mennesker, der dyrker, bearbejder og pakker de varer, som bliver til mit daglige brød – men derfor tror jeg alligevel, at den her bøn er vigtig.

Livets opretholdelse

Kernen i den her bøn er alt det, der skal til, for at livet kan leves. Jeg kender kun ganske få, som bøvler med helt fysisk at overleve. Vi ved godt, at det ser anderledes ud andre steder i verden, men for os her til lands, er det ikke der, bæltet strammer mest. Hvor strammer bæltet så? Og hvor meget er egentlig nødvendigt for livets opretholdelse? Er bønnen om dagligt brød også en bøn om søvn, kram, energi, trivsel …?

Et menneske har mange behov. Flere af dem skriger selv efter at blive opfyldt, for eksempel træthed ved mangel på søvn og sult ved mangel på mad. Behovet for hvile, synes jeg, er interessant at se på her. Jeg oplever selv at have svært ved at vide, hvordan det skrig, som kroppen kommer med, når jeg trænger til hvile, lyder. Og derefter synes jeg også, det kan være svært at vide, hvordan jeg så opfylder det behov for hvile.

Ofte kan jeg komme til at forveksle hvilen med at hygge mig og have det dejligt og komfortabelt. Jeg kan også komme til at forveksle det med noget, der er nemt.

Hvile kontra afslapning? 

Jeg kunne godt tænke mig at adskille hvile og afslapning fra hinanden. Når jeg slapper af, slipper jeg for at præstere. Der er ingenting at overkomme i afslapningen – men jeg er heller ikke nødvendigvis mere frisk efter at have slappet af.

Jeg kan sagtens bilde mig selv ind, at jeg slapper af ved for eksempel at se en film, men om jeg hviler, det ved jeg ikke. For et par uger siden, hvor jeg var helt kvast, placerede jeg mig i sofaen og lod min mand vælge en film. Han valgte filmen Der kommer en dag, som foregår på et drengebørnehjem i 1960’erne. Jeg slap for at præstere, men jeg blev til gengæld midt i min såkaldte afslapning konfronteret med social uretfærdighed i en tid før revselsesrettens afskaffelse. Jeg kunne egentlig ret godt lide filmen, men da rulleteksterne rullede, følte jeg mig lidt snydt. Jeg troede, at jeg havde investeret min tid i afslapning. I stedet sad jeg og var fyldt op af hjerteskærende og vigtige historier, som jeg ikke bare kunne afskrive med ”godt, at det bare var en film!” – og jeg var mindst lige så kvast, som da filmen var startet. Jeg blev ked af det, fordi jeg syntes, jeg havde spildt min tid, som nok var lidt for dyrebar for mig i netop den uge. En anden gang lader jeg nok ikke min mand vælge film uden lige at undersøge sagen nærmere, men vigtigere endnu tror jeg, at jeg helt lavpraktisk opdagede, at jeg ikke kan være helt ukritisk med, hvad der egentlig skal ske, når jeg hviler.

Hvad man så helt konkret skulle lave på sådan en hviledag, som vi jo faktisk er så privilegerede, at Gud har befalet os at holde, ved jeg ikke. Jeg gad godt vide, hvad folk egentlig laver, når de siger, at de laver ”ingenting”.

”Sabbatten blev til for menneskets skyld” (Markusevangeliet kapitel 2, vers 27), og jeg kunne så godt tænke mig at vide, hvad Gud helt lavpraktisk havde tænkt sig, at lige præcis jeg skulle lave på min hviledag. Ja tak til et dagsprogram – fordi jeg tror, at Gud ved bedst (og måske også, fordi jeg selv er en smule firkantet).

Guds sandheder om os er vort daglige brød

Jeg tror på, at hvile fylder os op. Hvilen giver os noget igen. Måske energi og overskud. Måske en frisk overbevisning om alle de sandheder om Gud og mig, som jeg kender og glemmer. De sandheder, som er livgivende – og nødvendige for livets opretholdelse. Eller i hvert fald for livets gode opretholdelse.

