Skriftemålet bliver afmystificeret – men vi skal også have lidt tillid

Jeg har ofte stået med skyldfølelse, mere eller mindre konkret, og som kristen har det ikke altid været ligetil at tænke, at ”Gud jo har tilgivet mig.” Skyldfølelsen kan nemlig lamme, den kan blive ved med at komme tilbage, og den kan påvirke de valg, vi træffer på mange forskellige måder. Noget, der har hjulpet mig lidt, har været at indrømme nogle af mine fejl. Både når det har været små ting, som jeg godt kunne fortælle, og store ting, som jeg ikke kunne sætte ord på, fordi de var for skamfulde. Men meget sjældent har jeg tænkt på skriftemålet som en mulighed for at slippe nogle af de ting, der har fyldt i min samvittighed. For hvad skal vi lige tænke om det at skrifte i 2026? Måske er det lettere at forholde os til, hvis vi ser lidt mere jordnært på det.

Det er, hvad vi kan få lidt hjælp til, i Flemming Baatz Kristensens bog Befriet til at leve. Bogen tager os gennem forskellig brug af skriftemålet og forskellige menneskers oplevelse med skriftemålet. Og det er mange forskellige mennesker! Lige fra studerende til ældre, fra nykristne til præster. Dermed kan bogen læses af alle, for du finder let et identifikationspunkt. Til gengæld opstår der senere nogle snakke, hvor det er mere uklart, hvor argumenterne kommer fra. For eksempel på side 85, når vi får at vide, hvad pointen i hvert fald ikke er med Jesu ord om bespottelse af Helligånden. Det er forståeligt nok, at bogen ikke kan nå at dykke ned i alt, men det bliver dens svage side, at nogle ting ikke får et solidt nok argument under sig, og at vi må stole på den præsenterede tolkning mere blindt.

Baatz udstråler dog en stor begejstring for skriftemålets potentiale og kan tale fra begge sider af skriftemålet – både som den, der lytter til et andet menneskes syndsbekendelse og får lov at fortælle dem, at de er tilgivet i kraft af Jesu død på korset, og som den, som bekender sin egen synd, og får lov at høre de befriende ord om, at skylden ikke skal tynge og ødelægge længere. Det er også mange af disse detaljer, bogen egentlig bruger mest tid på, og man mærker et tydeligt terapeutisk hensyn. Til sidst følger så nogle mere konkrete detaljer om skriftemålet som praksis, som måske kan gøre det mindre skræmmende. 

Biskop Steen Skovsgaard citeres i bogen: ”At skrifte er en øvelse i ydmyghed, hvor man tør være magtesløs, svag og kunne hvile fast i overbevisningen om, at Gud er særlig nær i magtesløsheden” (s. 23). Det gjorde indtryk på mig, for øvelser i ydmyghed er udfordrende, men sunde. Jeg ved, at jeg har brug for at gå derhen, hvor jeg kan se, at jeg er svag og magtesløs, for ellers kan jeg næppe få øje på mit behov for Gud. Det kan være, jeg skal udfordre min egen stolthed og en dag tage mod til mig og gå til skriftemål på baggrund af bogens anbefaling. Det ville i hvert fald ikke skade!

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Brød”.