Vi må sanse Gud

”Smag og se, at Herren er god.”
(Salmernes Bog 34, vers 9)

Gud skaber. Hver gang hans ord frembragte, det han havde sagt, så Gud, ”at det var godt”. Da Gud skaber mennesket i 1. Mosebog kapitel 2, placerer han det i Edens have, hvor han lader ”alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem.” (vers 9).

Gud skaber en verden, hvor han gør vores sanser relevante. Vi har en næse, fordi der findes dufte – dem kan vi bruge til at bringe os i forventning om den tærte, som er i ovnen, og endda til at vejlede os om, hvornår den er færdigbagt. Den samme næse kan meddele os, at mælken ikke er lige så frisk, som den var i forgårs, og muligvis kan forårsage lidt maveproblemer ved indtagelse. På samme måde med smagsløg, øjne, ører og følesansen. Verden er skabt for os, og vi for den – vi passer sammen.

Vi er udstyret med fornuft og sanser, og dem må vi få lov til at lege med – både i sandkassen og i forelæsningslokalet. Frygt ikke, når din forelæser går i gang med at benytte fransk postmodernistisk hermeneutik eller undervise i kvantemekanik. Gud er stor nok. Han forsvinder ikke eller bliver mindre ved, at vi overvejer nye ting. Gå ind i nye tanker og overvejelser.

Gud vil gerne gå med os, når vi opdager nyt i hans skaberværk. Det kan dog være, at vi ender i akademiske blindgyder, hvor vi må være ydmyge i de akademiske konklusioner, vi drager. Eller den teoretiske leg er vokset os over hovedet. Da er det vigtigt, at vi ikke går alene med vores tanker. Vi er en del af et større fællesskab, som vi gerne må invitere ind i vores overvejelser. Og alle dens konsekvenser. Nogle gange er en pause fra grublerierne på sin plads. Ligesom vi nogle gange havde brug for en pause fra legekammeraten, efter at han havde trampet sandslottet i stykker.

Vi må trække vejret og hvile i, at Gud stadig har sin hånd under os. Der er ingen grund til at forkaste Gud, blot fordi vi fik defineret ham for lille i første eller anden omgang.

Meget teologi er blevet udtænkt i fornuften, og det er på mange måder godt. Vi kan læse og forstå og forsøge at forklare sammenhænge i Guds ord. Hvordan han relaterer til os, og vi til ham. Det er super! Men, hvis det er den eneste måde, vi eksisterer og relaterer som mennesker, så har vi afkortet os fra en del af Guds skaberværk.

”Smag og se, at Herren er god.”

Med afsæt i, at Gud har skabt denne verden og sagt, den er god, har vi invitationen til at være i skaberværket, som vi er; med hud og hår. Nyde naturens symfoni, fuglefløjt, solopgange, havets brusen, duften af regnvåd asfalt, nyklippet græs og synet af den falmende skov.

Med andre ord; Gud lod sig inkarnere og bekræftede derved skabningens værdi. Jesus talte, så og rørte for at møde sin skabning, der hvor det var. Han valgte at komme helt tæt på os med sanserne. Vi er værd at dø for, så vi blandt andet kan sanse Gud og hans skaberværk i en evighed.

Find flere Til Tro-andagter her.