6 min. læsning
Flyt fokus fra skærmtid til skærmindhold
Af Lærke Højlund Wibe Søes, Studerer teologi,
30. september 202530. sep. 2025
KRONIK: Netflix-hittet Adolescence minder mig om, at vi bør tale lige så meget om skærmens fortællinger, som vi taler om skærmtid. Skærmens fortællinger kan være livsfarlige – men de kan også være livsvigtige.

Jeg er 26 år, født i 1999, en del af Gen Z, men en af dem, der stadig kan huske mine forældres fastnettelefonnummer, og hvor telefonen stod. Jeg kan huske, da de første iPhones kom på markedet, men der gik lidt tid, før de blev allemandseje. Min første iPhone var en 5’er, som jeg fik i 7. klasse, i 2013. Mit første opslag på Instagram er fra starten af 2014. Dengang var Instagram noget helt andet. Der var ingen algoritmer, ingen uendelige feeds. Når man havde set dagens ti opslag fra dem, man fulgte, var der ikke mere at se, medmindre man begyndte at udforske hashtags. Alligevel var jeg ikke fri for påvirkning. Jeg husker FOMO’en, når jeg så, hvad mine klassekammerater lavede uden mig, og jeg husker de syge trends som ’thigh gap’-idealet, der fik mig til at ville have større mellemrum mellem lårene, end min kropstype fysisk kan opnå.
Jeg er begyndt at skelne mellem skærmtid og skærmindhold, når jeg forholder mig til, hvordan min iPhone påvirker mig.
Mine forældre blandede sig ikke meget i, hvad jeg lavede online. Måske fordi de ikke helt forstod Instagram, men også fordi de helt tydeligt har sat frihed og tillid højt i opdragelsen og været imod overvågning, både offline og online. Den tilgang har jeg altid set som kærlig og forbilledlig. Men forårets store Netflix-hit Adolescence understreger én gang for alle, at den tilgang ikke virker længere, blot lidt over ti år senere.
Adolescence er en kort serie på fire afsnit. Hvis du ikke har set den, så skaf dig Netflix i en måned, det er pengene og tiden værd. Skuespillet sidder lige i skabet, og hver episode er filmet i et one take, ikke bare for blær, men fordi det virkelig understøtter budskabet. Men lige så begejstret, man kan blive over kvaliteten, lige så urolig kan man blive over handlingen.
Uden at spoile for meget handler serien om, hvordan unge lever i digitale verdener, som de voksne omkring dem slet ikke kender til. Ikke små, uskyldige hjørner af internettet, men mørke og usunde rum, der kan forvandle almindelige teenagere til mennesker, der spreder had og i værste fald vold og død. I Adolescence handler det om manosfæren, incels og drenge, der følger Andrew Tates ideologi. Men det kunne også have handlet om piger, der opfordrer hinanden til selvskade.
Serien viser et kæmpe mellemrum mellem generationer. At der er en side af ungdommen, som ikke er blevet forstået, men som er nødt til at blive forstået. Det handler ikke længere ”bare” om usunde kropsidealer, hvilket også er slemt nok i sig selv, men det handler potentielt om liv eller død.
Sidste år udkom bestselleren Den ængstelige generation, skrevet af den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt. Haidt taler om, hvordan vi siden smartphonens og de sociale mediers indtog i verden er gået fra en ”barndom baseret på leg” til en ”telefonbaseret barndom”. Han mener, at overbeskyttelse i den virkelige verden og underbeskyttelse i den virtuelle verden er de primære årsager til, at ungdommen i dag i høj grad er ramt af mistrivsel og psykiske lidelser. Om de to tendenser er hele forklaringen på, hvorfor så mange unge kæmper med angst og andre psykiske lidelser, er jeg usikker på, for flere kritikere har peget på, at Haidt fokuserer for snævert på sociale medier og smartphones som den store skurk. Men skærmene spiller en rolle. Det må jeg efterhånden være enig med ham i. Hans bog har på globalt plan sat gang i den politiske samtale om, hvad vi skal gøre ved alt det her. Sidst i bogen har han en række forslag til både regeringer, skoler og forældre: Skab rum for mere fri, uovervåget leg i den fysiske verden og udsæt børns adgang til smartphones og sociale medier så længe som muligt. Men Adolescence får mig til at spørge: Skal vi nøjes med at udsætte og skære ned på skærmtiden for os selv og vores børn – eller skal vi i lige så høj grad tage stilling til, hvilket indhold der former os, mens vi ser?
