Når jeg synder, må jeg sige Gud tak

“Den, der vil skjule sine overtrædelser, går det ikke godt, men den, der bekender dem og holder op med dem, finder barmhjertighed.”

(Ordsprogenes Bog kapitel 28, vers 13)

Da jeg var barn, kunne jeg godt være meget distræt. Og når jeg for eksempel havde smidt min cykelnøgle væk for tyvende gang, sagde min mor tit til mig: “Du er jo ligeglad.” 

Det tror jeg også, jeg udstrålede. Måske blev jeg sur på dem, fordi de blev sure på mig. Måske bagatelliserede jeg min opførsel eller undskyldte den med dårlige forklaringer. Uanset hvad flyttede jeg selv fokus væk fra den grundlæggende misforståelse: At jeg ikke var ligeglad.

Jeg havde ofte oplevelsen af at være havnet midt i mine omstændigheder. Midt i virkeligheden, hvor nøglerne var væk. Og så undgik jeg konfrontationen så længe som muligt, selvom jeg faktisk fortrød inderligt, at jeg igen smed mine nøgler væk. Derfor kunne de tolke det sådan, at jeg bare var ligeglad.

Hvorfor sagde jeg ikke bare, hvordan det faktisk var?

Måske fordi jeg allerede dengang havde bildt mig selv ind, at det sted, hvor jeg var mest forkert, var et sted, jeg måtte stå alene.

Det mønster genkender jeg i mit voksenliv. Nogle gange gemmer jeg på synden i mit liv, fordi jeg lever i en illusion om, at jeg dybest set er alene med den. Så har jeg den for mig selv – og hader mig selv for det.

Det er min egen form for retfærdiggørelse: at jeg behandler mig selv dårligt, proportionalt med min synd. Som om selvhadet kan fungere som bod. Som om smerten i sig selv kan genoprette noget.

Men det er netop her, nåden begynder at gøre modstand i mig. 

Svend Åge Jakobsen, tidligere underviser på Luthersk Missions Højskole, har sat ord på noget, jeg selv har haft svært ved at formulere: Når jeg synder, må jeg sige Gud tak. Ikke fordi synden er ligegyldig, men fordi Jesus ikke er for fin til at stå ved siden af en synder. 

Så når mine nederlag står mig til halsen, kan jeg sige tak. Svend Åge siger: “Lad være med at gå til i din uduelighed, for du er gjort duelig af Jesus.”

Men hvis jeg ikke tør lukke ham ind i det, hvis jeg insisterer på at være alene i min uduelighed, så misforstår jeg den kærlighed, han møder mig med. Så stiller jeg mig under dommen, i stedet for at stille mig under nåden 

Måske er noget af det mest snedige ved selvhad, at det kan forklæde sig som ansvarlighed. Som alvor. Som fromhed endda. “Jeg fortjener ikke nåde endnu.” Men selvhadet er ikke ydmyghed. Det er kontrol. Det er et forsøg på selv at afregne det, som allerede er betalt. 

Bibelen siger, at vi som mennesker i dette liv kan stille os to steder. Stiller vi os under Guds nåde eller Guds dom?

Find flere Til Tro-andagter her.