Bryd normerne!

‘Normer’ betød oprindeligt ‘rettesnor’. En rettesnor eller murersnor bliver brugt, når man for eksempel skal bygge et hus. Den bruges til at sørge for, at murstenene ligger lige, ellers bliver det et skævt hus. Vi bruger også en rettesnor, når vi skal stille stole op til Discipeltræf eller Påskelejr. Hvis ikke, ville rækkerne blive skæve, og der ville være endnu mindre plads til knæene for nogle, mens andre ville kunne danse mellem rækkerne.

En rettesnor er altså et ganske fornuftigt redskab, når tingene skal være snorlige. Når huset er bygget eller stolene sat op, fjernes snoren, og det er ikke til at se, at den nogensinde har været der, men den har haft afgørende betydning. Sådan er det også med normer, de er der, alle steder der er mennesker. De er vigtige og på mange måder usynlige. Det kan gå helt skævt, hvis vi ikke har dem, eller hvis de ikke bliver sat ordentligt op.

Hvordan ved jeg så, hvad jeg må?

Normer fortæller os, hvad vi må og ikke må gøre. De giver os et sæt adfærdskodekser, som skaber forventninger, både til hvordan du og andre skal være, og hvordan andre skal møde dig. Det gør vi gennem signaler, som vi kontinuerligt sender til hinanden om, hvilke normer vi skal følge. Eller hvis en er ved at bryde en norm, altså gøre noget andet end det forventede adfærdskodeks.

Signalerne kan sendes verbalt (vi siger det til hinanden: “Flot trøje” betyder, at den må du gerne have på her), non-verbalt (vi viser det gennem ansigtsmimik, kropssprog, gestik og så videre) og paraverbalt (måden, ting “bliver” sagt på, toneleje, stemmeføring, pauser og så videre).

Når disse signaler bliver sendt, fortæller vi hinanden, om det vi gør er positivt (inden for normen), eller om det er negativt (uden for normen). Dette indikerer for os, om vi hører til i fællesskabet, eller om vi ikke gør.

Normer er det bedste og værste, du kender

Når man kan følge normerne, lægger man sjældent mærke til, at de er der. De giver ro, forudsigelighed og tryghed, hvilket alt sammen er meget godt. MEN normer skaber også et os og dem. Os, der kan følge normerne, som er trygge ved hinanden, og dem, der skiller sig ud. Det kan medføre stigmatisering, udskamning, undertrykkelse og negativ social kontrol.

Når du sår tvivl om normer, bryder, eller modsiger dem, så stiger dit angstniveau. Når vores angstniveau stiger, så får vi enten lyst til at handle og gøre noget ved det, vi ser, eller flytte os væk fra ubehaget. Det sætter gang i følelser såsom bekymring, vrede, frustration eller frygt. Skam, nedtrykthed, energiløshed eller hjælpeløshed.

At pisse på Jesus

I 1987 udstillede kunstneren Andres Serrano billedet Immersion, bedre kendt som Piss Christ. Det er et billede af et krucifix nedsunket i urin. Den umiddelbare reaktion, som jeg har mødt, er forargelse, og det er forståeligt. Det gør noget ved os, fordi Jesus på korset betyder noget for os, og urin er et affaldsstof. Det hører ikke sammen.

The Guardian interviewede Andres Serrano om værket, og han sagde: “Vi behandler korset som en designervare. Når du ser det, bliver du overhovedet ikke forfærdet, men det repræsenterer en korsfæstelse af en mand [...] Kristus hang på et kors i 3 dage, det betyder, at han ikke kun blødte, da han døde, han sked, og han pissede sig selv til døde. [...] Så hvis Piss Christ forarger dig, så er det måske en god ide at tænke over, hvad der rent faktisk skete på korset.” (The Guardian, egen oversættelse).

Pludselig kan vi se billedet i et nyt lys, med en større forståelse og anden værdi. Normbrud kan altså hjælpe os til at pege på de ting, som vi er stoppet med at tænke over. Det kan hjælpe os til igen at blive nysgerrige og spørge om, hvorfor vi gør, som vi gør.

