At oversætte er evangelisk

Antiokia ved Orontesfloden var på Paulus’ tid Romerrigets tredjestørste by. En pulserende storby med folk og sprog fra hele riget. Her fandt der nogle år efter Jesus’ død og opstandelse et vigtigt, verbalt slagsmål sted, som havde med både evangeliet og bibeloversættelse at gøre.

Det var mellem Peter og Paulus og fandt sted netop i Antiokia, fordi menigheden der havde udviklet sig til en frontløber i kirkens evangelieforkyndelse på græsk for ikke-jøder. Faktisk er det svært at forestille sig kirkens verdenshistorie uden Antiokia. For der var noget, de så klarere i Antiokia end i Jerusalem.

Evangeliet uden eksamen

Vi kender historien fra kapitel 2 i Paulus’ Brev til Galaterne og fra Apostlenes Gerninger kapitel 11-15. Paulus’ version er den mest rødglødende. Han var rasende på nogle af lederne i Jerusalem, der mente, at man ud over forkyndelsen af Jesus som Guds Messias – altså evangeliet – også skulle lære nye ikke-jødiske medlemmer af menighederne at leve efter Moseloven.

Det var nær endt med den første store kirkesplittelse. Men til sidst blev man enige om, at man kan være fuldgyldigt medlem af menigheden, uanset om man er jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde (Galaterbrevet kapitel 3, vers 28).

Evangeliet kunne forkyndes ”uden eksamen”, så at sige. Man skulle ikke leve efter Moselovens bud. Evangeliet kunne deles på tværs af kulturer, og vejen var banet for Paulus’ europamission.

Evangeliet på hverdagssprog

Netop den evangeliske erkendelse er drivkraften bag bibeloversættelse. Hvis man ikke skulle blive jøde for at være kristen, var det heller ikke nødvendigt at lære det ”hellige hebraiske”. Evangeliet kunne altså oversættes.

Faktisk må den første ”bibeloversættelse” have krævet ret meget evangelisk mod. Jeg tænker på den, hvor man oversatte Jesus’ udsagn til græsk. I Antiokia talte man ikke aramæisk eller hebraisk som i Israel, så hvis Paulus og de andre ville fortælle en af Jesus’ lignelser, måtte de først oversætte den.

De første kristne oversatte med andre ord evangeliet til datidens hverdagssprog: den type græsk, der blev talt i gaderne i Romerriget.

Fra græsk til latin

Efterhånden opstod der en hel samling af kristne skrifter på græsk. Fælles for dem alle er, at de er skrevet på datidens talte græsk. Men omkring år 400 var tiderne skiftet, og man talte nu latin i den vestlige del af Romerriget. Derfor blev hele Bibelen oversat til latin.

Også dengang var det en voldsom oplevelse. Hieronymus, der stod for oversættelsen til latin, fik advarsler mod sit forehavende, men hans oversættelse fik kolossal betydning for den katolske kirke og evangeliets udbredelse.

Fra latin til dansk

Op gennem middelalderens Europa holdt kirken fast i sin latinske bibel, selvom latin var blevet de lærdes sprog alene. Dem, der forsøgte med oversættelser til hverdagssprog, betalte ofte en høj pris. 

William Tyndale blev i 1536 brændt på bålet for sin engelske oversættelse, mens Martin Luther var mere heldig. Skjult på en borg oversatte han i løbet af bare ti måneder hele Det Nye Testamente.

Den oversættelse fik varig betydning for tysk sprog og kultur. Luther gjorde alt, hvad han kunne, for at gøre sin oversættelse forståelig. Han lyttede til husmorens tysk, til slagterens ordvalg og til snakken på torvet – og så oversatte han til et forståeligt sprog … for evangeliets skyld.

Da den lutherske tro kom til Danmark, måtte man naturligvis også have en dansk bibel. Den første samlede bibeloversættelse på dansk kom i 1550. Og ligesom Luthers bibel fik stor betydning i Tyskland, fik den danske udgave umålelig betydning for dansk sprog og almindelige menneskers kendskab til den kristne tro.

Siden reformationen er der trykt mange danske bibler, og vi har også haft vores egen lille bibelkrig mellem Luthers oversættelsestradition for almindelige mennesker og en anden oversættelsestradition, hvor det danske sprog i højere grad skulle tilpasses de bibelske grundsprog, selvom det gik ud over forståeligheden.

Fra 1992-dansk til 2036-dansk

Og nu er vi så ved det igen. At oversætte Bibelen. Vi regner først med at være færdige i 2036, som meget passende er 500-årsjubilæet for reformationens indførelse i Danmark.

Vi kan allerede nu med sikkerhed sige, at det også vil føre til en krig om, hvad vi skal vægte: Bibelens originale ordlyd eller et godt og nutidigt dansk. 

Nogle gange bruges der for eksempel billedsprog, der ved en direkte oversættelse næsten bliver komisk. Et eksempel på det finder vi i Markusevangeliet kapitel 12, vers 40. Her kritiserer Jesus de skriftkloge med et udsagn, der tidligere blev oversat med: ”De opæder enkers huse” (Bibelen 1907). 

I 1992 forsøgte man at gøre de skriftkloges appetit på ”mursten” lidt mindre: ”De æder enker ud af huset”. 

Vi foreslår i vores prøveoversættelse til den kommende bibel: ”De svindler sig til enkers ejendom”. Historisk set er det nemlig sandsynligt, at det ikke handlede om, at de skriftlærde åd sig tykke og fede hos enkerne, men at de tog sig godt betalt for juridisk bistand, der ruinerede enkerne.

Her vil en direkte oversættelse være lige så forkert som de mange eksempler på oversatte talemåder på sommerens Coca Cola-dåser. Eller prøv selv at oversætte til engelsk: ”Jeg har sommerfugle i maven”.

For evangeliets skyld

Så der er ”spændende problemer” nok! Men der er heldigvis også energi nok til arbejdet; en energi, som dybest set kommer fra evangeliet med lige linje tilbage til Antiokia. Og det vil sige den forståelse af evangeliet som Guds gave til os i så komplet en forstand, at det ikke kræver en sprogeksamen at forstå det.

En forståelig bibel på et almindeligt sprog, på modersmål, er nemlig dybest set en evangelisk opgave.

Find resten af Til Tro-magasinet "Sandhed" her.