4

Søg

Med graveske og pensel i israelitternes fodspor

Har du nogensinde overvejet, om de ting, vi kan læse om i oldtidsskrifter, også kan bekræftes af arkæologien? Er der spor efter Moses’ udvandring af Egypten eller belejringen af Jeriko? Er der tegn på, at David var mere end blot en beduinhøvding, og kunne Abraham have tamme kameler 2000 år f.kr.? Lektor og arkæologi-entusiast, Carsten Vang, tager os med på udforskning af nye fund og gamle genstande.

Af Carsten Vang, Tidligere lektor i Det Gamle Testamente på Menighedsfakultetet,

11. jun. 2024

8 min. læsning

Hvor troværdig er Bibelen egentlig, når vi læser den ud fra de arkæologiske fund? Her er det vigtigt at være opmærksom på de begrænsninger, som arkæologien er underlagt. Arkæologien kan ikke bekræfte alt, hvad Bibelen fortæller os, ligesom den heller ikke kan bekræfte al den information, som vi finder i andre antikke tekster.
Arkæologien har til opgave at finde, at udgrave og at tolke den lille smule, som mennesker ikke har destrueret gennem årene. Vi mennesker har det med at brænde eller ødelægge ting, som er blevet slidte, eller som opleves gammeldags. Sådan gjorde man også i antikken. Rigtig meget af det, som kunne have givet os vigtig information om fortiden, har folk dengang selv ødelagt. Dertil kommer, at fjendtlige hære på gennemmarch ofte brændte byerne ned. Så megen vigtig information er gået tabt.
Desuden ligger der en alvorlig begrænsning i det forhold, at i Mellemøsten bliver meget fundet tilfældigt af almindelige mennesker, som ikke orienterer myndighederne om fundet, men sælger det til antikvitetshandlere. Det betyder, at genstanden bliver totalt løsrevet fra sin arkæologiske kontekst. Ingen ved, hvor den blev fundet. Det er et stort problem i de arabiske lande.


Dødehavsrullerne
Dødehavsteksterne blev fundet ved et rent tilfælde i nogle huler nede ved Dødehavet mellem 1947 og 1956. Da fik man kendskab til en ekstrem lovtro jødisk menighed fra Jesu tid, som holdt til i den ugæstfrie ørken ned mod Det Døde Hav, den store saltsø, som Jordanfloden løber ud i, og som ligger mellem staten Jordan og Israel. Men da man fik alle menighedens tekster samlet, opdagede man, at ca. 25 % af de godt 900 tekster var håndskrifter til Det Gamle Testamente (GT). Det viste sig, at den hebraiske tekst bag GT er langt mere troværdig, end man hidtil havde troet. Fundene i hulerne ved Dødehavet har givet os bibeltekster til GT, som for de ældstes vedkommende går tilbage til det 2. og 3. årh. før Kr. Det har smittet af på den bibeloversættelse, som vi fik i 1992. For GTs vedkommende retter den meget mindre i teksten, end den ældre danske Bibel gjorde.


Arkæologien har til opgave at finde, at udgrave og at tolke den lille smule, som mennesker ikke har destrueret gennem årene.


Beduiner på vandring
Det er vigtigt at forstå arkæologiens begrænsninger. En beduinfamilie på vandring efterlader sig ikke synlige spor, som kan opdages og graves frem flere tusinde år senere. Abraham, Isak og Jakob boede i telte og ikke inde i byerne. Derfor kan man ikke forvente at finde ret meget arkæologisk, der kan bekræfte fortællingen om Abraham og hans tid.
Én ting bliver ofte trukket frem, når det gælder Abraham: at han havde kameler (1. Mosebog kapitel 12, vers 16; kapitel 24, vers 10). De første sikre spor efter tæmmede kameler dukker dog først op i Kana'ans byer i ca. år 1100 f.Kr. Derfor konkluderer mange bibelforskere, at når Abraham, Isak og Jakob siges at have kameler, er det en anakronisme (at noget er forkert placeret i tid). For kamelen blev først tæmmet mange hundrede år senere.

Men her overser man, at kamelen jo er et steppedyr, der blev brugt til de lange transporter gennem ørkenen. Kamelen hørte ikke hjemme i byerne og blev ikke holdt dér. Desuden har man fundet en tegning ridset ind i en klippe ved Aswan i Egypten (ca. 2500 f.Kr. - 400 år før Abrahams tid). Her ser man, hvordan en mand kommer gående og trækker en kamel i snor. Så kamelen har været tæmmet også på Abrahams tid omkring 2000 f.Kr.