Måske er netop disse sandheder mit daglige brød. Sandheden om, at jeg er elsket først, og derfor kan jeg elske. Sandheden om, at min identitet ikke afhænger af, hvad jeg gør, men af hvem Jesus er. Sandheden om, at der er et sted, hvor jeg hører til. Sandheden om, at jeg skal mættes, og at jeg har et sundt sted at få opfyldt mine længsler. Når jeg er midt i min hverdag, kan jeg nemt komme til at handle uhensigtsmæssigt ud fra længsler og behov. Når vi beder Gud om at give os vort daglige brød, så beder vi også om, at det netop må være ham, der vil give os det, vi har brug for, og at vi ikke må søge det alle mulige andre steder.

Hvad har et menneske egentlig brug for?

Vores behov skyldes alle mulige forskellige ting. Fysiologiske behov, altså de behov som kroppen har, er vi fælles om. Sådan er kroppen skabt, at den har brug for søvn, mad og drikke. Et behov som for eksempel fællesskab, tror jeg også, er universelt, men det viser sig nok virkelig forskelligt og har forskellige løsninger fra menneske til menneske. Jeg ved det ikke, men jeg overvejer, om nogle behov kan være tillærte. Måske, måske ikke, beslægtet en smule med afhængigheder. Lige til højrebenet ligger det jo at nævne kaffe, og så kan vi grine lidt smørret af det uden at gøre mere ved det. Men det kunne også være et behov for kontrol. Et behov for en fuld – eller nærmest tom – kalender. Et behov for at scrolle. Et behov for altid at sove med sin egen hovedpude, også når man er hjemmefra. Det er ikke for at sige, at disse ting er dårlige eller gode, men jeg kunne godt tænke mig, at du (og mig selv også) undersøger, hvad dine behov kommer af – hvilken længsel, hvilken trang, du prøver at opfylde, med det, du gør.

Nok særligt den fulde kalender rammer mig. Tilsyneladende er det nærmest nødvendigt for mig at have en godt proppet kalender for at kunne overbevise mig selv om, at jeg både har venner, og at jeg foretager mig noget meningsfuldt her i verden. Og sådan tror jeg ikke, det er meningen, at det skal være. Det er nemt nok her bag tasterne at skrive, at jeg vil gå til Gud med mine behov. At Jesus er den bedste ven, jeg kunne tænke mig, at hans kærlighed er størst og sejest og vigtigst, og at han også er meningen selv. Men mon ikke, jeg også får virkelig travlt i næste uge. Og derfor beder jeg den her bøn igen og igen. Giv os i dag vort daglige brød. Mind mig om, Jesus, at du er livets brød, og at du vil mætte mig.

Det daglige brød

Nu har vi efterhånden bevæget os rimelig langt væk fra det lavpraktiske aspekt af den her bøn. Selvom forhåbentligt få af os går rundt med rumlende maver og sulter, så tror jeg alligevel, at flere af os sulter efter andre ting end lige rugbrød med leverpostej. Jesus mætter. Han er livets brød, men han er også den gode hyrde, vores bror, Gud, vintræet, livets ord, begyndelsen og enden, vejen, sandheden og ja, selve livet – så mon ikke, han har noget, han gerne vil give til dig i dag.

Til sidst vil jeg gerne vende tilbage til det helt almindelige brød, altså den mad, som vi spiser hver dag. Jeg tror nemlig også, at den her bøn er et vidnesbyrd om, at Jesus er interesseret i vores helt almindelige hverdag. For nogle gange er det faktisk så banalt, at jeg midt i min hverdag ikke orker at lave aftensmad. Og det har Gud selv lært mig, at jeg godt må bede om hjælp til.

Find resten af Til Tro-magasinet "Brød" her.