Drømmen om uforgængelighed

(Daniels bog, kapitel 2.)

Menneskelivet er skrøbeligt. Vi opdager det, når vi holder et spædbarn i vores arme, for ved synet af denne lille, lyserøde klump, som netop har forladt livmoderen og fostertilværelsens varme og tryghed, ser vi den yderste grad af menneskelig sårbarhed og forsvarsløshed. På samme måde opdager vi skrøbeligheden, når vi betragter tilværelsens andet yderpunkt: Oldingen på dødslejet. Fugerne i ansigtet er dybe, stemmen er visnet bort, og alt ved synet af den døendes udslidte krop beviser tilværelsens forgængelighed.

Men det er ikke kun spædbarnets og den døendes tilværelse, som er underlagt forgængelighedens lov. Som konsekvens af syndefaldet er alle mennesker og alt menneskeskabt nemlig bundet til døden og dømt til undergang – selv den største konge og det mægtigste fyrstedømme. Det er denne kendsgerning, som den tyranniske hersker over Babylon, Nebukadnesar, bliver konfronteret med, da han en nat, som det fortælles i Daniels Bog kapitel to, får et mystisk drømmesyn fra Gud. I drømmen ser Nebukadnesar en gigantisk statue. Statuens hoved er af guld, brystet og armene af sølv, mave og hofter er af kobber, benene af jern, mens fødderne er støbt i ler og jern. I drømmen ruller en stor sten ind i statuen og lægger den i ruiner. Stenen selv bliver derefter forvandlet til et bjerg, som fylder hele jorden.

Det er Daniel, som udlægger drømmen for Nebukadnesar. Daniel er jøde i eksil i Babylon og er Herrens profet. Som Daniel forklarer det for Nebukadnesar, symboliserer statuens forskellige materialer de riger, der skal opstå efter det babylonske rige. Nogle af disse vil være stærke, andre svage, men fælles for dem alle er, at de med tiden vil forgå. Daniel fortæller, at bjerget, som stenen forvandles til, er det evige kongerige, som Israels Gud ved tidernes ende vil skabe, når han genopretter det tabte paradis og genskaber den nye jord, hvor han vil bo med menneskene til evig tid.

Beretningen om Nebukadnesars drøm, som jeg her kursorisk har gengivet, er både sælsom og gådefuld, men den er samtidig et stærkt vidnesbyrd om, at selv de største magter på denne jord bliver som støv, når Himmelens Gud spiller med musklerne. Det er let at blive fortvivlet, når man igen og igen bliver mindet om verdens ondskab og for eksempel er vidne til, hvordan en despot som Putin bruger sin magt til at ødelægge menneskers liv. Når vi mærker denne form for fortvivlelse over alverdens lidelse, må vi vende os mod det håb, som Nebukadnesars drøm lader os skimte. For når alle denne verdens riger har haft deres udmålte tid, skal der oprinde en dag, hvor Gud selv vil oprette sit evige kongerige. Fra den dag skal ondskaben og synden ikke længere findes, men både spædbarnet og oldingen, ja, mennesker i alle aldre og fra alle folkeslag skal rejse sig fra graven og mætte sig i livets uforgængelighed. Og den dag skal de forløsende ord langt om længe udtales og blive til virkelighed:

”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.”

(Johannes Åbenbaringen, kapitel 21, vers 3).

Find flere Til Tro-andagter her.