Bryd brødet

When you have more than you need, build a longer table, not a higher fence.

For nogle år tilbage var søndage de dage, vi stod tidligt op for at lave en stor gryde med morgenmad, købte to bæreposer med brød og hældte sød te på termokander. Alt dette gjorde vi klar for at kunne gå ned i centrum af Addis Ababa, Etiopien, og dele mad ud til gadedrengene. Vi havde fået kontakt med en gruppe, der holdt til i et lyskryds, som vi kaldte Danger, og søndage var den af ugens dage, hvor de havde sværest ved at skaffe mad. For mig har det altid været kontroversielt, at søndage er de dage, folk, der bor på gaden, har sværest ved at finde mad. Søndag – som den dag i ugen, der er fridag, gudstjenestedag, gør noget særligt-dag – er altså også den dag, hvor de svageste i vores samfund har det ekstra svært.

Os, der var sammen om dette, havde ofte diskussionen – nytter det noget? Gør vi dem ikke bare afhængige af os? Hvor længe kan vi fortsætte med at dele brød ud på denne måde? Spørgsmålene var gode at have i baghovedet, for de hjalp os til at sætte tingene i perspektiv og vurdere, om det nu også var det rigtige, vi havde gang i. Nogle dage var svaret, vi gav hinanden, at ”får de ikke mad i dag, så overlever de ikke til i morgen”. Andre dage handlede snakken mere om, hvordan vi kunne finde en mere langsigtet løsning, så drengene kunne blive genforenet med deres familier eller få hjælp til at finde et job og komme væk fra gaden.

Tesfaye – mit håb

Det er nu mange år siden, vi sidst gjorde morgenmad klar, og vi sidst forsøgte at give drengene en ny mulighed og et liv væk fra gaden, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvor drengene er i dag. Kun en af dem har jeg stadig kontakt med – han ringer en gang imellem fra en lånt telefon og spørger til, hvordan jeg har det. Han hedder Tesfaye, hvilket betyder ’mit håb’. Jeg husker, at han allerede dengang var lidt en enspænder og holdt sig lidt på afstand af de andre drenge. Måske fordi han har kæmpet med psykiske problemer, og i perioder vidste vi ikke, hvor han var, men fandt siden ud af, at han havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, nok den mest oversete afdeling i det etiopiske sundhedssystem.

Nogle år senere ringede han en dag til mig fra fængslet. Han havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og nu var han blevet anholdt. Et par år i fængslet gav ham et fast tilholdssted, tag over hovedet og lidt mad hver dag … men nu er han igen tilbage på gaden.

Personligt engagement eller støtte økonomisk?

Årene, hvor jeg frivilligt var med til at hjælpe drengene ved Danger, og hvor jeg har fulgt dem på afstand, har givet en masse overvejelser omkring spørgsmålet: Hvordan hjælper jeg bedst? Er det bedste et personligt engagement, hvor jeg helt praktisk selv deler brød ud og drikker te med drengene? Eller havde det givet bedre resultater, hvis jeg havde givet penge til en gadebørnsorganisation med professionelle socialarbejdere, der faktisk kunne gøre en forskel for disse gutter?

Det med at gøre en forskel og hjælpe andre har altid betydet noget for mig. Tilbage fra min studietid har jeg haft en fastgiverordning, hvor jeg månedligt har indbetalt penge til en hjælpeorganisation. Her fik jeg tildelt et ”fadderbarn”, og mine penge gik til at støtte mad og skolegang for en (dengang) dreng på 7 år. Jeg fik også tilsendt et billede, der hang på køleskabet, men jeg har aldrig mødt ham, og han kender ikke mig.

Til at begynde med modtog jeg årlige breve med beskrivelse af drengens hverdag og skolegang, men de sidste mange år har nyhedsbrevene fra organisationen mere handlet om organisationens generelle arbejde og indsats frem for den dreng, som jeg var blevet ”fadder” til. Jeg har fulgt med i organisationens arbejde og ved, at der bliver gjort en vigtig indsats i lokalområdet for børn og enlige mødre. En vigtig indsats for dem, der deler levevilkår med drengen, hvis billede hang på køleskabet. Men mit eget engagement er begrænset til den månedlige bankoverførsel, der sker automatisk. Med mine personlige erfaringer vil jeg gerne tage fat på spørgsmålet om, hvordan det er bedst at hjælpe. Er eget engagement bedre end at støtte større eller mindre hjælpeorganisationer?

Ikke om vi hjælper, men hvordan vi hjælper bedst

Jeg vil gerne lægge ud med at understrege, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt vi skal hjælpe, men mere tanker om, hvordan vi hjælper bedst. For én ting, som Bibelen lærer os, er, at vi i kærlighed skal hjælpe hinanden. I Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 3, står der: ”Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Verset sætter fokus på, hvad der er vores motivation for at hjælpe, og her er det godt at kigge indad og undersøge hjertets indstilling. Hjælper jeg for at få anerkendelse for det, eller giver jeg, fordi der er et behov? Og vi kan også spørge: Giver jeg frit eller med krav om fortsat at kunne bestemme, til hvad og hvordan pengene skal bruges?

Verset fra Matthæusevangeliet lærer os, at vi skal give i ydmyghed og kærlighed og gøre det, fordi der er et behov, uden forventning om efterfølgende indflydelse eller anerkendelse. Målet med vores gavmildhed er at blive draget tættere ind til Gud og blive mere lig ham; det handler ikke om at skabe et afhængighedsforhold mellem os, som giver, og den anden, som modtager.

Andre ressourcer end bare penge

En anden ting, som jeg også gerne vil understrege, er, at vi har til opgave at være gavmilde ikke bare med vores penge, men også med ressourcer som tid og relationer. I februar 2025 var 22 KFS’ere på besøg i Etiopien, og for flere af dem var mødet med fattigdommen her en overvældende oplevelse. I den forbindelse havde vi inviteret Biruk, der arbejder blandt byens fattigste, til at komme og dele sine erfaringer med os. Biruk gjorde os opmærksomme på, at der findes mange typer fattigdom, og manglen på penge er ikke altid det værste.

For nogle mennesker er det at være fattig på relationer et langt større problem. Og her tror jeg, det er vigtigt, at vi åbner vores øjne for de mennesker, vi deler hverdag med, og ser efter, om der er nogen i vores nærmiljø, der har brug for et medmenneske, der har tid og kan være en ven.

Et længere bord

Så for at vende tilbage til spørgsmålet: ”Er eget engagement bedre end at støtte større eller mindre hjælpeorganisationer?” – så tror jeg, at begge dele er vigtige. Jeg vil gerne opfordre til, at vi gavmildt engagerer os ved at ”bryde brød” og dele ud af vores ressourcer med vores medmennesker.

Samtidig kan hjælpeorganisationerne noget, vi som enkeltpersoner ikke formår. Tager vi de helt store krisesituationer som krigen i Etiopiens Tigray-region fra 2020–2022, hvor mere end 600.000 mennesker mistede livet, og 5,1 millioner mennesker blev drevet på flugt, så kræver det erfaring og god organisationsstruktur at gøre en indsats og nå disse mennesker med den hjælp, de har brug for. Nødhjælp handler lige netop om, at mennesker er i nød og har brug for vores hjælp, og her har vi en mulighed så vel som pligt til at være der for hinanden. Så når vi vælger at give økonomisk til anerkendte organisationer, kan vi være med til at lindre den nød, som de mange har, og bygge et længere bord ud i verden i stedet for at isolere os bag høje mure.

Find resten af Til Tro-magasinet "Brød" her.