Der er altid et men…

Det danske sprog er noget, mange af os er vokset op med. Et sprog fyldt med masser af ord. Måske tænker vi ikke så meget på, hvad vores sprog gør ved os.

Lad os tage fat i ordet ”men”. Det er et ord, som indleder kontrast: ”Du er rask, men…, Du er klog, men…, Du er dødelig syg, men…” Det, som går forud for dette lille ord ”men”, får en ny betydning. På samme måde ser vi det i et ord fra Bibelen, som starter med et men. I Esajas bog kapitel 43 det første vers står der skrevet således:

”Men nu siger HERREN, 

han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: 

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, 

jeg kalder dig ved navn, du er min.”

Dette men kommer som en kontrast til Guds dom forinden. Folket var ulydigt. De adlød ikke Gud. Det fik den konsekvens, at Gud sendte sin glødende vrede og vold mod dem. Men! Hvad udløser sådan et stort men? Sådan en stor kontrast?

Vi kan kun forstå dette, men, når vi ser, hvem HERREN er. Han er den, som skabte himlen og jorden. Han har skabt dig og mig. Ikke nok med det, Han har løskøbt dig og mig. Løskøbt os fra døden og den evige fortabelse.

Hvordan det? Gud elskede verden så højt, at Han sendte sin egen søn, Jesus Kristus, til verden med det formål at give sin søn som det ultimative offer og betaling for vores synd. Det ultimative bevis på hans kærlighed og betalingen for vores løsladelse og frisættelse fra synd og død.

Gud kalder dig ved navn. Det skete helt konkret ved din dåb, hvor du fik Faderens og Sønnens og Helligåndens navn udråbt over dig, og du blev hans. En konkret ny virkelighed, der har fået den betydning, at du og jeg har fået fællesskab med Jesus, Gud selv. En enhed, et hele, som du bliver en del af. Selv i en verden fyldt med ondskab, lidelse og synd. Selv dér er vi en del af fællesskabet med Jesus. 

Det kan også siges på denne måde: Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! (Andet Korintherbrev kapitel 5, vers 17) Her er der ingen men, ikke nogen kontrast, der kommer senere. Hvordan kan det gå til?

Det handler ikke om, hvordan, men om hvem, der handler. Det er selve HERREN vores Gud, Jesus Kristus vores frelser, som kalder dig og mig for sin, og derfor skal vi ikke frygte, ikke nu, ej heller i fremtiden eller i evigheden.

Gud har lovet os sin frelse. Det kan vi regne med, fordi det er Guds ansvar. Han har begyndt sin gode gerning i os og lovet, at han vil fuldføre sin gerning indtil den dag, Jesus kommer igen (Filemonbrevet kapitel 1, vers 6). Vi kan tage ham på ordet, når han siger: Han har løskøbt dig og mig og gjort al ting vel.

”Men nu siger HERREN, 

han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: 

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, 

jeg kalder dig ved navn, du er min.”

Find flere Til Tro-andagter her.