Sand ydmyghed

"Lønnen for at være ydmyg og frygte Herren er rigdom, ære og liv."

(Ordsprogenes Bog kapitel 22, vers 4)

Verset får mig til at tænke på Matthæusevangeliet kapitel 20, vers 20-28, hvor en mor til to af Jesu disciple spørger, om hendes sønner kan få ærespladserne ved Jesu højre og venstre side i hans rige.

Jesus benægter ikke, at der findes ærespladser i Guds rige, eller at ydmyghed og gudsfrygt lønner sig. I stedet viser han, hvordan ydmyghed hænger sammen med rigdom, ære og liv på en helt vidunderlig måde:

”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“ (Matthæusevangeliet kapitel 20, vers 26b-28).

Jesus gjorde ikke krav på sin løn, sit liv eller sin ære. Han overgav sin vej til Herren og stolede på ham, også da vejen førte til korset. Han ”ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors“ (Filipperbrevet kapitel 2, vers 6-8).

Dette er sand ydmyghed, som mere end noget andet fortjener rigdom, ære og liv. Derfor har Gud også ”højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære“ (Filipperbrevet kapitel 2, vers 9-11).

Sand ydmyghed består for os disciple, dengang som nu, først og fremmest i at bøje vore knæ og bekende: ”Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære”. I denne bekendelse ligger en overgivelse. Vi lader Jesus være Herre og opgiver ønsket om selv at bestemme over vores liv. I stedet giver vi Gud ære ved at bede som Jesus i Getsemane: ”Ske ikke min vilje, men din” (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42).

Den svære del er at sætte handling bag ordene og faktisk gøre det, vi er overbeviste om, er Guds vilje. Her er vi ikke bedre end disciplene dengang (og deres mødre), som vel nok kendte meget til ydmyghed i teorien, men som i praksis igen og igen demonstrerede, at de ikke ville give afkald på rigdommen, æren og livet, men ville have de mest ærefulde pladser til dem selv eller deres nærmeste.

Hvad gør vi så ved det? Vi må indrømme vores mangel på ydmyghed og give afkald på ønsket om selv at fortjene lønnen for ydmygheden og sikre os de mest ærefulde pladser selv. Jesus har allerede fortjent lønnen og den mest ærefulde plads og har brugt sin fortjeneste til at betale løsesum for os (Matthæusevangeliet kapitel 20, vers 28). Denne løsesum får vi del i ved at opgive ønsket om selv at fortjene den og i stedet modtage den som en gave fra Gud.

Denne gave er kernen i al sand ydmyghed og er den gave, vi altid kan vende tilbage til, når vores bestræbelser på at efterligne Jesu ydmyghed fejler. Gud ske lov for det.

Find flere Til Tro-andagter her.