Guds mission og min modtagelighed

"Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig."

(Johannesevangeliet kapitel 10, vers 27)

Jeg elsker at læse missionshistorie. Gamle fortællinger om missionærer, der ankom til et sted for at proklamere Guds kærlighed til et fremmed folk. Der er gjort meget smukt, og meget forfærdeligt, på den konto. Når mission er gået galt, er det ofte, fordi de mennesker, der er gået ud, tænker, at de går foran Gud, i stedet for at Gud altid går foran dem.

Den engelske, nu tidligere ærkebiskop Rowan Williams definerer mission som ”Finding out what God is doing and joining in.” Mission er ikke vores projekt, men Guds, og der findes ikke steder, hvor Gud ikke allerede er i gang.

Men hvordan finder vi så ud af, hvad Gud allerede har gang i?

Alle præsters yndlingssociolog Hartmut Rosa kan måske hjælpe os. Han er overraskende nok ikke kristen, men kunne ud fra sine skriverier nemt være det, tænker jeg.

Som sociolog kritiserer han det accelerationssamfund, vi lever i. Et samfund kendetegnet ved konstante og hastige forandringer, hvor mening, fordybelse og engagement forsvinder.

Som modsvar på accelerationssamfundet taler Rosa om resonans.

Resonans er en måde at forholde sig åbent og lyttende til omgivelserne på, der gør os modtagelige for, at der i mødet med verden, og med Gud, kan opstå en form for genklang. Et sted hvor vi forandres og opdager, at der er noget udenfor vores rækkevidde, som vi ikke kan kontrollere. Noget vi ikke selv kan finde frem til.

Vi kan opdage, hvad Gud har gang i, og hans invitation til os om at tage del i det.

Jeg hørte Rosa for nogle år siden, og på sit hyggelige engelsk med tysk dialekt introducerede han det fine, tyske begreb at være anrufbar.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så stor fan af ordet. At høre ting, man godt ved, på andre sprog eller med andre ord kan nogle gange ruske lidt op i tingene og tankerne.

Anrufbar. Betyder det anråbelig? Eller tilgængelig? Spilbar, foreslog en af mine venner, der er mere fodboldinteresseret end mig. At sætte sig selv i en position, hvor man vil forstyrres. Hvor man er klar til at lytte. Modtagelig.

At være anrufbar handler ikke om at have en telefon, det handler om at tage den, når nogen ringer. Det handler om en villighed til at deltage aktivt i en samtale, og om at flytte sig et sted hen, hvor man vil tage imod. Aktivt at placere sig steder, hvor det kan ske. Måske i en kirke om søndagen?

Jeg tager nogle gange ordet med mig ud i dagen: Hvordan kan jeg være anrufbar i dag? Er der noget, Gud vil fortælle mig? Er der nogen, jeg ikke skal ignorere? Er der noget, jeg kunne gøre? Er der nogen, jeg skal tage imod?

Hvor er det, Gud allerede arbejder, og hvor ønsker han, at jeg tager del?

Find flere Til Tro-andagter her.