Jeg er begyndt at skelne mellem skærmtid og skærmindhold, når jeg forholder mig til, hvordan min iPhone påvirker mig. Jeg har lagt mærke til, at når jeg taler om det med andre, er det tit skærmtiden, vi gør til den store skurk. I mine kristne vennegrupper har snakken tit handlet om, at skærmtid stjæler tid fra Gud og gør os dårligere til at læse, også i Bibelen. Haidt fokuserer også i høj grad på skærmtid. Han mener, at de ”fire store skadevirkninger”, som smartphones og sociale medier har haft, er socialt underskud, søvnmangel, fragmenteret opmærksomhed og afhængighed. Alle fire hænger tæt sammen med, hvor meget tid vi bruger foran skærmen. Jeg er totalt enig i, at det er afgørende konsekvenser, og jeg mærker dem selv. Men måske mangler vi at snakke mere om skærmindholdet: Hvilke fortællinger bliver vi eksponeret for online? Er de ødelæggende for vores tro og værdier – eller kan de tværtimod styrke dem?
Da jeg for nylig downloadede TikTok for at se, om jeg kunne lokke content fra manosfæren frem, blev jeg i stedet bombarderet med kloge og skarpe videoer, der gik til frontalangreb på manosfæren. Og jeg blev også mindet om, hvor meget godt kristent indhold, der findes derude. De sociale medier vrimler med både gode og dårlige fortællinger, og det er jo netop det, der er så svært.
Det er et kald til at være i den digitale verden på samme måde, som Paulus var i den fysiske: jøde for jøder, græker for grækere, algoritme for algoritmen.
Som kristen tror jeg på, at der findes en fortælling, som er bedre end andre fortællinger. Derfor handler det ikke kun om at skære det usunde fra, men om at skabe alternativer, som formidler Bibelens fortælling om Gud, mennesker, klima, arbejde, penge osv., ja, om hele livet. Os fra Gen Z har både muligheden og ansvaret. Vi kan vælge at lade algoritmerne definere fortællingen. Eller vi kan selv tage ordet. Sidste år talte jeg med lederen af det digitale arbejde i den kristne internationale studenterorganisation CRU. De har ét fokus for tiden: at uddanne tusindvis af unge kristne til at lave godt content, der når ud til mennesker, som aldrig har hørt om Jesus. Det er et kald til at være i den digitale verden på samme måde, som Paulus var i den fysiske: jøde for jøder, græker for grækere, algoritme for algoritmen.
Find flere Til Tro-kronikker her.
Udforsk mere
Find mere indhold19. maj 202619. maj 2026
1 min. læsning
For Gud er alting småt.
Af Troels Nymann
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
9. april 20269. apr. 2026
9 min. læsning
Vækkelse eller ej? I Danmark har det åndelige skvulp, der blev døbt den stille vækkelse, været et nærmest uundgåeligt emne i kirkens kredse. I Til Tros første onlineartikel kan du læse om, hvordan en lignende tendens rørte på sig i 90’erne, og hvordan Nils Gunder Hansen kan hjælpe os med at sætte ord på den nye interesse for Gud.
Af Jonathan Haahr Oehlenschläger
19. marts 202619. mar. 2026
5 min. læsning
PRIS: For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?
Af Mads Due
2. juni 20262. jun. 2026
1 min. læsning
Hvorfor slipper onde mennesker nogle gange tilsyneladende afsted med det?
Af Troels Nymann
12. marts 202612. mar. 2026
6 min. læsning
PRIS: Gud ønsker os, Gud giver os mening, og Gud stiller os til regnskab. Derfor har mennesket en ukrænkelig værdi. Men hvad er et menneske?
Af Jakob Valdemar Olsen
2. april 20262. apr. 2026
3 min. læsning
Bonhoeffer minder os om to faldgruber: Den verdensfjerne og den himmelfjerne. Læs bogen, om ikke andet så for Kasper A. Bergholts forord.
Af Mads Due
5. december 20235. dec. 2023
4 min. læsning
Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
23. april 202623. apr. 2026
3 min. læsning
Christian Hjortkjær stiller det svære spørgsmål: Hvordan balancere mellem inklusion af alle og tætte relationer?
Af Caroline Hartmann Bernhard