Et nyt blik på normer

Normer er også med til at fortælle os noget om, hvem vi er i verden. Det gøres blandt andet gennem det, der hedder narrative fortællinger. Narrative fortællinger er de historier, som vi bygger vores forståelse om os selv, vores værdi og verden omkring os på. I narrativ teori findes 3 typer fortællinger, dominerende fortællinger, foretrukne fortællinger og alternative fortællinger. 

De dominerende fortællinger er dem, vi tillægger størst betydning, og som vi bygger vores værdier ud fra. De stammer for eksempel fra normer, samfundet og diskurser. Et eksempel: “Jeg læser ikke nok i Bibelen”.

De foretrukne fortællinger er de bagvedliggende (skjulte) håb hos en persons narrativ. For eksempel: “Måske bliver det en dag nemt for mig at læse i Bibelen”.

De alternative fortællinger er dem, der giver narrativet en alternativ betydning. For eksempel: “Det er okay, at det er svært at læse i Bibelen. Jeg har tillid til, at Helligånden taler, også selvom jeg ikke er teolog og forstår det hele (og faktisk engang imellem synes, at det er ret så kedeligt)”. 

Normer er altså med til at skabe narrativer om os mennesker, om vi er værdifulde i verden og hører til (kan følge normen), eller om vi er værdiløse (ikke kan følge normen). Men vi kan, ved at pege på de foretrukne fortællinger, skabe håb for hinanden og bringe nye alternative fortællinger frem. Det gør vi for eksempel, når vi giver plads til den, som tør bryde normen. Det betyder ikke, at vi skal forkaste vores værdier. Tværtimod må vi overveje, hvilket håb vi peger på gennem de normer, vi har. Giver de plads til normbryderne, eller fortæller vi, gennem vores normer, at de skal ligne os?

Vi må møde mennesker på samme måde, som Jesus mødte kvinden grebet i ægteskabsbrud (Johannesevangeliet kapitel 8, vers 1-11), som et spejl, der reflekterer det, du selv er: skabt værdifuld, elsket og i Guds billede. Du er velkommen her.

Så kort fortalt: Vores normer kan altså være en ramme for, hvordan vi kan træde ind i rummet og slappe af, men hvis én ikke passer i rammen (eller ikke kommer, fordi de ikke passer ind), så er det vigtigt, at vi giver denne person håb ved at holde værdien, at de er elsket og værdifulde, og at der selvfølgelig også er plads til dem i fællesskabet. De kan måske endda pege på nogle af de dominerende fortællinger, som vi har fået, men som vi ikke har opdaget.

Spot en norm

Hvis vi skal kigge efter normer, så kan vi kigge efter tre ting: Om det, vi siger, er generaliserende (Det gør man jo ikke …” og “hun er sådan en, der …”), om “vi” er blevet en tænke- eller talemåde i stedet for, at vi består af selvstændige individer, og om andres handlemåder skal forklares i stedet for at forstås (for eksempel med sætningen “han er jo ikke vokset op i en kristen familie”).

Teflontesten

Det sidste redskab er teflontesten. Teflon er et materiale, som anvendes på stegepander for at maden ikke klæber sig fast. Teflontesten kan anvendes til at se, om der er områder, hvor vi har normer, som vi ikke tænker over mere.

Lav en liste (eller få en uden for fællesskabet til det). Vurdér hvor meget opmærksomhed du oplever i forhold til de ord, der står (det kan både være positiv eller negativ opmærksomhed). 

Refleksionsspørgsmål:

- Er der noget, der overrasker?

- Er der noget, der burde være mere, mindre eller en anden opmærksomhed omkring? 

- Hvordan ville svarene se ud i en anden kontekst (for eksempel i et andet fællesskab, på sociale medier, i familien).

- Hvordan kan denne indsigt i normer anvendes?

(Lavet med inspiration fra teflontesten i de La Motte Gundersen, M., Smidt, L., & Andersen, K. (2024). Sundheds- og seksualundervisning: En grundbog til læreruddannelsen og SSF i grundskolen. Akademisk Forlag).

Denne artikel er baseret på et seminar, der blev holdt på KFS' Påskelejr 2026.