Magten til at tilgive – eller give igen

”Trøstekvinderne” – sådan blev de op mod 200.000 unge koreanske kvinder kaldt, som under Anden Verdenskrig blev tvangsprostitueret og gjort til sexslaver for japanske soldater. I 2015 gav den daværende japanske premierminister, Shinzo Abe, en officiel undskyldning for overgrebene. Sammen med undskyldningen fulgte en erstatning på en milliard yen (omkring 50 millioner danske kroner), som skulle udbetales til de overlevende kvinder.

Men blot tre uger senere gik Abe ud og sagde, at der aldrig var blevet fundet nogen dokumentation for, at kvinderne blev tvunget. Dybest set trak han undskyldningen tilbage. Det, der kunne have lettet ofrene fra skam og skyld, endte i stedet med at fastholde dem i smerten. Og det, der kunne have bragt japanere og sydkoreanere tættere på forsoning, brast.

”En officiel undskyldning er en udtalelse givet på vegne af en kollektiv enhed (for eksempel en regering eller en stat), hvor den tager ansvar for og undskylder en handling eller politik, der ofte ligger tilbage i tid.” Sådan defineres begrebet af Lisa Storm Villadsen, forsker i officielle undskyldninger, på danmarkshistorien.lex.dk.

Jeg har tænkt lidt over det med officielle undskyldninger, både i forbindelse med DR-serien Slave af Danmark og det stigende fokus i medierne på forholdet mellem Grønland og Danmark. Bør Danmark fx sige undskyld for slaveriet på De Vestindiske Øer? 

Der er noget interessant ved officielle undskyldninger, synes jeg. De både ligner og adskiller sig fra de undskyldninger, jeg selv giver eller modtager i mit parforhold eller i venskaber. Netop dén dobbelthed kan måske sætte noget i perspektiv, som også gælder i det nære og personlige.

En officiel undskyldning har ifølge Lisa Storm Villadsen især to vigtige funktioner. For det første at anerkende ofrenes lidelser som uretfærdige og dermed give plads til deres sorg og vrede som noget legitimt. Og for det andet at sende et politisk signal om, at vi som samfund tager ansvar for fortiden og vil handle anderledes i fremtiden.

Et eksempel er Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene. Her var det tydeligt, at undskyldningen gjorde en reel forskel for de berørte, og samtidig blev den et signal til resten af befolkningen om, at det her accepterer vi ikke længere. Vi vil ikke gentage fortidens handlinger. Begge funktioner er helt klart styrker ved gode officielle undskyldninger.

Da Mette Frederiksen undskyldte på vegne af Danmark, kostede det hende ikke noget personligt. Tværtimod blev hun og Danmark rost og fik opbakning (det rejser i sig selv et interessant spørgsmål, som jeg ikke vil reflektere videre over, men blot stille i forbifarten, fordi det provokerer mig – også når jeg vender blikket indad: Kan en undskyldning også være en strategi til at styrke sit image?). Men Mette Frederiksen ’vandt’ ikke kun noget ved at sige undskyld. Det måtte også koste noget. Det kostede penge for staten. Økonomisk erstatning bliver ofte set som beviset på, at en officiel undskyldning er oprigtig. Selvom det, der er blevet gjort, i mange tilfælde ikke kan opvejes med penge, så forventes det, at man i det mindste forsøger at kompensere. Med andre ord: En officiel undskyldning skal kunne mærkes. Den må koste noget.

Men skal det også koste noget for den, der modtager undskyldningen? 

At modtage en undskyldning giver magt. Det giver magt at blive anerkendt som den part, der har lidt uret. Men offerets magt er et tveægget sværd. Den kan misbruges. Til uretfærdige handlinger i retfærdighedens navn. Til at blive i offerrollen og bruge den som moralsk ret til at såre andre, som de selv har såret én. På et mellemmenneskeligt plan: Når man fx føler sig berettiget til at være ubehagelig over for nogen, fordi de tidligere har gjort én ondt. På et statsligt plan: Når en stat fx mener, den har ret til at begå krigsforbrydelser, fordi den selv engang blev ramt af det samme.

Magten kan også bruges til at tilgive. Men det er ikke gratis. Det koster, at man bærer smerten uden at sende den videre. Og uden at hævde sin ret til at få noget ’ud af’ undskyldningen, uden at kræve noget til gengæld. For selvom en god undskyldning rummer et løfte om, at handlingerne ikke gentages, så er det ikke noget, offeret kræver – det er noget, den undskyldende part vælger at give.

Når jeg læser nyheder om krig og konflikt, og når jeg stiller mig selv spørgsmålet, om Danmark fx bør undskylde for slaveriet i Vestindien, så mærker jeg en længsel i mig. Efter en verden, hvor stater ikke blot siger undskyld til hinanden, men også tilgiver hinanden. For jeg tror, det er dér, den ægte forsoning ligger. 

Men det er svært. Svært på et statsligt plan. Svært fordi mange store forbrydelser i historien virker utilgivelige, i hvert fald for os mennesker. Og uden at dykke for meget ned i toregimentelæren er det måske heller ikke sådan, retfærdighed skal håndteres af stater. Alligevel længes jeg. Og den længsel vender blikket indad – mod mig selv og mod det mellemmenneskelige. For det er ofte ikke meget nemmere der. At tilgive er også dér en kamp. Der er så meget i mig, der instinktivt griber ud efter offerets magt: trangen til at hævde min ret, til at give igen.

Lad mig vende tilbage til forholdet mellem Japan og Sydkorea, som, ikke kun på grund af ”trøstekvinderne”, har en lang og konfliktfyldt fortid. Sidste efterår deltog jeg i en stor kristen verdenskonference i Sydkorea med 5.000 deltagere fra over 200 lande. På konferencens sidste dag var der nadver. En sydkoreansk præst trådte frem på scenen for at indstifte nadveren. Men han stod ikke alene. Ved siden af ham stod en japansk præst. 

Sammen indstiftede de nadveren. Og dér, i dét øjeblik, fik jeg et billede på den forsoning, jeg længes efter. Mellem mennesker. Og mellem stater.

”Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.