Der er altid mere

”Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte”

(Lukasevangeliet kapitel 2, vers 6-7)

Hvor mange gange tror du, at du har hørt juleevangeliet?

Hvis du er, som folk er flest i Danmark, har du hørt det mindst lige så mange gange, som du har levet år. Hver jul, tilsat de gange i løbet af året, hvor man kan risikere at blive udsat for Det Nye Testamente, mere specifikt begyndelsen på Lukasevangeliet.

Jeg kan næsten teksten i søvne. Du ved, ”og det skete i de dage … Augustus … Kvirinius … Nazaret … Betlehem,” alt det der. Lidt af en historie- og geografilektion. I hvert fald i mit meget selektive resumé.

På den ene side giver det jo god mening, at vi læser om Jesu fødsel, når vi til jul fejrer den. Alligevel har det naget mig, hvorfor vi altid skal læse det samme afsnit i den samme bibelske bog.

Hvad med fortællingen om de vise mænd, som står i Matthæusevangeliet? Med guld, røgelse, myrra og det hele. Hvad med den mere poetiske beskrivelse, som findes i Johannesevangeliet? Dér, hvor ordet bliver kød og tager bolig iblandt os.

Egentlig kunne vi trække min kritik op på det helt store plan: Hvorfor skal vi blive ved med at høre de bibeltekster, som vi har hørt så mange gange før? Hvorfor blive ved med at bruge tid på Bibelen?

Her kommer min første pointe, som jeg fik serveret af min præst for nogle år siden. Pointen er, at teksten godt nok er den samme, men det er vi ikke. Derfor er der mere at sige.

Teksten er uændret, men jeg har måske levet et helt år mere, siden jeg sidst hørte ordene. Derfor kan det være, at den samme gamle tekst kan sige mig noget nyt. Det er egentlig en rimelig tilforladelig pointe. At tiden går.

Men der er også en anden, mere teologisk pointe, som er en naturlig konsekvens af, hvad jeg tror, Bibelen er for en bog. For jeg tror, at Bibelen er Guds levende ord. Derfor tror jeg, at der altid er mere at komme efter i Bibelen. Vi bliver kort sagt aldrig færdige med den.

Det betyder ikke, at Bibelen er som en mørk og utilgængelig hule, hvor ingenting hænger sammen eller er til at finde ud af. Mere på den måde, at Bibelen er som et dybt, azurblåt hav, hvor der altid er mere at udforske.

Hvis vi har fanget, at Jesus er Guds søn, at han blev født i Betlehem og svøbt af sin mor Maria, og at han er den, der redder os fra vores altomfattende problem, som Bibelen kalder synd, så har vi ramt Bibelens centrum. Men min anden pointe er, at Bibelen altid har mere at sige, både om Jesus og alt muligt andet.

Så hvorfor læser vi igen den samme bibeltekst? Hvorfor bliver KFS ved med at holde lejre, hvor studerende i alle aldre samles for at grave dybt i gamle tekster?

For det første, fordi der er sket noget med os siden sidst, som Bibelen kan sige noget om. Og for det andet, fordi der altid er mere at komme efter i Guds Ord.

Find flere Til Tro-andagter her.

Denne andagt udgives som optakt til Discipeltræf 2026.