Israels udvandring fra Egypten
Den altafgørende begivenhed i GT er, at Gud greb ind og befriede sit folk fra trældommen i Egypten (2. Mosebog kapitel 12, vers 37-38). Ifølge den bibelske kronologi skete det ca. 1445 f.Kr. Finder vi denne hændelse omtalt i de egyptiske kilder? Det gør vi slet ikke.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at egypterne aldrig ville omtale nederlag. Farao er jo guden Amon-Res søn, og han kan per definition ikke lide nederlag. Når farao alligevel løb ind i et nederlag, havde man en dobbelt strategi: Enten tav man om den ydmygende hændelse, eller man fremstillede det som en strålende sejr. Faraos bedrifter blev beskrevet på gravmalerier og på tempelvægge. Derfor er det ganske naturligt, at en så stor begivenhed som udvandringen fra Egypten, hvor størsteparten af slaverne undslipper faraos kontrol, ingen omtale finder i de egyptiske kilder på tempelvægge.
Desuden blev dagligdags forhold som slavers arbejdsforhold altid registreret på papyrusark. Men byen Ramses, hvor israelitterne boede og knoklede, blev hvert år oversvømmet af Nilens vande i 2-3 måneder. Derfor har de omfattende arkæologiske udgravninger af denne by ikke givet os den mindste stump papyrus. Dag-til-dag optegnelserne er simpelthen rådnet væk.

Men omkring 1445 f.Kr. sker der noget højst besynderligt i byen Ramses. Farao Amenhotep II er nytiltrådt som farao. Han siger, at hans far Tutmoses III gjorde det godt som krigsherre. Men han vil gøre det endnu bedre! Efter få års regeringstid organiserer Amenhotep II et felttog op i Kana'an med det ene formål at skaffe sig nye slaver. Han får godt 100.000 slaver med sig, skriver han. Der er ingen antydning i kilderne om, at en pestepidemi eller lignende skulle have ramt byen og decimeret kongens hold af slaver.
Desuden sker der det højst forbløffende, at farao opgiver den store by Ramses med alle dens militære anlæg og flytter sydpå. Paladset i byen forfalder og bliver til begravelsesplads for hunde og æsler. Farao er militært set helt passiv i resten af sin regeringstid. Hvad er der sket i byen, siden farao ikke længere vil bo der, og siden han ikke engagerer sig i militære felttog, trods hans ungdoms praleri med at ville overgå sin far? Det er tankevækkende, at det tidsmæssigt falder sammen med, at israelitterne og mange andre slaver forlader byen for at drage mod Kana'an.

Derfor er der gode grunde til, at de egyptiske kilder er helt tavse om udvandringen. Samtidig er det tydeligt, at der sket noget i byen Ramses, som gør, at farao ikke vil opholde sig der længere til trods for, at byen stadig lå strategisk godt for militære felttog op i Kana'an.


Israels indvandring i Kana'an
Den første by, som israelitterne erobrer i Kana'an, er Jeriko (Josvabogen, kap. 6). Ud fra de fundne potteskår er det tydeligt, at Jeriko bliver brændt ned ca. 1400 f.Kr. Fundet af den dobbeltfarvede keramik (bicrome-ware) i ødelæggelseslaget tilsiger, at nu er vi i perioden efter 1450 f.Kr.

Jeriko blev brændt ned efter en meget kortvarig belejring om foråret, hvilket kan ses på, at byens bugnende forrådslagre af korn var helt intakte, da byen faldt. Højst usædvanligt er det, at de, der brændte byen ned efter erobringen, ikke har plyndret kornet. I hvert eneste hus, som er udgravet, finder man fyldte krukker med korn, hvor de øverste ti cm er brændte. Dette svarer præcist til informationen i Josvabogen kap. 6, v. 24: "Men byen brændte de ned med alt, hvad der var i den; kun sølvet og guldet og tingene af bronze og jern lagde de i skatkammeret i Herrens tempel" (min fremhævelse). Det eneste, som israelitterne tager med sig, er genstande af guld, sølv, kobber og jern. Resten går op i flammer, inkl. forrådskrukkerne med korn.


Jeriko blev brændt ned efter en meget kortvarig belejring om foråret, hvilket kan ses på, at byens bugnende forrådslagre af korn var helt intakte, da byen faldt.


