Efter KFS

På vej hjem i bussen fra hovedstaden sad min søde kone og havde sin sædvanlige kontortid, mens jeg sad fordybet i en bog. For hende er det det mest oplagte tidspunkt at tjekke sine beskeder og ikke mindst forsøge at besvare dem. Nogle beskeder er så gamle, at et svar er unødvendigt. Det er ganske enkelt for sent. Andre beskeder tilhører nutiden, og der kom et, efterhånden genkendeligt, sæt i hende, da hun læste beskeden på Messenger: ”Jeg vil blot minde dig om, at du har deadline på din Til Tro-artikel om en uge”. Slet ikke en dum besked at få læst, tænkte jeg med et overbærende smil på læben.

Jeg mærkede med det samme på hende, at den artikel ikke var medtænkt i den kommende uges ret hektiske program. Men så sker det vilde. Lige så hurtigt hendes humør var sunket, steg det igen, da hun med en lidt påtaget alvorlig mine begyndte en peptalk om, hvor meget godt jeg faktisk kunne skrive om i sådan en kronik. Hvor utroligt meget vigtigt jeg havde på hjerte. Peptalken endte ud i det forudsigelige spørgsmål, som hun sendte afsted med det sødeste smil, hun kunne fremtvinge, uden samtidig at afsløre, at hun dybest set var på spanden: ”Johannes, vil du skrive en kronik i Til Tro for mig?”

”Det ved jeg ikke lige,” svarede jeg og forsøgte med min mimik ikke at love noget som helst. Men på den anden side. Hvorfor ikke? Jeg er dansklærer og kan sådan set godt lide at skrive, selvom tiden nok oftere bruges på at rette tekster end på at producere dem.

Jeg har været en del af Aarhus KFS i omtrent fem år og husker tilbage på årene inklusiv de skønne lejre med stor taknemmelighed. Men nu er tiden en anden for mig, og jeg er nok ikke længere KFS’ primære målgruppe, da jeg ikke længere er studerende. Men et eller andet sted har jeg nogle gange savnet en anledning til at sige tak til KFS og måske endnu mere dele lidt ud af det, man står tilbage med, når man ikke længere er en aktiv del af KFS, men har fundet sig godt til rette på en arbejdsplads.

For er KFS bare noget, man er i fem år for så, med en færdiggjort uddannelse i hånden, at sige ”pænt tak for nu, det var godt, så længe det varede”? Ja, det er det sådan set på mange måder. Og så alligevel ikke helt. For det er jo sådan, at det foreningsarbejde, de mennesker og fællesskaber, vi engagerer os i, sætter aftryk i os. Om vi vil det eller ej. Nogle dybe, andre overfladiske, nogle gode, andre dårlige. 

For mig har mine fem år som aktiv KFS’er haft stor betydning for min tro og i særdeleshed for, hvor åben jeg er omkring min tro over for mennesker, jeg ikke kender så godt. Den åbenhed og det sprog, jeg fik, for det at tale om tro, tog jeg, da jeg var i det, fuldstændig for givet. Når man tirsdag efter tirsdag mødes i Studenterhuset til alle mulige spændende og udfordrende oplæg om troens mange facetter, for efterfølgende at valfarte ned i studenterbaren og diskutere videre over en frisk krydret IPA, ender man unægteligt med at blive formet godt og grundigt af det hele.

Og den formning forsvinder sjovt nok ikke i det øjeblik, man består sin sidste eksamen. Den varer ved ind i det arbejdsliv, man kaster sig ud i. Her ville det så have været fedt, hvis jeg kunne skrive et eller andet med, at jeg var endt på en sekulær arbejdsplads og havde startet diverse bibelstudiegrupper med mine søde agnostiske kollegaer. Det er ikke helt tilfældet. Jeg er endt på det, man kan kalde en kristen arbejdsplads, hvor jeg ligefrem får penge for at holde en andagt. Måske ikke så KFS-agtigt.

Men alligevel oplever jeg, at jeg dagligt trækker på en masse rigdom fra min tid i KFS. For KFS var for mig et sted, hvor jeg hentede en masse solid forkyndelse fra tirsdagsmøderne og fra lejrene. En masse forkyndelse, som dengang gav mig et godt fundament rent åndeligt, og som jeg tror, jeg resten af mit liv kommer til at bygge videre på. For nogle lyder det måske ret banalt og selvfølgeligt.

Men når jeg nu står på den anden side af en aktiv KFS-hverdag og ikke har tiden til at engagere mig i alle mulige forskellige udvalg, møde op til morgenbøn med friskbagte boller, arrangere KFS-julegudstjeneste for studerende osv., går det virkelig op for mig, hvor sjovt det var, og hvor meget værdifuldt jeg tog med derfra. Og her har jeg ikke engang nævnt alle de venskaber og bekendtskaber, som KFS-tiden har givet mig i overflod, og som heldigvis heller ikke stopper efter studietiden. 

Så når KFS for mig på mange måder er et afsluttet kapitel, lever det alligevel videre i den forstand, at jeg lærte at tale om min tro på en forståelig og ikke-indspist måde. Uanset hvilken arbejdsplads man træder ind i efterfølgende, vil jeg mene, at den læring er meget brugbar. 

Men hvad, jeg sådan set tror, er endnu vigtigere, er forkyndelsen til den personlige omvendelse, som jeg især oplevede fyldte meget på lejrene. Havde denne del ikke været med, var frimodigheden til at tale åbent om min tro nok blevet lidt hul.

På mange måder var det en stor forkælelse at være en del af KFS-fællesskabet, som jeg under mange studerende at træde ind i. Båd af grunde, jeg allerede har nævnt, og sådan set også fordi fællesskabet med andre mennesker kan være et svar på den enorme udfordring med ensomhed blandt unge studerende, som, jeg ved, desværre stadigvæk er aktuel.

Ja, så når jeg står på den anden side af KFS, ser jeg med stor taknemmelighed tilbage på det, jeg fik. Både for det, det var, og for de spor, det har sat i mig.

Så kære KFS’er. Nyd KFS- og studietiden og dine muligheder for at fedte dig ind i alt muligt forskelligt frivilligt meningsfuldt arbejde. For mig har arbejdslivet på den anden side været mindst lige så sjovt og meningsfuldt, men nogle gange kan jeg godt savne fx at mødes en tidlig mørk morgen i en mikroskopisk lejlighed, propfyldt af KFS’ere og nybagte boller, for at dele liv og Guds ord inden første forelæsning starter.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.