Livets brød

Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

(Johannesevangeliet kapitel 6, vers 35)

Hvornår har du sidst fået noget at spise? Jeg ved det jo af gode grunde ikke, men jeg gætter på, at der er gået et sted mellem 5 minutter og 5 timer. For mad er en af Guds gode gaver til mennesket, og det er uundværligt – og i øvrigt også ret lækkert! Og så er der desuden den store fordel ved at spise, at man undgår sulten. Den gnavende følelse af intethed i maven, som kan gøre enhver mand desperat og i sidste ende frarøve ham livet.

I bibelverset ovenfor præsenterer Jesus os for en anden form for sult. En sult, der ikke kan blive tilfredsstillet ved det store tag-selv-bord på Dalle Valle, men som kun livets brød kan mætte. En sult, der ikke blot er mavens tomhed, men livets tomhed. En åndelig sult, som kun Jesus kan opfylde.

Og netop her kommer Jesus med et fantastisk løfte: Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Det er jo nærmest et all inclusive-tilbud, som Jesus her præsenterer os for. Der er mad og drikke i rigelige mængder, ja, faktisk i overflod. Mad og drikke, der ikke blot tilfredsstiller os et par timer, men som indfrier alle vores behov i al evighed.

Og sandheden er jo den, at det ikke blot er lidt mad og vand, som Jesus vil give os, men Jesus vil give os sig selv. Det skete, da Jesus valgte at dø på korset i stedet for os, og det sker hver søndag, når vi går til nadver. Her får vi Jesu legeme og Jesu blod, og vi får del i livets brød. En lille oblat og lidt vin fylder godt nok ikke meget i maven, men i troens mave bliver det til et solidt måltid mad, når vi mindes, at vi har fået fred med Gud!

Jeg sidder i skrivende stund med en tom og meget knurrende mave. For hvis maven er tom, skal den nok gøre opmærksom på sig selv, og helt automatisk bliver tankerne sendt hen på mors madgryder eller andre lækkerier. Men den åndelige sult, som Jesus snakker om, opleves ofte anderledes.

Man kan hurtigt komme til at overse den, for den gør ikke meget væsen af sig. Jeg tænker, at det nok skyldes, at dens knurren efter føde hurtigt bliver overdøvet af hverdagens rutiner og livets travlhed. Og det er ærgerligt! For den mad, som Jesus vil give, er mad, som består til evig tid, men det betyder ikke, at det er en engangsfornøjelse at sætte sig til bords og spise. Tværtimod må vi dag efter dag komme til ham, der vil give os mad. Jeg startede med at spørge, hvornår du sidst har fået noget at spise.

Nu vil jeg gerne slutte af med at spørge, hvornår du sidst har fået et måltid åndelig mad?

Og til allersidst vil jeg opfordre os alle til at sætte os ved Jesu bord og spise. Lad os komme til ham, der kan mætte os, og tro på ham, der kan stille vores tørst. Lad os bede til ham, læse i Bibelen og leve ham nær.

Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Brød”.