En latterlig Gud

(1. Mosebog, kapitel 18)

Måske kender du det. Der bliver sagt noget helt hen i vejret. Det er sjovt, du griner. Men det gør den anden ikke. Du ser alvoren i den andens øjne. Det går op for dig, at det ikke var for sjov. Du mærker sveden pible frem, rødmen stiger til kinderne, hvor er det pinligt! 

En gammel kvinde oplevede det. Hun var 90 og kunne ikke få børn. Hun var gift med en 100-årig mand, der havde fået et løfte af Gud, 25 år forinden. Et løfte om, at han skulle få enormt mange efterkommere. Flere end du kan tælle. Men der var et lille problem: den gamle kvinde kunne ikke få børn.

25 år er lang tid. Jeg er selv 25. Tænk at have fået et løfte af Gud. Tænk, at løftet vil opfylde en af dine største længsler – for Sara: at få et barn. Tænk dig optimismen i de første år. Tænk på den dybeste skuffelse, da hun opdagede, at hun stadig ikke kunne få børn. Hun mistede troen på, at løftet skulle opfyldes gennem hende. Måske havde hun svært ved at tro på, at Gud så hende?

25 år senere kom tre mænd forbi den lejr, hvor det gamle par, Sara og Abraham, boede. Det var i ørkenen, og det var virkelig varmt den dag. Den 100-åriges helbred og overskud var nok ikke bedre end de flestes. Alligevel mødte han gæsterne på en særlig måde. Gamle mænd på 100 år løber ikke. Specielt ikke dengang. Specielt ikke på den varmeste tid af dagen. Men det gjorde han. Han løb efter hjælpende hænder og fik arrangeret et festmåltid til de fremmede gæster. 

Der var dog noget mærkeligt over gæsterne. Mens de spiser, spørger de efter Sara – som de vel at mærke ikke kender!! Så sker der noget endnu mere mærkværdigt. En af mændene siger, at Sara om et år har født en søn!? Sara stod og lyttede på afstand, grinte for sig selv og tænkte, at det ikke gav meget mening, at en kvinde på 90 år, der aldrig havde kunnet få børn, skulle få et barn nu. Så hun lo. 

Det var for godt til at være sandt. Hvordan skulle man kunne andet end at grine? Sara kendte ikke engang den mand, der sagde det. Mon han vidste, at hun havde prøvet og prøvet og ønsket sig et barn i så forfærdeligt mange år? Det var ikke fysisk muligt – hun kunne ikke andet end at grine. 

Men så går det op for Sara, at det ikke bare er nogle almindelige mænd. Hun står overfor Gud. En Gud, der har set hende. Hun brød i hvert fald pludseligt ind i en samtale, hun ellers ikke var en del af og løj. Hun hævdede, at hun ikke havde grint. Fordi hun blev bange. Det var gået op for hende, at hendes latter var upassende.

Et år senere fødte hun en søn. 

Gud greb ind og gjorde det umulige. Sønnen skulle hedde Isak, som betyder ’han griner’. En evig påmindelse om, at Gud gjorde det umulige. 

Hvordan skal man reagere, når man får at vide, at hele universet har en skaber? At han tilmed er kommet til jorden for at give evigt liv til mennesker, som egentligt ikke vil have så meget med ham at gøre. At han endog gennemgik mere lidelse end de fleste for at frelse dem. Og at han gjorde det – af den ene grund, at han elsker dem. At han ønsker at være sammen med dem?

Guds gerninger er vanvittige. De er umulige. Ja faktisk utænkelige. 

Jeg blamer dig ikke, hvis du griner. 

Find flere Til Tro-andagter her.