Ca. 1200 f.Kr. dukker over 300 helt nye landsbyer op i bjergområderne i Kana'an. Disse nye landsbyer er ikke kana'anæiske. For det første er der ingen svineknogler i
lagene. Mens kana'anæerne mæskede sig i svin, og der er tusindvis af svineknogler overalt i de kana'anæiske byer, har disse nye landsbyers indbyggere helt undgået svinekød.
For det andet har landsbyerne en meget enkel keramik. Mens de kana'anæiske byer har krukker og potter med omfattende udsmykning og dekorationer, er keramikken i landsbyerne meget enkel. Så her har vi formentlig de første arkæologiske spor efter, at Israels folk er kommet ind udefra.


David og hans tid
I bibelforskningen har det længe været på mode at hævde, at Bibelens beretning om David og hans erobringer er vildt overdrevne. David har ikke været andet end leder for en gruppe beduiner. Denne tolkning blev fuldstændig punkteret, da en arkæolog tilfældigvis stod på det rette sted i ruinerne efter den bibelske by Dan, allernordligst i Israel. Da solen var ved at gå ned, ramte dens stråler en sten, som i mange år havde været udgravet. Pludselig anede hun skrifttegn på stenen, som ingen havde bemærket tidligere. Det viste sig at være en inskription, som en aramæisk konge havde opstillet i Dan, efter at han havde erobret byen. Denne inskription nævner Juda Rige (Sydriget) som "Davids hus". Pludselig blev det klart for de fleste, at David faktisk var grundlægger af et rige.
Så vigtige arkæologiske fund sker undertiden ved et rent tilfælde.


Vigtige arkæologiske fund skerundertiden ved et rent tilfælde.


Konklusion
Arkæologiens særlige væsen, hvor man kun kan udforske det, som rent faktisk ligger i jorden, gør, at der er meget i Bibelen, som ikke kan bekræftes direkte. Men arkæologiens vigtigste bidrag er, at den belyser folks levevis og livsforhold. Her er der mere og mere, som indirekte bekræfter og belyser Bibelens udsagn.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Søg”.


Køb bogen "Når sten og potteskår fortæller" af Carsten Vang her

Udforsk mere

Find mere indhold

5. dec. 2023

3 min. læsning

Fortvivlelsens modgift

Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund

5. dec. 2023

7 min. læsning

Skabt i algoritmens billede

Er dine forventninger dine egne? Siden 00’erne har sociale mediers øgede tilstedeværelse præget os. De seneste år er bagsiden af disse mediers forretningsmodel blevet tydelig. Datalogistuderende Jeppe Fræhr Linderød tager os med ind i en verden af data og algoritmer, når han undersøger, hvordan sociale medier påvirker os, og hvad vores modsvar kan være.

Af Jeppe Fræhr Linderød

26. mar. 2026

3 min. læsning

Bibelbaseret roman kan udvide vores forståelse for teksten, men ikke stå alene

Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

11. mar. 2024

8 min. læsning

Ytringsfriheden giver ikke carte blanche til at krænke andre

Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.

Af Nikolaj Nørgaard Bach

5. jun. 2023

6 min. læsning

DEBAT 1/2: For frimenighed

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Peter Leif Mostrup Hansen

5. dec. 2023

6 min. læsning

Distancerer vi os fra verden, hvis vi håber på Jesus?

På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.

Af Søren Aalbæk Rønn

5. jun. 2023

3 min. læsning

Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

26. mar. 2026

4 min. læsning

Hellere eje end leje?

I seneste nummer af Til Tro (#4 2025, ”Overflod”) skrev Niels Nymann Eriksen artiklen ”Hellere leje end eje”. Vi har efterfølgende modtaget følgende kommentar.

Af Søren Toft-Jensen

11. mar. 2024

3 min. læsning

Når nogen skal tilgives, er begge parter ofre

Cancel culture er ikke vejen frem, siger Keller, der i stedet peger på ’forsoningens vej’.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

5. jun. 2023

3 min. læsning

Kan man være religiøs ateist?

Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00'ernes militante ateisme.

Af Emil Børty Nielsen

6. okt. 2023

3 min. læsning

'You can be anything'

Signe er hverken blevet filmanmelder, nobelprismodtager eller operasanger i løbet af sommeren, men tænker her videre over sommerens pinke hot topic: Barbie! For er vi virkelig skabt til at blive ’anything’, som Barbie dukkerne så stolt proklamerer? Eller har Bibelen en anden fortælling?

Af Signe Oehlenschläger Petersen

19. mar. 2026

5 min. læsning

Hvorfor prise Herren?

For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?

Af Mads Due